Dagbog

Glædelig regnvejrs dag til alle :)

Her går det okay. Sådan lidt op og ned hele tiden, men det kaldes livet!

I weekenden blev jeg ramt af omgangs syge og havde det virkelig elendigt! Det stod ud af begge ender. Klamt, i know!!! Det ville ingen ende tage. Sådan følte jeg i hvert fald det... det går heldigvis bedre og jeg kaster ikke op længere. Appetitten er endnu ikke vendt tilbage, men det skal nok komme.

Jeg har stadigvæk de dage hvor jeg har frygtelig meget uro i kroppen, hvor lange meget varme bade stadigvæk er det bedste til at holde det i skak. Og når jeg ligger i sengen,  så har jeg min varmepude, som jeg flytter lidt rundt. Især på benene hjælper det mig. På fredag skal jeg igen til lægen, og her regner jeg stærkt med at hun sætter mig ned i dosis. Jeg bliver nok en lidt skuffet, hvis hun ikke vil give mig lov til det. Sidste gang ville hun jo ikke, fordi jeg får de her ture med abstinenser. De ture har jeg stadig, men vil ikke lyve for at blive sat ned! Det er jo mig selv det går udover, så må forsøge at Være lidt tålmodig.

Jeg har sovet elendigt de sidste 3 4 nætter og i nat var ingen undtagelse. Sov faktisk næsten ikke. Prøver ikke at sove om dagen, men jeg tror jeg skal have en time på øjet lige om lidt. Jeg er ikke helt på toppen endnu efter weekenden, og så er jeg startet på mit lille ''job'' idag.

Jeg har fået job som hundelufter. Jeg får ikke så meget udaf det økonomisk, men det gør at jeg kommer ud og gå og cykle hver dag fra mandag til fredag. Det bliver hårdt fysisk for mig her i starten, men jeg er sikker på at det kun kommer mig til gode. Efter jeg mistede Fonzie er jeg blevet rigtig dårlig til at gå ture. Det er bare ikke det samme uden en hund. Har ledt længe efter en hund i området som jeg kunne få lov at lufte. For et par uger siden delte min mor et opslag om en pige, der manglede en der kunne lufte hendes hund mens hun er på job. Jeg skrev straks til hende og i sidste uge var jeg over og hilse på både hende og hunden.

Det fik fint med den første gåtur idag. Hun var ret skeptisk til at starte med. Det ville jeg nu også være, hvis der pludselig kom en fremmed ind af min dør :) men jeg satte mig på gulvet og snakkede lidt med hende, og efter lidt godbidder var hun tøet op igen.

Hunden hedder Nomi og er oven i købet samme race som Fonzie var. Åh, jeg kommer helt til at savne det hvalpede udtryk og de hvide øjenvipper! Jeg ser allerede frem til vores næste gåtur :)

familien på Minervavej

Jeg tænker lidt at i skal lære mig lidt at kende igen. Lidt forfra! Jeg er ikke den samme person som jeg var for 3 år siden. Nogle ting er selvfølgelig de samme, men der er også bare rigtig mange ting der er ændret... så jeg har planlagt en masse indlæg til jer, hvor vi igen kan lære hinanden at kende :)

Er det ikke mest naturligt at starte med at præsentere dem jeg bor sammen med og tilbringer min hverdag sammen med? Det har jeg i hvert fald tænkt mig! :)

Lad os starte! Måske de gamle læsere vil mangle Fonzie drengen. Fonzie sagde jeg Farvel til for snart 2 år siden. Han var efterhånden en gammel vovse på 12 år, og var begyndt at skrænte lidt på flere punkter. Især gigt var et problem for ham. Det var rigtig hårdt at sige farvel til ham, men jeg er ikke i tvivl om at det var det rigtige, og jeg havde givet ham et skønt liv :)

Lucky: lucky fik jeg sidste sensommer. Jeg hentede hende i Århus, så det var en lang tur for en kat. Vi havde da også en omgang akut rejse mave på vejen hjem. Jeg havde forberedt mig på det, men de andre i bilen var ikke så begejstret for lugten ;p men da jeg så billedet af hende, vidste jeg bare at hun skulle hjem til mig. lucky skulle ha nyt hjem, da ejeren havde født en for tidlig født pige, og mente ikke hun kunne give lucky det hun fortjene. Hun havde fundet lucky som lille killing ude midt på kørebanen. Nogle havde kastet hende ud af en bil, og hun løb rundt der og hendes liv hang i en tynd tråd. Da den forhenværende ejer samlede hende op, var lucky allerede blevet ramt og hun havde flækket den ene side af ansigtet. Hun kom sig heldigvis helt og blev en rigtig dejlig og tillidsfuld kat. Det undre mig stadigvæk at hun er så tillidsfuld efter det hun har været udsat for. Lucky er ca. 2,5 år.

David: er mit lille dværghamster. Han bor på mit badeværelse, så han er i fred for kattene. De vil nemlig vældig gerne smage lidt på ham, hvis de kunne få lov :) han er halvandet år gammel og nærmer sig pensionist alderen! Han er en skøn lille spirrevip. Han har det bedst i sit bur og han elsker ost og spegepølse; )

Baloo: mit skønne hjertebarn! Han har flere gange været ved at glide fra mig. Han er altid så uheldig og ramler ind i alt muligt hele tiden. Feks var en slem katte influenza ved at hive ham fra mig. Normalt favoriserer man ikke sine kæledyr, men Baloo har jeg bare noget helt specielt med! Forhåbentlig er der mange år til at han skal væk herfra, men når han skal, er der ikke nogen tvivl om at det vil blive et af de værste sorgen i mit liv. Så jeg nyder ham fuldt ud. Også selvom han kommer for 3 gang på samme nat og beder om mere mad. Han er umættelig og elsker at få knuser og møsser. Hans livret er kogt kylling og kommer alt og holder mig ved selskab hvis jeg enten har det skidt eller høre musik.

Diva Olivia: er baloos lillesøster. De er begge killinger fra min første kat Cille,  som jeg også nåede at skrive om her på bloggen, inden min pause. Cille forsvandt desværre da killingerne var små og har ikke set hende siden. Cille fødte 4 smukke killinger. Blandt andet diva og Baloo. Caspar er kommet op til min søster og bo og perle Marie blev hentet af en børnefamilie et sted i Jylland. Diva var den mindste i kuldet og er ikke vokset meget mere siden. Altså, overdrivelse fremmer forståelse. Hun er så lillebitte og er ikke større end en stor killing. Diva lever i den grad op til sit navn. Hun er for fin til at spise af samme skål som de andre katte og hun sover heller ikke ved siden af andre. Hun vil Aller helst sove på mit bryst og hun deler mig helst ikke med de andre. Hun gider ikke lege og himler op hvis Baloo vil lege og ligger en pote på hende. Hun drikker også kun vand af vandhanen :)

                                          lucky og diva. Her kan man se hvor lille hun er.


Fiona og lille Frida: mor og datter! Begge marsvin fik jeg i slutningen af sidste år med en måneds mellemrum. Mine 2 forgående marsvin var Kia og Carla. Carla blev desværre syg og døde. Så Kia måtte have en ny makker. Jeg hentede lille Frida og de blev bedste venner på rekordtid. Så blev Kia selvfølgelig også syg og jeg måtte sige farvel til hende også... afsted efter en makker til lille Frida.  Det endte med at jeg tog hendes mor med hjem, så nu er mor og datter genforenet. De er skønne, men er endnu ikke helt dus med at de skal dele hjem med 3 katte...

Lucas: har for nylig overtaget Titlen som den ældste kanin i hjemmet. I foråret måtte jeg sige farvel til ninus, som jeg havde haft siden jeg var ung teenager. Hun blev hele 16 år, så det var en flot alder. Men hun var helt blind til sidst og ville ikke længere gå op af trappen til hendes lukkede del af buret, da den var blevet skiftet ud med en nyere... så hun fik fred. Lucas hentede jeg sammen med hans bror Frederik. 2 kaniner som jeg i sin tid købte i mit tidligere forhold. Frederiks sagde jeg Farvel til for halvandet år siden grundet tilstoppet tårekanal , så nu har Lucas Titlen som ældste manden i huset. Han nærmer sig nok de 7 år, og som hans bror har ham en tilstoppe tårekanal på det ene øje. Det gør at jeg ved at han indenfor nærmeste fremtid skal ligges til at sove. Jeg har taget tilløb til det i nok halvandet år, men vi havde heldigvis en mild vinter sidste år og det gjorde at hans øje klarede det fint. Det har endda været bedre en stor del af 2015, men på det seneste er det en smule værre igen. En stoppet tåre kanal gør at hans øje konstant løber i vand og pelsen under øjet og på kinden er våd. Det er ikke særlig rart når det først begynder at fryse ude... jeg må se tiden an denne vinter. Jeg er super glad for Lucas og er den tammeste og skønneste kanin jeg nogensinde hat haft. Han elsker sin daglige kiks og sin daglige kløtur af mig. Han går helt i selvsving og skal helst bide i noget samtidig. Jeg får altid en masse møsser og slikken på hånden, når jeg kommer hen og kigger til ham.

Nala: for 3 år var der en vuggestue der skulle af med sine kaniner. Noget med en ny lov. Jeg er ikke helt inde i det, men min søster overtog en kanin. Anton. Jeg overtog Antons mor, Nala. Frederik var lige blevet aflivet, så jeg havde et bur ledigt. Så hvorfor ikk? ;) Nala er ikke tam og jeg kan ikke kæle for hende som med Lucas.  Desværre. Men hun er alligevel vældig nysgerrig og kommer glædeligt hen og henter sin daglige kiks og hvad jeg ellers har med af godter. Det blir bedre og bedre med at hun vil lade mig røre hende, men der er lang vej endnu. På et tidspunkt overtog jeg også Anton. Som min søster havde, men hun mente ikke at hun kunne give ham det han havde behov for. Jeg havde ikke Anton særlig længe. Han faldt aldrig til herhjemme til trods for en stor indsats fra min side af. Han blev mere og mere skørt psykisk og til sidst gav jeg ham fred. Jeg kunne mærke at han ikke var glad og selv jeg stressede over at jeg ikke kunne få ham til at falde til.

Bumle og Boris : begge guldhamster og højst sandsynligvis brødre, uden at jeg kan sige det med sikkerhed. De er halvandet år gammel og hentet hos en dyrehandler. Egentlig skulle jeg kun ha haft den ene hamster med hjem, men hr. Dyrehandler var en god sælger og jeg er bare svag hvad angår dyr, så jeg fik de 2 drenge med mig hjem. Jeg holder meget af dem, men det er våde første og sidste gang jeg har guldhamster. Lugten overvældede mig en del og de skal have rigtig meget opmærksomhed. Og det er selvfølgelig om natten, da de er nat dyr. Det er ikke den slags kæledyr jeg ønsker...

Mollie: er seneste skud på stammen. Jeg har ikke haft hende i mere end en god måned, så jeg er stadig ved at lære hende at kende. Indtil videre er hendes selskab kun positivt, også selvom jeg har sagt i et godt stykke tid at jeg ikke vil have flere kaniner. Mine andre kaniner er ude kaniner og har faktisk savnet en indekanin der kan få lov t hoppe rundt i hele huset. Hun er renlig, så det er et skridt i den rigtige retning. Det er tydeligt at hun ikke er vandt til katte, så det skal der arbejdes på. Jeg ved ikke særlig meget om Mollie. Mollie blev fundet i en have et sted i Jylland. Man forsøgte at finde hendes familie men det lykkedes aldrig, så nu er hun kommet til mig. derfor kender jeg heller ikke hendes alder. Hun er så smuk og blød. Blid og meget rolig... det kan kun blive godt!

Jeg har nogle planer om at få udvidet med et par fugle på et tidspunkt. Det er ikke noget der skal ske her og nu, men når tiden er inde til det :)

Dagbog

Læge besøg...
Endnu et lægebesøg er overstået! Havde bestemt ventet at jeg skulle sættes ned i dosis idag, men eftersom jeg har døjet meget med abstinenser, så synes hun at jeg skal blive på nuværende dosis lidt endnu. Hvis jeg kan undgå at få de vilde abstinenser ved at det går lidt langsommere, så er det okay med mig. ''Du er ikke en typisk misbruger '' sagde lægen til mig idag og smilede. Det var kun ment positivt :) jeg føler mig ikke længere -på nogen måde- afhængig af morfinen psykisk, og det er nok derfor at jeg er lidt utålmodig og bare gerne vil udad det hurtigst muligt.


For utålmodig...
Lægen bremsede mig og sagde at vi skal tage det her stille og roligt, fordi hun måske godt kunne se at jeg blir lidt skuffet når jeg ikke er blevet sat ned som forventet. Om 14 dage skal jeg derned igen, og jeg håber håber håber at de voldsomme abstinenser bliver  væk, og jeg kan få lov at blive sat ned i dosis. Jeg ved godt at et halvt år fra eller til måske ikke betyder så meget for nogle, men jeg har bare fyldt min krop med så meget lort de sidste år, og når jeg nu endelig har fundet styrken og modet til at kæmpe og blive den gamle maiken igen, så er jeg nok bare lidt utålmodig af natur :)


Høj på livet, ikke morfin!
Det er gået SÅ hurtigt i min krop og i mit hovede de sidste 6 uger, og jeg kan slet ikke vente til hvordan mit liv ser ud om bare 3 måneder eller 6 måneder!!!! For første gang i mange år føler jeg mig levende igen og er rent faktisk glad for livet og ser frem til fremtiden. Føler mig høj på livet og intet kan slå mig ud :)


Sundere krop...
Jeg har også planer om at få fyldt nogle sunde ting i min krop og få dyrket mere motion. Jeg svømmer 2 gange om ugen, som jeg har gjort i halvandet år nu. Jeg kan ikke cykle så meget som jeg gerne ville. Cykler jeg en dag, så er jeg tvunget til at holde pause den næste dag... jeg squatter om aftenen og håber at jeg på et tidspunkt kan få lidt af min numse tilbage igen :) den er på mystisk vis forsvundet :)

Idag...
Efter lægebesøget i formiddags, havde jeg booket tid hos en massør. Det er første gang nogensinde at jeg bliver masseret af en professionel. Det var sørme rart, men det gjorde altså også lidt nas nogle steder :) det havde jeg nu forventet, men hun kunne også godt mærke hvor stiv jeg var i nogle af musklerne. Jeg har altid haft en meget skæv ryg, og hun nævnte at det sagtens kan være en af årsagen til at jeg døjer med svimmelhed... det er helt sikkert noget jeg vil Gøre igen. Højst sandsynligt allerede igen I næste uge... men nu må vi se! En dag af gangen...

Det regner jo helt vildt ude idag! Men jeg elsker det...jeg er træt efter formiddagens gøremål. Har også hovedpine, så jeg er krøbet under dynen lidt. Jeg vil se lidt tøse tv, inden jeg har planer om at give soveværelset en overhaling... jeg skal helt sikkert også spille klaver og male lidt. Og så har jeg været ved slagteren og har købt en god bøf, som jeg skal have til aften. Den vil jeg glæde mig til... men først, glee og lidt af alt det andet tv jeg holder af og måske en halv time...

Ønsker jer alle en god dag!

Kvalme og uoplagt

Jeg har sovet længe idag. Jeg er helt grogget i hovedet og har igen kvalme og hovedpine. Føler mig meget uoplagt og har ikke den store energi! Heldigvis er jeg samtidig rimelig rolig i kroppen, så jeg kan blive under dynen lidt og slappe af med youtube.

Jeg ved hvor hurtigt det kan vende, så jeg nyder roen. Har heller ikke haft trang til at gå i bad endnu, for at få ro i kroppen af det varme vand.

Dagen idag er helt omvendt fremfor igår hvor jeg var meget oppe og køre og føler nærmest at jeg var høj på noget, selvom det ikke er tilfældet. Det må Være høj på livet :) høj på, igen at kunne begynde at føle mig selv. Tiden smuttede også fra mig, fordi jeg havde gang i så meget og ansede slet ikke tiden. I mit hoved var der flere timer til min svømmetime, mens min mor pludselig bankede på min dør og spurgte om jeg snart var klar! Det kom helt bag på mig at klokken var så mange, selvom det måske lyder mærkeligt i andres ører! Jeg fik pakket svømmetøj i en fart og kom afsted. Også til svømning kunne jeg mærke forandringer. Mine ben føltes lettere. Min balance var bedre og jeg kunne faktisk yde mere end jeg plejer. Nu var jeg også ret urolig igår, så havde glædet mig til at komme i vandet og få mig rørt. Det virker nemlig godt at få rørt musklerne, når man har abstinenser...

Jeg har ikke lagt mange planer for idag. Jeg nyder som sagt roen i kroppen samtidig med at jeg ikke føler mig helt så frisk som jeg har gjort de sidste par dage-
Vender det senere, så har jeg også en backup plan :) jeg skal ha støvsuget, gjort rent ved min ene kanin, Mollie og lave nye negle. Jeg har disse på lige nu, og selvom jeg lavede dem i mandags, så skaller de allerede. Det havde jeg forventet, når jeg bader så meget som jeg gør i øjeblikket. Ellers skal jeg bare holde mig beskæftiget med mine andre hobbyer. Feks maler jeg og spiller klaver, så jeg holder tankerne og kroppen igang.

Jeg, en misbruger (del 2)

Jeg tog telefonen, ringede til lægen og fik en tid. Allerede på det tidspunkt var jeg oppe i mit hoved indstillet på at jeg skulle helt ud af det her. Vi skulle "bare" sammen finde en løsning der duede. Jeg var SÅ klar.Også klar på at leve med de smerter jeg rent faktisk har. Men jeg orker ikke at fylde min krop med gift længere. Vi talte frem og tilbage, og hun fortalte mig faktisk at hun er ked af at hun ikke havde taget ansvar noget før, og kunne godt se at det her er helt galt. Var jeg blevet holdt øje med og fået en udtrapnings plan af sygehuset eller min daværende læge - så var jeg ikke kommet så langt ud. Det er jeg helt overbevist om.

Vi blev enige om at jeg skulle prøve smerteplaster med fentanyl i. Også et morfin ligende stof. Forskellen på plasteret og pillerne er, at plasteret skal skiftes ca hver 50 time. og udskiller medicin jævnligt. Oxynorm, som var de piller jeg fik, virkede efter ca 30 min og virkede kun max 4 timer, før jeg igen måtte tage en dosis. Det virkede som en fin ide og jeg var bare glad for... lettet for, at der nu endelig var taget hul på det her. Jeg gik til lægen hver uge i starten, for at holde nøje øje med mig. Det gik udover alt forventning og det var meget lettere end jeg troede. Men jeg havde stadigvæk oxynorm, som jeg skulle tage ekstra af hvis det blev nødvendigt. I starten gik det fint, og jeg følte behov for meget lidt... men efter et stykke tid blev det igen en vane at tage flere end hvad jeg reelt havde brug for. Det kunne jeg godt se at det ikke virkede, for jeg fik jo høj dosis fantanyl i plasteret som var det jeg normalt tog i oxynorm, og når jeg så tog ekstra oxynorm, så fik jeg jo pludselig endnu mere medicin i kroppen end før jeg overhovede startede!

 Så da jeg gik til lægen sidste gang i troen at jeg skulle sættes ned i dosis og endelig føle at jeg var på vej mod at ramme 0 og komme helt udad det, så blev jeg lidt skuffet da lægen sagde jeg skulle blive på samme dosis fentanyl plaster, men så skulle jeg helt droppe oxynormen - min sutteklud, gennem flere år. Men faktisk var jeg slet ikke nervøs eller bekymret over det... for det gik jo fint! Jeg var rigtig glad for at være pillefri for første gang i mange år! Jeg manglede dem overhovedet ikke. Den første uge gik så fin, og jeg så frem til at komme til lægen igen og blive sat mere ned i dosis. Jeg tænkte YES, det køre bare og tænkte ikke over at lægen sagde at det er langt svære at komme ud af sådan et forbrug, end det er at ryge. Bare for at sætte tingene lidt i perspektiv. Som sagt  har jeg aldrig røget, men jeg har meget familie der har ryger og har været ryger. Min søster prøver stadig gang på gang, uden at det endnu er lykkes. Det kræver virkelig viljestyrke.

MEN, en dag var det pludselig som at at smerte plastrene pludselig ikke virkede mere, og jeg fik en kæmpe hammer i hovedet af voldsomme abstinenser! Jeg svedte og frøs på samme tid og koldsvedte helt vildt. Jeg havde konstant kvalme og kastede op når det var værst. Hovedpine og diare.Selv mit hjerte lavede ballade. Men det allerværste var uroen. Åh, den forbandede uro. Jeg kunne ikke ligge mig ned for at slappe af. Jeg kunne slet ikke være i min krop, og ville aller helst tage benene på nakken og løbe langt væk. Det kan jeg af gode grunde jo ikke :) Jeg er tvunget til at deale med det så godt jeg kan. Jeg fandt ret hurtigt udad at varme og lange bade er det bedste jeg kan gøre for at holde abstinenserne nogenlunde i skak. Jeg bader ca 8 gange dagligt, og det kommer sikkert til at give en kæmpe vand regning, men er det hvad der skal til, så er det sådan det er :)  Samtidig skal jeg holde mig igang, for jeg kan mærke at det hjælper mig meget. Klaver og især rengøring og oprydning hjælper, men også håndarbejde. Så længe jeg har noget i hænderne er det okay at sidde i en sofa. Men jeg har meget svært ved at ligge mig under dynen, slappe af og sætte en film på uden at tankerne er et andet sted og jeg ligger og vipper med fødderne og konstant er i bevægelse.

Alt dette er sket indenfor relativ kort tid. Jeg står midt i det, og i får lov at følge med. Jeg har efterhånden fundet udad at det faktisk er okay at have abstinenser. Til en vis grad selvfølgelig, men lægen er inden over, så jeg er ikke bange for at det bliver farligt. Det var jeg den første dag jeg blev ramt af abstinenserne. Jeg blev meget forskrækket over hvordan min krop pludselig reagerede, og jeg blev både bange og desperat for at føle ro igen. Så for første gang følte jeg behov for oxynormen igen. Jeg skrev en sms til  min mor midt om natten, fordi jeg kom i tanke om at jeg engang havde givet dem noget af min medicin til min fars ryg. Så tænkte at hvis de nu havde nogle liggende, så kunne jeg få slået uroen ned. Heldigvis skrev hun nej tilbage. Jeg fandt lidt ro nogle timer senere og fik sovet lidt. Dagen efter ringede mor og sagde at hun havde fundet 3 oxynorm. Men selvom jeg havde abstinenser, så sagde jeg pænt nej tak. Jeg vidste at det ville give ro i max 4 timer, og så ville det hele starte forfra igen. som sagt, skruen uden ende!

Jeg er ret sikker på at det hele er et led i at få det bedre. Det er virkelig hårdt, og jeg er igen glad for at jeg er ret stærk psykisk, for det kommer til at blive en nødvendighed. Men det er også virkelig godt på samme tid. For hver dag der går kan jeg mærke at min krop er ved at vågne igen, efter mange år i dvale. Det er en fantastisk følelse og fuldstændig skræmmende på samme tid. Jeg er heller ikke i tvivl om at noget af uroen i min krop, er fordi jeg kan føle igen!!! Jeg har jo været totalt lammet. Det ser jeg først nu, men det er jo klart, med et pille forbrug i den størrelses orden. Lad os afslutte dette indlæg med et eksempel. Jeg har ikke haft nogen kæreste siden mit sidste forhold med Henning. Det er 3 år siden. Jeg har ganske vist datet. En hel del faktisk. Jeg har aldrig kunne forstå hvorfor jeg aldrig har kunne føle noget fordi her mænd. Andet end venskab. Jeg har gået og været skrækslagen for at jeg havde mistet evnen til at forelske mig igen. Men jeg ser nu at det er fordi jeg har været lammet af morfin!!! og nu har jeg på kort tid - for første gang i mange år - fået sommerfugle i maven af at tale med en fyr. Som jeg iøvrigt har en date med meget snart :Op :Op

Som i kan høre, sker der rigtig mange ting i mit liv lige nu. og endnu flere ting end jeg lige er klar til at fortælle om, men jeg åbner op, hvis i hænger i sammen med mig. Jeg er ikke i tvivl om at det bliver en lang og sej kamp, for jeg er langt fra mål endnu. Jeg vil få dage jeg kommer til at bande væk, og sikkert dage hvor i kommer til at ligge ører til en masse pladder..

Ønsker jer alle en rigtig god dag☺
Vi ses snart igen.
Maiken

Jeg, en misbruger! (del 1 )

(indlægget er meget personligt, og ikke mange i min omgangskreds er klar over hvor galt det har været)

Jeg har fået store dosis smertestillende medicin, lige siden jeg for første gang blev indlagt for 10 år siden. Det har klart været de 10 hårdeste år af mit liv. En stor del af det ville jeg selvfølgelig gerne ha været foruden, men på det personlige har jeg bare lært rigtig meget om mig selv. Især de sidste 3 år. Men det har været 3 år i mørke. 3 år i  min seng, og hvad der dertil høre af svigtelse af både min familie, men i den grad også mig selv.

Når man er indlagt, har det super skidt og har store smerter og samtidig for rigtig meget medicin, så bliver kroppen helt naturlig vænnet til medicinens virkning - rusen og den skønne ro det giver i hele kroppen. Man ser frem til at komme i narkose, fordi at man så får en ordenlig røvfuld medicin så hele loftet drejer rundt, inden man får selve narkosen og falder i en dyb søvn. Så man ikke længere mærker smerten eller er plaget af alle de tanker der snurre rundt i hovedet på en. At narkosen kan være farlig og der kan støde komplikationer til... ja, det er pludselig ikke så vigtigt. Bare man kan opnå fuldstændig ro. Og pyt med bivirkningerne af medicin, som flere gange var ved at tage livet af mig. Roen i kroppen er nøgleordet.

Alt det er selvfølgelig helt normalt i sådan et forløb jeg har været igennem, men da jeg blev erklæret rask af lægerne, blev jeg ikke udtrappet af morfinen. Næ, jeg fik bare en ny recept når jeg var løbet tør. Og i stedet for at tage mindre og mindre, steg mit forbrug stille, men sikkert, år for år! Pludselig fik jeg meget mere end jeg nogensinde havde fået på sygehuset. De sidste 5 år har jeg inderst inde vidst at jeg har været fysisk afhængig af morfinen. Jeg har bare fortsat og ikke rigtig talt om det... jeg har jo smerter, og så skal man jo ""naturligvis"" ha smertestillende. Det har jeg så fundet udad, at det selvfølgelig ikke altid er tilfældet.

I efteråret sidste år begyndte jeg at få stesolider  - muskel afslappende - på det sorte marked. Naturligvis ikke noget jeg er spor stolt af, men det er sandheden, og den står jeg ved. Jeg har aldrig taget noget medicin for at blive direkte skæv eller få en eller anden stof psykose. Faktisk, skræmmer det mig helt vildt!!! Jeg drikker heller ikke, og har aldrig røget noget som helst. Ikke engang et sug af en cigaret!!! Jeg ville "bare" have ro i kroppen. Pyt med alt andet.
Stesoliderne fortsatte jeg med til omkring maj måned i år, da pludselig var stærk nok til at sige fra og droppe dem helt fra en dag til en anden. jeg havde jo morfinen!

Og det er nok derfor at mit forbrug af morfin pludselig steg ret voldsomt i sommers. Jeg kunne ikke længere få ro i kroppen af samme dosis, og der røg helt naturligt mere ind. Ca hver 4 time måtte jeg tage morfin, for at opretholde virkningen i kroppen. Forsøgte jeg at ignorere kroppens signaler efter medicin, så gik der max 12 timer, og jeg blev virkelig syg af abstinenser. Og så skulle der dobbelt op til at slå det ned igen. Skruen uden ende. Jeg talte timer og minutter til hvornår jeg kunne tage næste dosis, og måske havde jeg jo gjort noget som jeg så bildte mig ind, at jeg gerne måtte tage lidt ekstra. Havde det været en dårlig dag, så "forkælede" jeg mig selv, med dobbelt op!!! over 700 piller røg der ned hver måned. hver 14. dag måtte jeg nervøst ringe ned til lægen og bede om ny recept på 300 mere, og håbe på at hun havde travlt den dag, så hun ikke havde tid til at tjekke nærmere på forbruget, men bare sende en ny recept afsted. Oftest ringede jeg et par minutter inden telefontiden lukkede, så lægen bare skulle ha overstået de sidste telefon samtaler inden dagens næste opgaver. Det virkede hver gang.

Jeg er ikke klar over hvad der helt præcist gjorde at jeg en dag bare fik nok!!!! Nok af at være så forbandet træt hele tiden. En træthed der ikke kan soves væk. En træthed så slem, at man knap orkede at stå op for at gå på toilettet. En træthed, hvor man ikke orker at snakke med familie og venner - og slet ikke være social og ha det sjovt. Jeg lå bare i min seng og så film og serier, imens jeg havde en skøn ro i min krop af morfinen. Jeg blev træt af at tælle timer til min næste dosis. træt af at bruge så mange penge på det. Træt af at ingen forstod mig, og det forstår jeg jo godt nu - men jeg er syg, og det ved mange ikke - Træt af at føle livet passere forbi mig, uden at jeg kan gøre en disse ved det. Træt af livet. Træt af kedelige bivirkninger, mavesår og alle de andre fysiske som psykiske ting der fulgte med. Måske aller mest træt af at alle de drømme jeg har, er langt væk. Meget langt væk.

Samtidigt så jeg en dokumentar på Dr 1. "narkoman på recept" hed den. Titlen siger sig selv, og der faldt pludselig en masse brikker på plads i mit hoved. Jeg kunne genkende rigtig rigtig mange af de ting de forskellige personer fortalte om. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi drømt om at jeg skulle blive afhængig af et stof på den måde. Har altid taget meget afstand fra den slags. Derfor har jeg også svært ved at kalde mig selv misbruger... men det er jo i realiteten det som jeg er gået hen og blevet! Det er en skræmmende tanke! Meget skræmmende...

Del 2 får i imorgen tidlig :) Kan i sove godt allesammen.

Kærligst,
Maiken <3 br="">

Jeg er ved at vågne op igen.

Kære Læsere - hvis der altså stadig er nogen der følger med, trods det er 2.5 år siden jeg sidst har postet indlæg på bloggen. Flere gange har jeg overvejet at slette hele bloggen, men inderst inde elsker jeg jo at skrive, og jeg havde på fornemmelsen at jeg en dag igen ville få lyst til at sætte mig og skrive om mit liv. på både godt og ondt. Det er nu!

Jeg hverken kan eller vil ikke opremse de sidste 2.5 år for jer! Jeg har sovet og min krop har været i dvale. Jeg har mishandlet mig selv og ikke haft det specielt godt. Der er stadigvæk nogle ting jeg ikke er klar til at åbne op for, men det vil komme løbene. Nu skal jeg først igang igen og lige mærke hele blog-vibesene igen :) for selvom jeg ikke har været aktiv herinde, har jeg i al tid fulgt med rundt omkring som jeg har gjort i al den tid jeg har haft en blog. Ikke bare denne, men også før i tiden. Det nærmer sig efterhånden halvdelen af mit liv, jeg har delt på nettet!

Jeg er inde i en periode af mit liv, hvor jeg har det både rigtig godt, men også rigtig svært. Begge dele giver mig lyst og behov for at skrive lidt igen, og jeg håber at i igen vil følge med :)

Er du en gammel læser af min blog, så ved du sikkert også godt at jeg var frygtelig syg i nogle år.Er du ny? så kan du stadig kigge tilbage i arkivet og finde nærmest alt om mig siden 2008... lige på nær de sidste 3 år af mit liv ;) og det er her vi begynder nu... så hæng i, hvis du har lyst. Det vil gøre mig super glad :)

Næste indlæg er skrevet, og bliver udgivet i aften -  når jeg kommer fra svømning :)

Jeg er stadig ret aktiv på instagram, så kig også forbi der.

På Gensyn,
Maiken