Har haft besøg af en fra kommunen idag. Jeg skulle underskrive den stak papirer der skal afgøre om jeg får pension til jeg er rask. Ingen af dem mener at det blir et problem og at sagen vil gå lige igennem nåle øjet. Det er altså dejligt at vide, men det er samtidigt med en hvis skepsis. Nu har kæmpet i 6 år får at få lov at blive førtidspensionist, og de har afslået uden at ville forsøge at sende min sag ind til pensions nævnet. De har altid brugt den begrundelse, at så længe der er mulighed for at jeg en dag bliver rask og at jeg har planer og drømme om at fortsætte mit liv bagefter al turmulten, for det er jo for pokker det jeg vil!!! Havde jeg der imod sagt fra start at jeg ikke tror jeg kommer igennem det her uden mén og jeg ikke kan overskue at skulle lave noget bagefter - ja se, så er det pludselig en anden sag!!! Jeg behøver vel ikke at fortælle at jeg mener det er dybt dybt godnat!!!!
Men nu ser der altså endelig ud til at ske noget... jeg håber, og jeg håber indtil den dag jeg skriver under på at jeg er førtidspensionist.
At blive førtidspensionist er jo ikke noget jeg har troet at jeg nogensinde skulle søge om, men det bekræfter bare mig i hvor hurtigt ens tilværelse kan ændres. Har sagt det før og siger det igen: Vær nu for pokker glad for det liv i har og værdsæt det... pludselig kan det være forbi...
Iøvrigt har jeg fået det ventede brev fra sygehuset. De havde først sendt mig en tid den 2 november, men ugen efter kom der endnu et, at det var blevet nødt til at ændre tiden til 2 december. Det er nu ok med mig og det kan jo være med vilje at lægen lader der gå et stykke tid efter såret er helet... for at se om jeg evt. skulle blive syg igen. Jeg har ikke været indlagt siden slutningen af april, så det er da altid positiv. Om jeg tror det er sidste gang jeg er blevet syg? Nej, bestemt ikke... men jeg glæder mig til at høre hvad han har af planer.
Billeder er taget En time inden vi smed Fonzie i bad. Han anede ikke hvad der ventede ham :) Heldigvis da! For er der noget han hader, så er det at komme i bad! Det er altid en kamp, så det foregår altid sådan at H tager badetøj på, løfter ham ud på badeværelset, lukker døren og holder ham fast mellem hans ben, og så er de to bestemt ikke gode venner et stykke tid bagefter :) Så er mor den bedste... *GG* Og som altid når han er færdig kan han slet ikke styre sig, ryster og ryster sig og løber direkte ud i haven og ruller sig, og ser faktisk endnu mere møg beskidt ud end før han kom i bad :)
