en opdatering

Jeg er godt klar over at i ikke har hørt fra mig længe. Lysten til at blogge er der selvfølgelig, men helbredet svigter. Jeg er inde i en "krise", og føler at hver dag er en kamp. Det er svimmelheden jeg hentyder til. Det har været rigtig slemt de sidste 3 uger. Jeg kan ikke holde balancen når jeg går rundt oppe, så jeg er nærmest sengeliggende lige nu. Det er rigtig hårdt. Ikke mindst for humøret. Der er SÅ mange ting jeg gerne vil, men ikke kan og det er meget frustrerende. Men jeg forsøger at holde humøret højt så godt jeg nu kan... men let er det ikke.

Jeg sover rigtig meget, men ellers får jeg set en masse fjernsyn. Jo mere jeg forholder mig i ro, jo bedre har jeg det og jo mindre kvalme har jeg. Jeg får kun lavet de vigtigste ting herhjemme, så maden bliver der heller ikke fiflet så meget med. Henning bager dog stadigvæk rigtig meget, og jeg har en masse jeg gerne vil dele med jer.

Ellers spiller jeg lidt sims, skriver nogle breve og dagbog for at få tankerne udad mit hoved. Jeg har øvrigt en artikel i denne måneds udgave af "ud og se" med DSB. Så hvis du skal ud og køre i tog, må du da gerne lige læse det. Ellers kan du finde det på nettet her: http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/3/ fra side 28.

Jeg spiller også wordfeud og i er velkommen til at tilføje mig: Maiken1984

Jeg håber snart jeg får det en smule bedre, så jeg kan finde tilbage til blogland.

Små hapsere

Jeg havde inviteret gæster til  middag, og egentlig skulle vi bare have haft en enkelt ret, men jeg fik pludselig lyst til at lave en lille ting mere. Så jeg fik fragtet lakserogn hjem med stor besvær og lavede små hapsere af ristet rugbrød. Jeg kom lidt creme fraiche på efterfulgt af enten lakserogn og røde kaviar, toppet med lidt purløg. Det var nu ret lækkert, og noget jeg bestemt kan finde på at lave igen :)

Bare en idé til jer andre :O)

Kapitel 31

Den næste morgen vågnede jeg op til lyden af min kære Bents vidunderlige stemme, som altid kan få mig til at smile. Det er utroligt hvad den mand kan udrette. Han fortjener noget stort!!! Jeg blev kørt ned på operations gangen og sjovt nok var min nervøsitet mere eller mindre forsvundet. Jeg blev lagt i narkose og da jeg vågnede fortalte Lilly at det blødte 2 steder fra såret og det havde hun nu syet sammen, oveni at have det renset godt og grundigt. Men hun ville ha mig i narkose dagen efter igen for at være på den sikre side og sørge for det er helt og aldeles rent.

Det var nu ikke så slemt at ligge i isolation, for i denne varme kunne jeg så selv bestemme hvor meget og hvor lidt vinduerne skulle stå åbent. Samtidigt havde jeg eget toilet og det er jo heller ikke beklageligt. Personalet var glad for at jeg så sådan på det. De havde taget prøve både fra mit sår men også næse og hals for at se om jeg skulle ha disse bakterier Jeg har netop fået svar på den sidste idag og de var alle negative. De havde heller ikke regnet med at der var noget, men det er nogle forholdsregler de blir nødt til at tage. En af sygeplejerskene fortalte at de engang havde en med de farlige bakterier. Hun lå på en 6 mands stue og det betød at de andre 5 også skulle i isolation. Det var et helvede sagde hun. Så heller passe på en gang for meget end en gang for lidt.Imellem tiden kom Henning hjem fra grøn koncert. Han afbrød den fordi han gerne ville være hos mig, nu jeg var røget akut ind igen. Jeg er rigtig glad for han kom hjem.

Under den sidste narkose havde lægen kraft edme stoppet klude i såret igen. Hvornår pokker lærer de det? Det suger sig fast ind i såret og er umuligt at få ud uden jeg går i bræderne. Sygeplejersken sagde at hun ville gøre et forsøg og gik det ikke, måtte jeg have det ud i narkose. Det var ikke meget hun prøvede, for hun kunne både mærke hvor fast det sad, men også hvor ondt det gjorde på mig. Så endnu en narkose dagen efter havde jeg i vente. Bagefter fortalte de mig at de var blevet nødt til at brænde mig fordi det blødte en del da de hev kluden ud. Kunne i ikke se sygeplejersken havde fået det ud dagen før, og så ville blod helvedet starte endnu engang!!!

Jeg blev udskrevet efter en uge, og kom hjem i tirsdags.

Siden da har jeg haft ret svært ved at falde til herhjemme igen. Jeg er sindsyg følsom og har bare brug for somme tider at tude. Uden en årsag til det...

Jeg kan ikke rigtig overskue alt det huslige og så videre. Det er enormt frustrerende for mig ikke at kunne helt almindelige basale ting. Sådan er det lige nu og det må jeg acceptere.

oveni er jeg simpelthen så bange for at det skal komme til at bløde igen. Jeg er blevet bedre til det, men de første 2 dage rendte jeg på toilettet konstant for at tjekke at det nu ikke blødte. Måske fordi lægen sagde at hun ikke kunne garantere at det ikke ville ske igen???

fortsættes...

Hennings fastelavnsboller

De er blevet et hit i familien og på jobbet! så nu deler jeg opskriften med jer...

Dejen

Grunddej til 12 boller:

25 g gær

1 dl kold mælk

1 æg

300 g hvedemel

150 g smør

1 knsp salt 

2 spsk. sukker

½ tsk. kardemomme

Rør gæren ud i mælk og pisk ægget i. Smuldr smørret i 150 g hvedemel og tilsæt sukker, salt og kardemomme. Rør gærblandingen i dejen og slå den grundigt med en ske. Tilsæt resten af hvedemelet lidt af gangen og ælt dejen, til den er blank og smidig. Lad dejen hvile koldt i 15 minutter.

Fyld 1:

Kage creme og chokolade

en halv liter fløde

3 æg

2 spsk maizena

2 vanilje stænger (skrab kornene ud og bland det med en smule sukker)

Hæld maizena op i en gryde.

Hæld lidt fløde i, og rør alle klumperne i maizenaen væk.

Hæld resten af ingredienserne i.

Varm op under omrøring indtil det er cremet. Du er ikke i tvivl.

Rul dejen tyndt ud og skær den i 12 kvadrater på ca. 10x10 cm. Læg en skefuld kagecreme midt på hvert kvadrat og drys med grofthakket chokolade. Klem hjørnerne fast sammen over fyldet i midten og form til boller. Læg bollerne med sammenføjningen nedad på en bageplade med bagepapir. Pensl bollerne med sam-menpisket æg og lad dem hæve lunt i 30-45 minutter. Bag boller i ca. 15 minutter ved 200° C.

Fyld 2:

Marcipanremonce og et lille stykke nougat.

50 g sukker
50 g Ren Rå Marcipan
30 g smør
100 g blød nougat

Rør sukker, smør og marcipan sammen til en masse. Kom en glat på dejen efterfulgt af en klat nougat. Fold sammen som på samme måde med cremen.

Kapitel 30

Som dagene skred frem og kom mere og mere på benene igen, var der lys forude til at komme hjem. MEN hende lægen skulle lige blande sig en gang mere inden. Hun gav mig en bøtte med noget gele ligende i og sagde at jeg måtte komme hjem når jeg kunne knubbe geleen ind i mit eget sår. Hvis du forestiller dig at du har fået en streg på huden af en kuglepen og forsøger at gnubbe den af med fingrene. Det skulle jeg gøre med min egen finger i mit eget sår. Endnu engang måtte masken frem, men hvad hjælper det hvis jeg gerne snart skulle hjem? derhjemme har jeg jo ikke sådan noget. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, men da slet ikke i nærheden af det lægen havde sagt. Men sygeplejersken var tilfreds. Dagen efter ville hun overvære at jeg skulle gøre det igen. Der kom bare aldrig nogen dagen efter, så jeg slap for at gøre det mere end den ene gang. Da jeg senere på ugen blev indlagt akut fik jeg forbud af min læge i Århus at bruge geleen, og det røg i skraldespanden med det samme. Men det kommer jeg til lidt senere.

Jeg var lykkelig for at jeg endelig måtte komme hjem efter 6 dage i London. Turen hjem var sku hård og jeg havde det ret skidt. Men en lur i flyveren gjorde det lidt bedre. Turen hjem tog lidt længere tid end beregnet da der var så meget vind at vi måtte flyve rundt og rundt til det kunne lade sig gøre at lande.

Hos mine forældre i Skagen ventede der dansk fjernsyn og ikke mindst mors danske mad. Det var rart at blive sørget lidt for og ikke skulle tænke på vasketøj, rengøring og den slags.Jeg nåede at være hjemme i 3 dage da jeg så en morgen gik i bad og såret begyndte at bløde noget så forfærdeligt. Jeg er ikke klar over hvad der gjorde udslaget. Måske måden jeg var stået ud af sengen på, jeg ved det ikke. I så fald løb det ned af mine ben og jeg fyldte det ene efter det andet håndklæde op med blod. Det mærkelige var at der kom en helvedes masse gammelt størknet blod også. Altså store lækager/koaler af gammelt blod og noget mærkeligt VIRKELIG ildelugtende masse ud fra mit numesehul. Hver gang jeg rejste mig fossede det ud mig dette gammelt blod. Det tog lidt af som timerene gik, men jeg blev jo straks møg bange og mine tanker røg tilbage til de 2 gange jeg har oplevet at et kar springer. Selvom det ikke var helt på samme måde denne gang så blev jeg bare så bange. Rigtig bange. Når jeg blir bange, ryster jeg som jeg ved ikke hvad, græder og skal sjovt nok tisse hele tiden. Hjemmesygeplejersken Diana var der, men jeg var stadigvæk ikke tryg ved sagen. Hun forsøgte hele tiden at skylle blodet væk så hun kunne se hvor det kom fra, men det var umuligt. Hun ringede ned til min gamle læge og bad ham at hjælpe os, så der blev bestilt en ambulance som kom en lille time efter vil jeg tro. Det føltes som mange mange timer. Jeg humpede ud på båren og vi kørte afsted til Hjørring hvor jeg i første omgang kom hen. I ambulancen forsøgte de at ligge drop på mig, da de var bekymret for mit lave blodtryk. Det lykkedes dem dog ikke.

Da jeg ankom til Hjørring sygehus blev jeg placeret i isolation. Da jeg har været i udlandet kunne jeg ha nogle farlige bakterier på mig som jeg kunne starte en hel edepemi med. Så hver gang nogle skulle ind til mig havde de det vilde udstyr på. Jeg følte mig faktisk rigtig syg *GGG*

Der kom en læge. udenlandsk gammel mand som jeg ikke forstod hvad sagde, kom og kiggede på det. Han mente ikke der var nogle frisk blødning fra såret, men kun noget gammelt blod der kom ud. Jeg sagde til ham flere gange at han tog fejl. Jeg kan godt kende forskel på gammelt og friskt blod, og hver gang jeg skulle tisse var bleen fyldt og det løb ned i toilettet med blod. Jeg blev sur over at han ikke troede på mig og endnu mere sur da de ikke ville gøre noget, for jeg fik det jo mere og mere dårligt og blev mere og mere bange. Aldrig har jeg grædt så meget som den dag. Og det var ikke engang fordi det gjorde vildt ondt... men fordi jeg var bange. RIGTIG møghamrende bange. De havde taget en blodprøve da jeg ankom til sygehuset for at tjekke min blodprocent. Den var lav. De tog en ny prøve klokken 20.00 om aftenen og den var faldende. Egentlig var jeg lettet over at høre det, for det betød at jeg havde ret. SÅ nu skete der endelig noget. En sød og rar læge kom og fortalte at han havde været med til at skære det op den aller første gang. Nå, men de ville ikke pille ved det og han sagde ærligt at han ikke bidste en skid om hvad han lavede hvis han begyndte at rode med det. Så han ville overflytte mig til Århus med det samme, så jeg var klar til operations bordet den næste morgen. Jeg var i Århus omkring klokken 01.00 om natten og igen kom jeg i isolation. Jeg fik en sovepille og faldt heldigvis til ro og fik et par timers søvn. Men kan i forestille jer hvor svært det er at falde i søvn, når man ved at man ligeså stille er ved at forbløde?

Fortsættes i kapitel 31 

Kapitel 29

Jeg sov faktisk ok den nat, da jeg fik en sovepille. Det får jeg altid når jeg er på sygehuset, ellers kan jeg ikke falde til ro. Først ville de ikke give mig en, for det havde lægen ikke ordineret. Men da de så jeg stadigvæk lå vågen klokken 02.00 gav de mig en, og jeg faldt i søvn.

Så kom dagen jeg længe havde frygtet, men var overraskende rolig. Omkring klokken 14.00 blev det min tur og jeg blev hentet af en portør og kørt til operations gangen. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte på vejen, men den føltes som en evighed. Jeg måtte hverken ha min læbepomade eller hjertepude med mig. Hvilke je gerne må i DK. Der er jeg kendt som "pigen med det røde hjerte". Sådan er deres regler, og det måtte jeg jo finde mig i.

Jeg blev kørt ind i anastæsi rummet og narkoselægen bygyndte at sætte diverse dimser på mig og finde en åre til drop. Jeg skulle åbenbart ligges i narkose i min egen seng og først derefter køre de en ind i selve operations stuen. Det gik ret hurtigt selvom de måtte stikke 4 gange inden de fandt en åre der virkede. Der var ingen snak og narkose lægen så sur ud og virkede... kold... I Danmark taler man sammen med personalet helt til man falder i søvn og de nusser en på armen hvis narkosen svider mens den løber ind i kroppen. Sidst kløede de endda min næse *GG* de giver altid en noget stærkt smertestillende inden narkosen som for en til at klø. Man kan grine med dem og de trøster hvis man er ked af det. Jeg anede ikke hvor meget det egentlig betød for mig som patient, men jeg har lært at sætte rigtig meget pris på deres venlige sider og vores lille hyggesnak inden man sover... men det har jeg også sagt til dem sidenhen, og det er de glade for at vide. Der er ingen tvivl om at det gør en kæmpe forskel.

Da jeg vågnede op fra narkosen et par timer senere var jeg på opvågnings stuen. Jeg kan huske jeg havde monster ondt bagi og lå og græd og små klynkede lidt. Smerter gør en underlige. Jeg kan huske at en sygeplejerske var over ved mig en del gange for at give mig et skud morfin. Til sidst sagde hun at nu måtte hun ikke give mig mere. Jeg havde fået så meget at hvis hun gav mig mere ville mit BT falde så meget, at jeg ikke ville være i stand til at trække vejret selv. Så jeg måtte forsøge at slappe af, selvom det ikke er nemt når man har smadder ondt. Et par timer senere kom jeg tilbage på afdelingen.

Jeg kan ikke rigtig huske så meget fra de næste par dage, men jeg ved at AK var der hver gang der var noget. Hun var nærmest mere sygeplejerske for mig end selve personalet var! Så hende satte jeg rigtig stor pris på.

Efter operationen kom lægen med sit team og fortalte hvad han havde lavet, hvilke jeg jo selvfølgelig var meget spændt på. Han fortalte at inden han gik igang med operationen havde han forventet at kunne gøre 2 muligheder. Enten at lukke fistlerne eller skære dem helt væk. Da han først fik skåret det op havde han ingen andre muligheder end at fjerne fistlerne helt. Det er som sådan godt nok, for han har nu lovet mig at jeg ikke vil få flere bylder og infektioner nu. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det vil tiden jo vise. Jeg er ikke helt sikker på om jeg tør tro på det....!!! Desværre fik han ødelagt min lukkemuskel af under operationen, så den skal jeg tilbage og ha lavet efter 4-6 måneder sagde han. Han sagde også at det var noget jeg selv måtte tage stilling til, for som han sagde... måske har jeg slet ikke mod på flere operationer, og det har han ganske ret i. Måske har jeg det på et senere tidspunkt, men lige nu vil jeg ikke tage stilling til det. Jeg har stomien og den fungere, så en ødelagt lukkemuskel betyder ikke så meget lige på nuværende tidspunkt. Men tanken om at stomien en dag er væk drømmer jeg da stadigvæk om.

Under operationen havde de puttet nogle klude op i såret. Ja selvfølgelig havde de det!!! Jeg har før skrevet hvor hårdt det er at skulle have dette ud igen, og jeg var godt klar over at dette også ville blive et mareridt!!! Jeg startede med at gå i bad for at gøre kludene så våde som muligt og derefter tog jeg en kæmpe røvfuld smertestillende. Sygeplejersken kom ind med en maske og en flaske med en gas art i. Jeg er ikke klar over hvad det var, men noget som gjorde en lidt ligeglad med det hele og nok også smertedæmpende. Hun bad mig tage nogle dybe indåndinger af det og jeg blev egentlig lidt forskrækket over virkningen, men det var jo nok sådan det skulle være. Desværre hjalp det mig bare ikke da hun begyndte at pille kludene ud. Det gjorde jo så pokkers ondt at jeg ikke kunne lade være med at græde. Det var virkelig hårdt. AK gjorde sit bedste for at støtte, men på det tidspunkt tror jeg ikke man kunne gøre noget for at trøste mig. Da jeg endelig troede det var ovre og hun sagde hun havde fået dem ud, kom der en læge. Sygeplejersken havde IKKE fået det hele med ud og må ha tilkaldt en læge. En læge som jeg ikke engang har lyst til at møde i mine mareridt. Hun holdt mine hænder og sagde hele tiden NO til mig, eftersom det jo rent faktisk gjorde for ondt til at jeg kunne ligge og være rolig og lade som ingenting!!! Hun var en kold kælling og jeg tror at AK havde stukket hende en på skrinet hvis hun var blevet ved meget længere.

Det var min værste dag på sygehuset og jeg ser stadigvæk tilbage på den dag med gåsehud på armene. Det er sjældent at jeg græder så meget som jeg gjorde den dag.

Fortsættes i kapitel 30...

  

Dagens aftensmad

Jeg er ved at være glad for at dagen lakker mod en ende! Min dag har været hård... har haft det rigtig skidt, og været så svimmel at jeg knap har kunne stå på mine ben. Når jeg har det sådan, følger humøret med ned... så jeg vil hygge under dynen når jeg er færdig her, og helt til i morgen tidlig når jeg vågner! Har købt saltstænger, så jeg skal helt sikkert guffe til de unge mødre :O)

Aftensmaden blev gris i tern, stegt sammen med rød peber, løg og en masse hvidkål i strimler plus en del carry. Jeg vendte det sammen med lidt pasta og kom friskreven parmesan og frisk ananas på toppen. Helt igennem lækkert og sundt, men for eftertiden vil jeg bruge kylling eller kalkun i retten. Jeg synes ofte at gris bliver så sejt i det, og det er ikke lige mig.