maiken

tirsdag den 10. november 2015

Jeg, en misbruger! (del 1 )

(indlægget er meget personligt, og ikke mange i min omgangskreds er klar over hvor galt det har været)

Jeg har fået store dosis smertestillende medicin, lige siden jeg for første gang blev indlagt for 10 år siden. Det har klart været de 10 hårdeste år af mit liv. En stor del af det ville jeg selvfølgelig gerne ha været foruden, men på det personlige har jeg bare lært rigtig meget om mig selv. Især de sidste 3 år. Men det har været 3 år i mørke. 3 år i  min seng, og hvad der dertil høre af svigtelse af både min familie, men i den grad også mig selv.

Når man er indlagt, har det super skidt og har store smerter og samtidig for rigtig meget medicin, så bliver kroppen helt naturlig vænnet til medicinens virkning - rusen og den skønne ro det giver i hele kroppen. Man ser frem til at komme i narkose, fordi at man så får en ordenlig røvfuld medicin så hele loftet drejer rundt, inden man får selve narkosen og falder i en dyb søvn. Så man ikke længere mærker smerten eller er plaget af alle de tanker der snurre rundt i hovedet på en. At narkosen kan være farlig og der kan støde komplikationer til... ja, det er pludselig ikke så vigtigt. Bare man kan opnå fuldstændig ro. Og pyt med bivirkningerne af medicin, som flere gange var ved at tage livet af mig. Roen i kroppen er nøgleordet.

Alt det er selvfølgelig helt normalt i sådan et forløb jeg har været igennem, men da jeg blev erklæret rask af lægerne, blev jeg ikke udtrappet af morfinen. Næ, jeg fik bare en ny recept når jeg var løbet tør. Og i stedet for at tage mindre og mindre, steg mit forbrug stille, men sikkert, år for år! Pludselig fik jeg meget mere end jeg nogensinde havde fået på sygehuset. De sidste 5 år har jeg inderst inde vidst at jeg har været fysisk afhængig af morfinen. Jeg har bare fortsat og ikke rigtig talt om det... jeg har jo smerter, og så skal man jo ""naturligvis"" ha smertestillende. Det har jeg så fundet udad, at det selvfølgelig ikke altid er tilfældet.

I efteråret sidste år begyndte jeg at få stesolider  - muskel afslappende - på det sorte marked. Naturligvis ikke noget jeg er spor stolt af, men det er sandheden, og den står jeg ved. Jeg har aldrig taget noget medicin for at blive direkte skæv eller få en eller anden stof psykose. Faktisk, skræmmer det mig helt vildt!!! Jeg drikker heller ikke, og har aldrig røget noget som helst. Ikke engang et sug af en cigaret!!! Jeg ville "bare" have ro i kroppen. Pyt med alt andet.
Stesoliderne fortsatte jeg med til omkring maj måned i år, da pludselig var stærk nok til at sige fra og droppe dem helt fra en dag til en anden. jeg havde jo morfinen!

Og det er nok derfor at mit forbrug af morfin pludselig steg ret voldsomt i sommers. Jeg kunne ikke længere få ro i kroppen af samme dosis, og der røg helt naturligt mere ind. Ca hver 4 time måtte jeg tage morfin, for at opretholde virkningen i kroppen. Forsøgte jeg at ignorere kroppens signaler efter medicin, så gik der max 12 timer, og jeg blev virkelig syg af abstinenser. Og så skulle der dobbelt op til at slå det ned igen. Skruen uden ende. Jeg talte timer og minutter til hvornår jeg kunne tage næste dosis, og måske havde jeg jo gjort noget som jeg så bildte mig ind, at jeg gerne måtte tage lidt ekstra. Havde det været en dårlig dag, så "forkælede" jeg mig selv, med dobbelt op!!! over 700 piller røg der ned hver måned. hver 14. dag måtte jeg nervøst ringe ned til lægen og bede om ny recept på 300 mere, og håbe på at hun havde travlt den dag, så hun ikke havde tid til at tjekke nærmere på forbruget, men bare sende en ny recept afsted. Oftest ringede jeg et par minutter inden telefontiden lukkede, så lægen bare skulle ha overstået de sidste telefon samtaler inden dagens næste opgaver. Det virkede hver gang.

Jeg er ikke klar over hvad der helt præcist gjorde at jeg en dag bare fik nok!!!! Nok af at være så forbandet træt hele tiden. En træthed der ikke kan soves væk. En træthed så slem, at man knap orkede at stå op for at gå på toilettet. En træthed, hvor man ikke orker at snakke med familie og venner - og slet ikke være social og ha det sjovt. Jeg lå bare i min seng og så film og serier, imens jeg havde en skøn ro i min krop af morfinen. Jeg blev træt af at tælle timer til min næste dosis. træt af at bruge så mange penge på det. Træt af at ingen forstod mig, og det forstår jeg jo godt nu - men jeg er syg, og det ved mange ikke - Træt af at føle livet passere forbi mig, uden at jeg kan gøre en disse ved det. Træt af livet. Træt af kedelige bivirkninger, mavesår og alle de andre fysiske som psykiske ting der fulgte med. Måske aller mest træt af at alle de drømme jeg har, er langt væk. Meget langt væk.

Samtidigt så jeg en dokumentar på Dr 1. "narkoman på recept" hed den. Titlen siger sig selv, og der faldt pludselig en masse brikker på plads i mit hoved. Jeg kunne genkende rigtig rigtig mange af de ting de forskellige personer fortalte om. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi drømt om at jeg skulle blive afhængig af et stof på den måde. Har altid taget meget afstand fra den slags. Derfor har jeg også svært ved at kalde mig selv misbruger... men det er jo i realiteten det som jeg er gået hen og blevet! Det er en skræmmende tanke! Meget skræmmende...

Del 2 får i imorgen tidlig :) Kan i sove godt allesammen.

Kærligst,
Maiken <3 br="">

Ingen kommentarer:

Send en kommentar