en opdatering

Jeg er godt klar over at i ikke har hørt fra mig længe. Lysten til at blogge er der selvfølgelig, men helbredet svigter. Jeg er inde i en "krise", og føler at hver dag er en kamp. Det er svimmelheden jeg hentyder til. Det har været rigtig slemt de sidste 3 uger. Jeg kan ikke holde balancen når jeg går rundt oppe, så jeg er nærmest sengeliggende lige nu. Det er rigtig hårdt. Ikke mindst for humøret. Der er SÅ mange ting jeg gerne vil, men ikke kan og det er meget frustrerende. Men jeg forsøger at holde humøret højt så godt jeg nu kan... men let er det ikke.

Jeg sover rigtig meget, men ellers får jeg set en masse fjernsyn. Jo mere jeg forholder mig i ro, jo bedre har jeg det og jo mindre kvalme har jeg. Jeg får kun lavet de vigtigste ting herhjemme, så maden bliver der heller ikke fiflet så meget med. Henning bager dog stadigvæk rigtig meget, og jeg har en masse jeg gerne vil dele med jer.

Ellers spiller jeg lidt sims, skriver nogle breve og dagbog for at få tankerne udad mit hoved. Jeg har øvrigt en artikel i denne måneds udgave af "ud og se" med DSB. Så hvis du skal ud og køre i tog, må du da gerne lige læse det. Ellers kan du finde det på nettet her: http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/udogse/2012/3/ fra side 28.

Jeg spiller også wordfeud og i er velkommen til at tilføje mig: Maiken1984

Jeg håber snart jeg får det en smule bedre, så jeg kan finde tilbage til blogland.

Kapitel 29

Jeg sov faktisk ok den nat, da jeg fik en sovepille. Det får jeg altid når jeg er på sygehuset, ellers kan jeg ikke falde til ro. Først ville de ikke give mig en, for det havde lægen ikke ordineret. Men da de så jeg stadigvæk lå vågen klokken 02.00 gav de mig en, og jeg faldt i søvn.

Så kom dagen jeg længe havde frygtet, men var overraskende rolig. Omkring klokken 14.00 blev det min tur og jeg blev hentet af en portør og kørt til operations gangen. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte på vejen, men den føltes som en evighed. Jeg måtte hverken ha min læbepomade eller hjertepude med mig. Hvilke je gerne må i DK. Der er jeg kendt som "pigen med det røde hjerte". Sådan er deres regler, og det måtte jeg jo finde mig i.

Jeg blev kørt ind i anastæsi rummet og narkoselægen bygyndte at sætte diverse dimser på mig og finde en åre til drop. Jeg skulle åbenbart ligges i narkose i min egen seng og først derefter køre de en ind i selve operations stuen. Det gik ret hurtigt selvom de måtte stikke 4 gange inden de fandt en åre der virkede. Der var ingen snak og narkose lægen så sur ud og virkede... kold... I Danmark taler man sammen med personalet helt til man falder i søvn og de nusser en på armen hvis narkosen svider mens den løber ind i kroppen. Sidst kløede de endda min næse *GG* de giver altid en noget stærkt smertestillende inden narkosen som for en til at klø. Man kan grine med dem og de trøster hvis man er ked af det. Jeg anede ikke hvor meget det egentlig betød for mig som patient, men jeg har lært at sætte rigtig meget pris på deres venlige sider og vores lille hyggesnak inden man sover... men det har jeg også sagt til dem sidenhen, og det er de glade for at vide. Der er ingen tvivl om at det gør en kæmpe forskel.

Da jeg vågnede op fra narkosen et par timer senere var jeg på opvågnings stuen. Jeg kan huske jeg havde monster ondt bagi og lå og græd og små klynkede lidt. Smerter gør en underlige. Jeg kan huske at en sygeplejerske var over ved mig en del gange for at give mig et skud morfin. Til sidst sagde hun at nu måtte hun ikke give mig mere. Jeg havde fået så meget at hvis hun gav mig mere ville mit BT falde så meget, at jeg ikke ville være i stand til at trække vejret selv. Så jeg måtte forsøge at slappe af, selvom det ikke er nemt når man har smadder ondt. Et par timer senere kom jeg tilbage på afdelingen.

Jeg kan ikke rigtig huske så meget fra de næste par dage, men jeg ved at AK var der hver gang der var noget. Hun var nærmest mere sygeplejerske for mig end selve personalet var! Så hende satte jeg rigtig stor pris på.

Efter operationen kom lægen med sit team og fortalte hvad han havde lavet, hvilke jeg jo selvfølgelig var meget spændt på. Han fortalte at inden han gik igang med operationen havde han forventet at kunne gøre 2 muligheder. Enten at lukke fistlerne eller skære dem helt væk. Da han først fik skåret det op havde han ingen andre muligheder end at fjerne fistlerne helt. Det er som sådan godt nok, for han har nu lovet mig at jeg ikke vil få flere bylder og infektioner nu. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det vil tiden jo vise. Jeg er ikke helt sikker på om jeg tør tro på det....!!! Desværre fik han ødelagt min lukkemuskel af under operationen, så den skal jeg tilbage og ha lavet efter 4-6 måneder sagde han. Han sagde også at det var noget jeg selv måtte tage stilling til, for som han sagde... måske har jeg slet ikke mod på flere operationer, og det har han ganske ret i. Måske har jeg det på et senere tidspunkt, men lige nu vil jeg ikke tage stilling til det. Jeg har stomien og den fungere, så en ødelagt lukkemuskel betyder ikke så meget lige på nuværende tidspunkt. Men tanken om at stomien en dag er væk drømmer jeg da stadigvæk om.

Under operationen havde de puttet nogle klude op i såret. Ja selvfølgelig havde de det!!! Jeg har før skrevet hvor hårdt det er at skulle have dette ud igen, og jeg var godt klar over at dette også ville blive et mareridt!!! Jeg startede med at gå i bad for at gøre kludene så våde som muligt og derefter tog jeg en kæmpe røvfuld smertestillende. Sygeplejersken kom ind med en maske og en flaske med en gas art i. Jeg er ikke klar over hvad det var, men noget som gjorde en lidt ligeglad med det hele og nok også smertedæmpende. Hun bad mig tage nogle dybe indåndinger af det og jeg blev egentlig lidt forskrækket over virkningen, men det var jo nok sådan det skulle være. Desværre hjalp det mig bare ikke da hun begyndte at pille kludene ud. Det gjorde jo så pokkers ondt at jeg ikke kunne lade være med at græde. Det var virkelig hårdt. AK gjorde sit bedste for at støtte, men på det tidspunkt tror jeg ikke man kunne gøre noget for at trøste mig. Da jeg endelig troede det var ovre og hun sagde hun havde fået dem ud, kom der en læge. Sygeplejersken havde IKKE fået det hele med ud og må ha tilkaldt en læge. En læge som jeg ikke engang har lyst til at møde i mine mareridt. Hun holdt mine hænder og sagde hele tiden NO til mig, eftersom det jo rent faktisk gjorde for ondt til at jeg kunne ligge og være rolig og lade som ingenting!!! Hun var en kold kælling og jeg tror at AK havde stukket hende en på skrinet hvis hun var blevet ved meget længere.

Det var min værste dag på sygehuset og jeg ser stadigvæk tilbage på den dag med gåsehud på armene. Det er sjældent at jeg græder så meget som jeg gjorde den dag.

Fortsættes i kapitel 30...

  

Godt Nytår

Julen;
Jeg håber i allesammen kom godt over julen og godt ind i det nye år! Jeg holdt jul i år, og det var ganske stille og roligt - som ønsket! Jeg klager bestemt ikke over gaverne, for jeg tror at jeg stort set fik alt hvad der stod på min ønskeseddel, og det skal man bestemt ikke brokke sig over :O) Men jeg kan nævne at jeg blandt andet fik det lækreste sengetøj med "bambier" og sommerfugle på! Jeg elsker det! Sammen med et lækkert sengetæppe og pyntepuder dertil. En kagestand i 3 etager har været på min ønskeliste de sidste mange år, og i år, flottede min søster sig endelig og gav mig den fineste stand i sølv. Det er nok en af de gaver jeg blev allermest glad for. Det blev selvfølgelig pyntet med fine julelækkerier , med det vuns. Jeg fik en kenwood køkkenmaskine, og kun guderne må vide hvordan jeg hidtil har klaret mig uden i et køkken :OP Desuden fik jeg en masse lækre kogebøger og hæklebøger, så der er nok at gå i krig med. Så fik jeg en halskæde, en morter, DVD,  Georg Jensen julepynt og mange flere lækre ting og sager. 


Familieforøgelse:
Men min ynglings gave i år, må bestemt blive nyheden som min lillesøster gav mig... Jeg skal være moster igen til sommer. Jeg er lykkelig, og glæder mig bare til en lille baby mere i familien. 
Derudover har mine forældre (langt om længe) købt hund igen. Det var hårdt for alle da vi mistede king for nogle år siden, men er glad for de er ovenpå igen. De har fået en golden retriver. En tæve som hedder Ajda. Hun kommer "hjem" i slutningen af denne uge. Min kære far skal indlægges i morgen i Herlev og gennemgå en kræft operation, så når han kommer hjem bliver lille Ajda også hentet. Så forbered jer på lidt hunde billeder i dette år :O)

Lille Ajda

Juledagene: 
Vi plejer altid at stræbe efter at blive så meget hjemme i juledagene som det er muligt. Vi gider ikke al den juleræs, og finder det meget mere hyggeligt at sidde under dynerne på sofaen, med slik, juletv og DVDér i stakkevis. Alligevel var vi blevet inviteret til 3 julefrokoster. Jeg fik det desværre rigtig skidt efter julen og kunne slet ikke overskue noget som helst. Det endte med at Henning måtte tage til dem allesammen, mens jeg lå hjemme under dynen. Ikke det jeg lige havde ønsket, men det er der ikke noget at gøre ved. Heldigvis går det bedre. 


Nytår:
Fonzie er ikke særlig glad for de høje brag, så vi blev hjemme. Hennings søster var hos os, og vi hyggede bare. Drak champagne, spillede spil, spiste slik - selvom der ikke var meget plads ovenpå den over-lækre oksesteg som Henning havde tilberedt på weberen. Som traditionen tro kom mine svigerforældre over og skålede nytåret ind sammen med os. Hennings 90 årige bedstefar var med i år, og det gjorde det bare endnu bedre. Han er noget helt specielt og bare et fantastisk menneske. Jeg tror det nåede at blive lyst, inden vi fik os snøvlet i seng. Så vi sov det meste af dagen, men det synes jeg er helt ok dagen derpå :) 


Dagen idag:
Året er startet rigtig fint! Jeg havde en tid hos overlægen i formiddags, til kontrol. Det hele så okay ud og jeg blev faktisk erklæret rask. Det er ikke mindre end fantastisk. Slut med de lange ture til Århus, Slut med operationer, narkoser og lugtende sår. Jeg kan slet ikke forstå det. Måske vil jeg ikke forstå det? Jeg vil nok altid være bange for at blive syg igen, for der er jo ingen garantier for at det ikke vil kommer tilbage. Men jeg håber det er slut. 
Selvom jeg er færdig i Århus, så døjer jeg jo stadigvæk meget med efterfølgerne af alt det her og det vil jeg nok gøre længe. Min krop er træt og nedbrudt og jeg har stadigvæk ikke sluppet morfinens grimme tag. Derudover har jeg problemer med at holde på vandet, og der hvor jeg er blevet syet sammen bagi, er der stadigvæk et hul som af og til giver mig en "skylle". Der ophober sig noget væske et sted derinde og det kommer af og til ud, så jeg får våde bukser. Lægen mener jeg skal se tiden an, og jeg kan nu også sagtens leve med det som det er nu, men blir det værre skal jeg kontakte dem igen. Som hun sagde. De kunne nok forsøge at lukke hullet, men det er lidt ligesom at starte forfra og de skal til at skære igen. NEJ TAK! Med hensyn til min blære er jeg mere i tvivl. Jeg bryder mig ikke om... for at sige det lige ud... at sjat-pisse, når jeg ikke er ældre end jeg er. Jeg vil se tiden lidt an endnu, også vil jeg nok bede om en henvisning til en god blære specialist. Min læge i Århus sagde at de måske vil løfte min blære en smule og derved klare det problem. Lige nu skal jeg ikke noget. Lige nu skal jeg nyde at jeg ikke er afhængig af Århus, og koncentrere mig om mine andre fysiske såvel som psykiske problemer. 7-8 års sygdom har gjort noget ved mig. Det kan jeg ikke komme udenom, så der er stadig ting der skal arbejdes på.

Den lækre lille gut som snart skal være storebror :)

Kapitel 28

1 August 2008 - Det er ved at være 3 uger siden jeg var under kniven, og jeg tror at det værste nu er overstået. Jeg tør knap nok skrive ordene, i frygt for at det skal gå galt igen. Efter hver operation skriver jeg at det har været hårdt og at jeg ikke ved om jeg kan komme igennem det endnu engang... Men denne her gang har gjort mig angst for blod og jeg er enorm usikker på det hele, kan ikke finde ro og græder hele tiden. Jeg vil ikke græde, for da føler jeg at sygdommen har vundet, taget over... jeg føler mig svag... og frustreret. Heldigvis har Henning ferie i øjeblikket, så det hjælper mig en del

Den 15 juli gik turen til London. Henning kørte mig til lufthavnen om morgenen og inden længe var mig og AK på vej mod London i ambulancefly. Efter 2 timers flyvetur landede vi og ambulancen stod klar, så vi kunne blive kørt direkte til hotellet. Det var den samme falckmand som sidst jeg var i London, og det var nu meget rart. Der var dog sket en kommunikations fejl et sted, for han havde fået at vide at jeg skulle indlægges samme dag... vi endte på sygehuset først, men der er heldigvis ikke langt til hotellet, så han kørte os derover og lovede han ville hente os den næste morgen. Den næste morgen kom der selvfølgelig ingen ambulance, så vi kom for sent til sygehuset da vi så måtte tage en taxa. Det gik også, eftersom det ikke var mere end 5 min. jeg skulle sidde.

På sygeusetblev vi vist til "day room" og fik bsked på at vente det. Efter en times tid var jeg ikke tilfreds med at vente mere, så Ak fik sagt at jeg altså ikke var i stand til at sidde ret længe af gangen. Jeg fik så en imidlertidig seng. Klokken 14.30 skulle jeg i MR scanning og det gik nemt og uden problemer, selvom vi måtte vente længe på at komme til og ligeså længe på at blive fuldt tilbage til afdelingen igen. Jeg var efterhånden træt både fysisk og psykisk, men faldt til ro igen efter jeg fik hvilet lidt. Til aften kom der langt om længe en sygeplejerske og skrev mine indlæggelse papire. I mine øjne var det de mest latterlige spørgsmål som jeg skull svare på. Blandte andet hvor mange nøgler der findes til mit hus, om der var trapper indeni eller udenpå huset, og om toilettet var oppe eller nede!!! Jeg fandt også hurtigt udaf at aftensmaden ikke er som her. Fik serveret noget kylling med varme pære stykker i og en meget mærkelig dessert som mest af alt mindende mest om at stykke kage der flød rundt i noget varmt kagecreme :o/ Ikke særlig lækkert, men vi grinede nu af det alligevel... 

Jeg tror at klokken var omkrin 19.30 før jeg langt om længe blev kørt ind på de stue jeg skulle være på. Fik mig indrettet så godt man nu kan og hilste på mine senge kammerater Sandra og Ann. Ann var lige blevet opereret, så hende talte jeg ikke med. Sandra havde været indlagt de sidste 5 måneder og fortalte mig lidt om sygeuset. Blandt andet ting som at de bruger fere penge i fængslerne på mad end på sygehusene. At alle der ender på det sygehus er blevet opgivet alle andre steder, hvilke selvfølgelig også forklare de mange forskellige nationaliteter. og at faciliteterne ikke er gode på sygehuset men de har verdens bedste læger. Der var også en ung pige fra Italien, men hun talte ikke sproget og blev senere flyttet på en anden stue.

Der var heldigis TV til hver seng, men man skulle betale for det... bre jeg kunne se fjernsyn og pyt med det ikke var dansk. Der var en god film indimellem. Tiden går bare SÅ langsomt uden tv.

... fortsættes....

Kapitel 27

19 Maj 2008 - Den anden dag kom der brev fra London. Endnu engang, overraskende hurtigt... men jo også dejligt, så jeg ligesom ved hvornår der skal ske noget igen, og så vi kan planlægge. Jeg skal indlægges i London d. 16 juli til min første operation. Samme dag jeg kommer derover, skal jeg ha lavet en ny MR scanning af området. Det er nødvendigt, da de laver scanninger på en anden måde end vi gør herhjemme... Henning tager med som frivillig på grøn koncert selv samme dag som jeg skal afsted til London, så han kan ikke tage med. Selvfølgelig kunne en af os aflyse, men det er 2 rigtig vigtige ting for os begge så det vil vi ikke. Jeg spurgte så AK om hun ikke vil tage med. Det var åbenlyst at vælge hende for jeg føler hun er den jeg står nærmest med udover Laila. Selvfølgelig vil Ak gerne med, så det er jeg bare ovenud lykkelig for. Havde AK sagt nej, ville jeg ha spurgt Laila. Jeg ville ikke være særlig tryg ved at skulle til London alene og opereres. Jeg er nervøs nok i forvejen, så det letter en del på det hele. Mine forældre har heller ikke Mulighed for at komme med, men de vil komme derover når det blir weekend og være hos mig der. Jeg er glad for de mennesker jeg har omkring mig og det de gør for mig. Det betyder bare så meget og jeg elsker dem rigtig højt, hver og en.

De sidste 5 dage har Henning og jeg været i sommerhus. Det var rigtig hyggeligt, men jeg blev vist lidt for modig eller hvad skal man sige, den første aften. Vejret var lækkert og ville gerne sidde udenfor og grille. Jeg sad ikke ned mere end en halv time, men det har åbenbart været nok til at jeg nu ENDNU engang har ondt bagi. Det har været rigtig slemt idag, men jeg håber sådan på at den vil springe af sig selv som den gjorde i sidste måned. Det ville være perfekt, men er det at håbe for meget?

I så fald er det hvad der er af nyt lige pt. Mit humør er lige mærkeligt i denne tid, og det vil det sikkert være til operationen er vel overstået. Det trykker mig enormt meget og jeg blir ked af det hver gang jeg tænker på det, eller nogen begynder at tale om det! Jeg vil allerhelst ikke tænke på det, men jeg har en del spørgsmål omkring turen derover og hjem igen som jeg skal ha svaret på. Jeg skal ha skrevet det ned, og da ringe til hende der hjalp mig sidste gang. Men er nu glad for at jeg har været derover en gang og har snuset lidt til det hele... Der er i hvert fald ingen tvivl om at jeg glæder mig til det her er overstået!!!

20 April 2008 - Efter at bedømme har jeg lidt mindre ondt idag end i går! Kunne også se der var kommet en del puds udad såret, så måske det bare var det der skulle til? Jeg håber...

Jeg døjer meget med træthed og utilpashed i denne tid. Det har nok noget at gøre med den influenza jeg lige har haft, som jeg ikke er heelt over endnu. Nogle dage har jeg det godt og er fuld af energi. Andre dage orker jeg knap nok at gå på toilettet! Virkelig en underlig følelse. Den følelse tager pusten fra mig sommetider og jeg må lige har en tudetur før jeg er klar igen! Jeg håber virkelig snart det er helt ovre!!! Ellers må jeg nok overgive mig og gå til lægen.

29 Juni 2008 - Tiden til den første operation i London nærmer sig med hastige skridt, og jeg kan nok ikke løber fra at jeg er død hamrende nervøs... Det blir sku godt at få det overstået! Der kom brev fra Aalborg sygehus den anden dag, og vi kommer til at skulle flyve til London dagen før. Altså den 15 juni tidligt om morgenen. Det er nu ok, så kan vi forsøge at hygge os derover og få det bedste ud af min sidste dag som et mobilt menneske... for et stykke tid i hvert fald!!! Så vi har aftalt vi skal sidde nede i baren og tøse snakke til vi ikke kan hænge sammen mere. Selvom jeg kun må drikke sodavand, så glæder jeg mig alligvel. Det er trods alt nok heller ikke så smart at møde op på sygehuset med tømmermænd :o) !!!

Sår er der stadigvæk, men det er ikke så dybt længere... hvilke jeg må nyde de næsten 14 dage til det skal skæres op igen!!! Nogle dage gør det ret ondt og andre dage er det ok at være mig!!! Jeg kan mærke på min psyke at den har det skidt i denne tid. Jeg går og tæller uger, dage og minutter til jeg skal afsted. Jeg tæller ned til helvede... En del af mine venner har sagt at jeg ikke skal tælle ned og frygte. Hellere glæde mig til at det forhåbentlig er en operation der skal komme til at kunne fortælle mig hvorfor min krop opføre sig sådan!!! Jeg ved jo godt at de har ret, men samtidigt må de også prøve at se det fra min side. Jeg har oplevet så mange nederlag ved det her, så jeg har svært ved at blive ved med at bevare optimismen og mit gode humør! Jeg gør mit bedste, men det er fandme svært. Især i disse uger...

Kapitel 22

Kig tilbage i arkivet, for at finde alle de andre kapitler af min historie...

I torsdags ( 14 februar 08) havde jeg tid i Århus til kontrol af såret og andre praktiske ting. Vi skulle først være der 15.30 hvilket er helt uvandt, når vi plejer at skulle være der før en hvis herre får sko på. Men det var faktisk rart at køre mens det var lyst, så man kunne nyde lidt af udsigten.
Vi ventede ikke længe på at komme ind, så det var rart. Han så på såret, og det ser pænt ud som altid. Der var også kommet svar på tyndtarms undersøgelsen, men den viste kun en mørk plet på tarmen... Men som han sagde, det kunne være hvad som helst og han mener ikke det har noget med noget at gøre, så det skal ikke tjekkes yderligere.
Fortalte ham at det kamera fra undersøgelsen endnu ikke var kommet retur og fortalte hvad de forskellige læger havde sagt til mig omkring det. Han så ret alvorlig ud i ansigtet, og jeg er sikker på en af lægerne for en løftet pegefinger af ham, for bare at sende mig hjem uden at gøre noget ved det kamera. Så Lægen skrev straks en henvisning til røngten, så vi kan finde ud af hvor det kamera er blevet af. Det er rart der blir gjort noget ved det, for følelsen af at der sidder et kamera fast derinde et sted, sys jeg ikke er så sjovt :)

Så spurgte han mig om jeg var klar til at tage til Englang og blive opereret, for så ville han sætte det igang med det samme. Der skal skrives til professoren i England og sundhedsministeriet skal kontaktes, når en patient skal udenlands.

Jeg føler ikke rigtig jeg har noget valg... hvis jeg vel og mærket ønsker at blive rask. Selvom der ingen garanti er for at de kan hjælpe mig derover, så har de jo sagt at danmark ikke kan gøre mere for mig Jeg har ikke tænkt mig at have det sådan her resten af mit liv, så selvfølgelig skal jeg derover...
Jeg har mange tanker omkring det, men er det ikke meget normalt? Er ret nervøs... og lidt bange også. For hvad ved jeg ikke. Måske tanken om det ukendte, et fremmed land, hvad gør de ved mig og det at jeg skal rejse derover selv. Men som Henning siger, de bidder jo ikke... Sproget er jeg ikke så nervøs for, og lægen spurgte om jeg ville have en tolk med derover, men jeg tror nu ikke det blir nødvendigt.
Han vil ikke pine mig med flere narkoser inden jeg skal derover. Kun hvis jeg begynder at få ondt igen, så kunne jeg til hver en tid ringe til ham. Det blir nok sådan at jeg skal til Englang mindst 2 gange.

Lægen jeg skal over til i London er den bedste i hele verden til denne sygdom, så jeg håber meget på han kan hjælpe. Men hvad nu hvis han ikke kan? Uff, det tør jeg sku slet ikke tænke på altså...

Den 29 Februar 08 - Jeg var i røntgen igår, da det skulle tjekkes hvor det kamera er blevet af. Jeg kom ind med det samme, og fik taget nogle billeder. Det hele gik så hurtigt, og 5 min efter var jeg på vej hjem igen. De kunne ingenting se på billederne. De sagde at enten var det kommet retur, eller også indeholder kameraet ingen metal, så man kunne se det på billederne. Det var ikke lige det svar jeg havde håbet på. Mere sådan enten eller svar, så egentlig blev jeg ikke spor klogere. Umiddelbart er det der ikke, så må prøve ikke at tænke på det...

I mandags var jeg også en tur ved lægen. Min egen læge. Men sagsbehandler skrev til mig lige inden jeg røg ind akut sidste gang, at jeg skulle ha lavet en sundhedsattest hos min egen læge, så der kunne komme en afgørelse på min ansøgning om pension, og om jeg evt. skal i arbejde eller påbegynde en uddannelse snarest! Sådan stod der i mailen, men de kan rende mig et vist sted kan de!!! Jeg føler stadigvæk at de ikke tror på mig. Igen siger jeg, at jeg syntes det er fair nok de er så strenge, for der er jo desværre nogle som snyder systemet. Hvilke går udover os der virkelig er syge og har brug for hjælp.Der er ingen der kan sige hvornår jeg blir rask... eller om jeg overhovedet blir det!!! Føler sku lidt de leger med ens følelser, for vil de have mig i arbejde går jeg jo ned med nakken! Det kan jeg jo ikke...jeg ved ikke hvornår de sys man er sys nok til en pension? men min egen læge ved hvad jeg kan og ikke kan, og han mener også jeg skal have den pension så jeg kan koncentrere mig om at blive rask.

fortsættes i kapitel 23...

Kapitel 21

sommeren har været fri for nye kapitler i min historie, men nu er det vist tide til at fortsætte :)


Tirsdag d. 12 juni - Selvfølgelig gjorde såret ondt, og jeg var rigtig ærgelig over at jeg nu igen har et 20 cm. langt sår på bagdelen! Men som min veninde Laila siger :kan du lave det om? næ... så ACCEPTER det" ja, der er jo ikke andet for. Om morgenen da jeg skulle i bad, skulle såret selvfølgelig renses... men men... da sygeplejersken tændte bruseren og nærmede sig mig, blev jeg med det samme dårlig, svimmel og var ved at besvime. Jeg var bange... bange fordi jeg vidste hvad jeg havde i vente... Sygeplejersken opgav dog også hurtigt, og vi kom frem til at det skulle gøres i narkose hver anden dag i en overgang.

Dagene var lange og det blev til 7 narkoser på de 12 dage jeg var indlagt. I morges skulle de så for første gang prøve at skifte såret uden jeg blev bedøvet. Jeg havde frygtet den dag lige siden jeg kom, efter nogle dårlige episoder med det tidligere i forløbet. Jeg blev dopet med smertestillende og de gjorde tingene klar. Jeg blev lig bleg i hovedet og ret dårligt, men det gik... og jeg ville jo gerne hjem, så bed tænderne sammen! Jeg klarede det flot sagde lægen, selvom jeg sys han var hård og ret dum på det tidspunkt!!! Inden han gik ud af døren sagde
han "du ser meget bedre ud nu" ja tak for lort...


Eftersom falck jo strejker kunne jeg ikke komme hjem med ambulancen, men heldigvis havde min kære far lånt en autocamper som jeg kunne ligge ned i hele vejen hjem. Skønt.

Så her sidder jeg nu... med mange blandede følelser.. glad for at være hjemme... men ked af at jeg skal slåes med åbne sår, og ikke mindst skal have hjemmehjælp hver morgen igen. Nu var jeg lige sluppet af med dem. Jeg vil grue for hver morgen jeg står op, til skiftningen er overstået..

14 august - Den 19 juli var jeg på sygehuset igen. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle, da jeg bare havde fået at vide jeg skulle møde op klokken 11. Jeg fastede for en sikkerheds skyld. Det ville jo være trælst at ikke komme i narkose hvis man havde spist. Men det var helt overflødigt, for det var blot en samtale med Sten. Han spurgte om såret var helet, men det er det jo ikke så han ville lige kigge på det. "det ser fint ud... men det har jeg jo sagt før" sagde han... ja, det har han ret i og det er det der er noget møg. Jeg fik også resultaterne af dyrkningerne og det viste sig at være stafylikokker jeg havde i min hud. Jeg skulle ikke blive nervøs sagde han, for vi har allesammen den bakterie i vores hud og engang imellem går de bare amok. At de så ikke kan finde sammenhæng mellem det og fistlerne er lidt noget hø, men vi må tage det som det komme. Jeg fik et direkte nummer af Steen. Det skal jeg ringe på når såret er helet, os så forsøger han at give mig den såkaldte flap operation som var på tale i foråret også. Måtte vi klart nok opgive da der dukkede en ny byld op... Jeg får stadig besøg af sygeplejerskene hver morgen, men det er hurtigt overstået nu, og jeg tager ikke smertestillende mere når de kommer. Det er et stort fremskridt. Er dog ikke helt pillefri endnu... npr vi når til eftermiddagen blir jeg ret øm, både i balden men også halebenet. Det er noget af det der generer mig mest lige nu, så der er ingen tvivl om at jeg skal have noget genoptræning når det her engang er overstået.

fortsættes i kapitel 22...

... og huske nu at deltage i min give away... :O)

Med på bølgen

A. Age: 27 år ung
B. Bed size: stor dejlig elevations seng
C. Chore that you hate: jeg absolut hader at skrælle kartofler! :)
D. Dogs: Er opvokset med hunde. Tror slet ikke jeg har været uden hund i hele mit liv.
E. Essential start to your day: At sove til man ikke kan mere...så skal der fodres fisk og kaniner.
F. Favorite color: Jeg har ingen yndlings farve. Alle farver er mig, men for tiden er jeg meget tiltrukket af blå 
G. Gold or Silver: Begge
H. Height: 173 cm.
I. Instruments you play(ed): Ingen desværre!!! Ville sådan ønsker jeg var blevet pisket til at passe mine klaver timer som lille.
J. Job title: Førtidspensionist.
K. Kids: Ingen, men håber storken en dag kommer forbi :)
L. Live: Østervrå i Nordjylland
M: Mother´s name: Pia
N: Nicknames: ingen
O. Overnight hospital stays: Ork, det har jeg virkelig ikke tal på! 
P. Pet peeves: Når folk ikke ikke kan finde udad at køre bil. Specielt når folk ikke køre til siden for udryknings køretøjer. Kan også godt blive irriteret på piger der konstant sidder og piller ved deres hår!
Q. Quote from a movie: My Mama always said, 'Life was like a box of chocolates; you never know what you're gonna get. (forrest gump) Der er jo mange, men denne er så sød.
S. Siblings: 2. En lillesøster på 20 og en lillebror på snart 25 år.
T. Time you wake up: Når jeg vågner
U. Underwear: Jeg kan kun bruge hipsters, ellers genere trussekanten mine ar.
V. Vegetable you hate: Ingefær er noget af det værste jeg ved.
X. X-rays you´ve had: Arm og lunger nogle gange
Y. Yummy food that you make: Kan umuligt vælge! Jeg elsker jo mad... men simremad på denne tid af året holder jeg meget af.
Z. Zoo animal: Stort set alle. Har et stort dyrehjerte.. så længe det ikke tæller krybdyr.

Operationen

Phew, kan i holde varmen? ja, jeg har i hvert fald ingen problemer. Det er ALT for varmt for mig. Siden jeg blev syg har jeg haft det svært med varme... især her efter en operation! Man føler at man kan lugte ens egne sår og DET er altså bare væmmeligt! 


Jeg sunder mig stadigvæk, og er slet slet ikke på benene endnu. Men så længe der sker lidt fremskridt hele tiden, så skal jeg nok blive frisk en dag. Men sommeren er og blir hård. Må hellere starte fra begyndelsen.


Jeg stod jo overfor en stor operation, og havde også luftet mine mange tanker og bekymringer her på bloggen. Der var rigtig mange risici ved operationen, og det var risici som jeg ikke var sikker på om jeg var klar til at tage. Den der vejede mest var helt klart at det ville blive svært at få børn efterfølgende. Men uanset hvad, så havde jeg besluttet at jeg ville forberede mig på at skulle opereres, så jeg mødte op på sygehuset til den tid jeg havde fået. D. 23 maj klokken 10.00.


Jeg blev budt velkommen, og blev med det samme sendt en etage ned for at få taget blodprøver. Tog et nummer og blev smidt bagi køen... "kun" 40 numre før mig. Jeg troede ærlig talt at jeg skulle sidde der hele dagen, men i løbet af en halv time var det min tur. Kom tilbage til afdelingen og fik en seng. Det varede ikke længe før min læge Steen dukkede op. Vi fik en god snak og det endte med at jeg sagde "ja" til at blive opereret. Jeg spurgte ind til en masse ting og en af dem var selvfølgelig det her med at få børn. Det var sandt at det ville blive svært at blive gravid. Eftersom at når man har fjernet endetarmen vil der naturligvis være et hul. Og det hul dumper sæden og æggene ned i, i stedet for det rigtige sted hen. Grunden til at jeg sagde ja alligevel, var at det ikke ville gå udover min frugtbarhed. Jeg er stadigvæk ligeså frugtbar som før operationen, MEN det vil kræve lidt hjælp udefra at få både æg og sæd på plads. Jeg har altså afskrevet "retten" til at få børn på naturligvis. Jeg har det stadigvæk lidt svært ved det, for de faste læsere ved, at min store drøm er børn. Alternativet er at jeg vil blive ved med at være syg, så det blir jeg nødt til at tænke på.


Jeg skulle tale med en narkoselæge den dag og ha taget mål til støttestrømper, ellers måtte vi sådan set gøre hvad det passede os resten af dagen. Så vi blev hurtig enige om at tage en tur i IKEA og tilbringe lidt tid, og det endte da også med at jeg fik købt en masse nips. Nips er godt :O) Vi havde talt om at vi skulle i byen og spise, men det var varmt og efter IKEA turen var vi begge trætte. Det passede fint med at jeg kunne nå aftensmaden på sygehuset og Henning kunne spise sin købte sandwich. Jeg sov egentlig ok den nat, trods nervøsiteten. 

Min "pind på sygehuset

Morgenen efter blev jeg vækket tidligt. Der skulle bades og jeg skulle have støttestrømper på. Jeg skulle tilmed barberes på maven, da de jo skulle den vej igennem. Ikke fordi jeg har langt hår på maven :O) Men sagen er jo den at man har hår på hele kroppen, undtagen håndfladerne og fødderne ligeså. Så dunene skulle væk. Jeg var nummer 2 den morgen til at blive opereret, og jeg synes hurtigt at det blev mig. Jeg havde håbet lidt på at min yndlings portør Bent ville hente mig, men det var desværre ikke ham. Jeg nåede dog kun ned på operations gangen før jeg kunne genkende hans stemme og vi måtte lige "high five" hinanden i farten. Talte med ham senere, og det viste sig at han var blevet flyttet, så han kom slet ikke så meget på "min" afdeling mere. Han kom dog op på stuen flere gange for at tale med mig og se hvordan jeg havde det. Utroligt at man kan få sådan et "forhold" til en portør :O)


Jeg blev først kørt ind på opvågningsstuen, hvor der kom en læge for at skulle ligge et smerte kateter i ryggen af mig. Det var en af de ting jeg var rigtig nervøs over, og det var da bestemt heller ikke sjovt, men jeg overlevede. 


Jeg kom over på operations lejet og blev tilkoblet en masse dimser. Akkurat som jeg har prøvet en million gange før. 4 timer senere vågnede jeg på lejet og havde svært med at få luft. Jeg kan svagt huske at jeg stadigvæk havde den der respirator dims i halsen og husker også svagt at de hev den ud. Mere husker jeg ikke, før jeg vågner op i et smertehelvede på opvågnings stuen. HOLD NU KÆFT hvor havde jeg lykkelig glemt hvor ondt det gjorde. Jeg vågnede op med ilt i næsten. Diverse dimser, blære kateter, top kateter (en slange der går ind i maven og suger al overskyden blod og væske ud), CVK (et drop i et af de store åre i brystet) og et sår fra lige over navlen og et godt stykke ned forbi trussekanten. Samt 3 drop i den ene arm og et enkelt i den anden. Og et sår i bagdelen. Derudover en smertepumpe som konstant pumpede smertestillende ind i mig. Jeg havde ondt. Jeg havde rigtig rigtig ondt, og de havde svært ved at smertedække mig. Jeg lå på opvågningen hele dagen og hele aftenen. Da opvågningen lukkede blev jeg kørt på intensiv. Fordi jeg endnu ikke var klar til at komme på afdelingen. Der gik dog ikke mere end nogle timer før jeg blev kørt op på min afdeling. Jeg nåede ikke at ligge der ret længe før jeg igen blev kørt tilbage til intensiv, fordi de mente at jeg alligevel ikke var helt klar. De havde som sagt svært ved at smertedække mig, så jeg fik endnu en smertepumpe op. Senere fandt de så udaf at mit smertekateter i ryggen var for det første lagt forkert, men det var også utæt. Så megen af den smertestillende jeg skulle ha haft, piblede bare ud i mit sengetøj. Jeg sagde til dem flere gange at jeg følte mig våd på ryggen, men det var "ikke noget". Indtil de tog det alvorligt og jeg fik lagt er nyt kateter i ryggen. Det var sku også utæt, men en læge kom en klat lim i kateter hullet og så var det sådan det blev. 

Jeg husker svagt de næste mange dage. Udover en masse smerter. Man skal op af sengen så hurtigt som muligt og helst allerede den første dag på operationen. Men det var jeg slet ikke i stand til. Jeg tror vi forsøgte nogle gange i løbet af den første uge, men mit smertekateter virkede helt ned i benene og bedøvede dem altså. Og man kan ikke bede et menneske at stå på benene, når man ikke kan mærke dem!!! Samtidigt var jeg så langt væk på smertestillende at jeg blev lyn hurtigt smadder dårligt når de forsøgte at få mig op og stå. Mine ben gav efter. Jeg kunne simpelthen ikke, uanset hvor meget jeg kæmpede. Jeg havde heldigvis blære kateter, så skulle ikke tænke på at skulle ud og tisse hele tiden. Lige indtil der en dag var en sygeplejerske der kom til at rykke i det!!! AV AV AV for satan hvor gjorde det nas! Det blev aldrig helt godt og den efterfølgende nat bad jeg om at få det fjernet, for hver gang jeg bevægede mig det mindste, var det som om at blive stukket en million gange i blæren med en masse knive. Så var jeg jo nødt til at komme på toilettet selv, og det kom jeg da også med møje og besvær. Med hjælp fra sygeplejerske og en slags gang-stol som støtte. Og efter hvert toilet besøg skulle jeg ha nyt undertøj på og hele toilettet skulle gøres rent. Simpelthen fordi det blødte sådan udfra bagdelen. Det løb ned af mine ben, så snart jeg skulle tisse. 

Når man får meget morfin og andet stærkt smertestillende, så kan ens mave godt gå i står. Jeg var ingen undtagelse. (spring dette afsnit over, hvis du er sart) Efter halvanden uge havde jeg stort set stadigvæk ingen afføring haft, så jeg fik lagt en slange ind i stomien som der så blev sprøjtet noget olie halløj igennem. For at bløde afføringen op. Jeg har prøvet det før uden virkning, så var ikke meget for det igen, for min krop er rigtig følsom og reagere på stort set alt. Under hele indlæggelsen fik jeg afførende piller, for at holde maven igang. Der virkede bare ikke, indtil ligepludselig. En af dagene, begyndte maven at rumle, og i løbet af 10 sekunder var min stomipose fyldt til bristepunktet. Og jeg mener virkelig i løbet af 10 sekunder og til bristebunket. (der kan være 2.5 dl i en pose) og jeg kunne godt mærke at min mave ikke var færdig. Der var heldigvis en sygeplejerske på stuen, så hun fik hurtigt hentet nogle midler til at skifte posen med. å det tidspunkt var jeg stadigvæk sengeliggende og kunne intet selv, så skiftet foregik i sengen. Jeg vidste at når posen var så fyldt, så ville den nærmest give en lille eksplosion når man åbnede for den. Og det gjorde den. Eftersom maven heller ikke var færdig endnu og det var meget tyndt output, så var der bare lort OVER det hele. Jeg var bokstavelig talt klinet ind i min egen afføring, som også løb ned i sårene på maven. Jeg tudbrølede, for det var selvfølgelig ikke sjovt og selvom jeg ikke kunne gøre for det, så overskred jeg en grænse der. Jeg var SÅ ked af det. Aldrig har jeg oplevet at det har gået så stærkt og med sådan en fart på. Det havde ikke været noget problem hvis jeg selv havde kunne gå på badeværelset og skifte. Men fordi jeg lå ned, flød det jo bare ud til alle sider!! ÆV siger jeg bare!

Jeg var i bad én gang den første uge. Ellers var jeg blevet vasket i sengen, men det er altså bare slet ikke det samme. Jeg var bare ikke i stand til at kunne gå ud på badeværelset eller gennemføre badet uden at blive dårlig. Jeg har altid holdt på at komme i bad, uanset hvor dårlig jeg måtte ha været. Men denne gang gik der altså næsten en hel uge før jeg selv bad om et rigtigt bad. Familie og venner ved at jeg helst skal i bad mindst en gang om dagen, ellers kan jeg slet ikke fungere... så 2 sygeplejersker var så søde at låne en briks med hjul på et sted på sygehuset, hvor jeg så kunne blive kørt ud på og blive bruset mens jeg lå ned. Hold nu op hvor var det rart! Men det var ikke rart da jeg nåede til at skulle redde hår! Det var ikke blevet redt i en uge og jeg har meget langt, krøllet hår, så det var bare en stor filt!!! Men jeg kom igennem det, tot for tot, selvom der røg en del hår af. 
2 gang jeg kom i bad foregik i en slags kørestol, som kunne ligges lidt tilbage. Jeg blev placeret i den helt nøgen og med et lagen over ud til badeværelset, hvor jeg blev bruset i den. 3 gang var et almindeligt bad, men med hjælp fra en sygeplejerske. Derfra kunne jeg klare den selv.

Fra mor og far

En af dagene hævede mine læber pludseligt voldsomt op og jeg lignede en anden Anni Fønsby. Der var ingen tvivl om at jeg havde fået en allergisk reaktion på et eller andet. Spørgsmålet var så bare på hvad? Jeg blev selvfølgelig rigtig bange og græd, fordi jeg i en tidligere indlæggelse har prøvet noget lignende hvor jeg fik udslæt på halsen og i ansigtet. Pludselig kunne jeg ikke trække vejret mere. Dengang mistænkte jeg selv at det var oxycontin af flere grunde, men det var der ingen der rigtig ville høre på, da jeg før havde fået det. Denne her gang var jeg også lige startet på oxycontin, og denne gang fik jeg ret i at det er kommet på listen over ting jeg ikke kan tåle! Jeg er glad for at jeg fik ret og glad for at jeg nu ved hvad det var jeg blev dårlig af første gang det skete.


Jeg blev skannet på et tidspunkt og jeg husker ikke helt hvorfor. Nok fordi at mine infektionstal steg og jeg blev ved med at ha ondt i maven, så de mistænkte vist nok at jeg måske havde fået en byld i maven.  Men jeg havde i hvert fald fået lungebetændelse og de kunne se at der var en stor blodansamling i bækkenet. Det forklarede at det blødte sådan hver gang jeg tissede. Jo mere fyld med blære var, jo mere pressede den på blødningen og ud kom blodet. Det skulle ud, så det var heldigt nok sagde lægerne. Jeg blødte længe, og den dag idag kan der også stadigvæk komme lidt engang imellem, men slet ikke i de mængder som før. Heldigvis! Jeg husker at jeg var meget bange hele tiden. Konstant. Selv for de mindste ting. Jeg er lidt overrasket over mig selv på det punkt, for man skulle tro at man blev "hård" med årerne og jo flere gange man prøver den slags. Men tværtimod. Jeg er blevet rigtig bange for blod og for at blive dårlig generelt. 

Jeg tror at det var blødningens skyld at jeg skulle have 2 poser blod. Meget mærkelig følelse, at en anden persons blod løber ind i ens åre! 
Men jeg kom mig ligeså stille og efter 14 dage, mente Århus at jeg var frisk nok til at kunne blive overflyttet til Hjørring sygehus. Lidt lettere for alle parter. Der var jeg i en uge, til jeg blev sendt hjem på orlov i 3 dage. Det gik fint og jeg blev hurtigt udskrevet.


Jeg skulle regne med en indlæggelse på 5-7 dage, men det blev til mere end 3 uger! Jeg er der næsten altid længere end beregning! :O) Sådan er jeg vel bare...
Det har været hårdt... og det er stadigvæk hårdt. 

Besøg af verdens dejligste nevø og lillesøster

Da jeg blev udskrevet, tog jeg ikke hjem, men op til mine forældre i Skagen. For at blive passet på og komme lidt til kræfter igen. Alle der har lagt i sengen en uges tid uden bevægelse, ved hvor hurtigt ens muskler svinder ind, og da jeg ingen havde i forvejen, var jeg bare helt uden kræfter. Bare det ene trappetrin op til mine forældres hus, måtte jeg have hjælp til. Jeg blev hus mine forældre i 14 dage, hvor jeg øvede mig i at gå på trapper. Lige nu har jeg arbejdet mig op til at kunne klare en 5 gange op og ned i streg. 
Nogle ville måske mene at det ville være mest rart at komme lige hjem efter udskrivelsen, men ikke mig. Jeg var stadigvæk ikke sikker på benene og kunne som sagt ikke gå på trapper. Herhjemme skal jeg opad en stejl trappe for at komme til soveværelset. Hos mine forældre har jeg et værelset med toilet lige overfor. Jeg skulle ikke tænke på mad, rengøring og tøjvask. Det ved jeg med mig selv at jeg ville blive stresset af at tænke på herhjemme. Det er RIGTIG hårdt ikke at kunne gøre de ting man bare så gerne vil. Min forældre var stort set altid hjemme. en af dem i hvert fald, eller også var de ikke særlig langt væk. Det er også en kæmpe tryghed. Herhjemme arbejder Henning jo sent hver dag og ikke i samme by.

Fra svigermor og svigerfar

Men nu er jeg hjemme hos mig selv, og jeg er stadigvæk i tilvænnings fasen. Det stresser mig stadigvæk at tænke på alt det der skal gøres, men som jeg ikke selv kan. Henning er heldigvis god til at hjælpe til. Ja, han er faktisk guldværd. Igår da jeg stod op, havde han pudset vinduer på begge sider, klippet hæk og samlet de nye havemøbler!!! Han har lavet mad til mig hver aften siden jeg kom hjem og lige nu er han ude og handle. Det er bare nogle af de ting der gør at jeg elsker ham så højt. Små ting der betyder så ufattelig meget for mig, og som måske er komplet ligegyldige for andre.


Jeg var til sårtjek en uge efter jeg blev udskrevet og skal igen om små 14 dage. og igen til august. Men ellers skal jeg bare hele og komme til kræfter. Jeg har stadigvæk et åbent sår på maven, da det desværre gik en smule op efter stingene var fjernet. Det har været en af de hårdeste operationer jeg har været igennem, men også en af de største, så det er nok slet ikke så mærkeligt. Havde jeg vist hvor hårdt det ville være, så er jeg ikke sikker på at jeg havde gjort det. Men gudskelov er jeg kommet på den anden side nu... nu kan jeg forhåbentlig sige at det var sidste operation... men igen... der er ingen garantier!!!

Dejligt at komme hjem til bonderoser i fuld flor :O)

Lidt at tænke over

Her 6 dage inden operationen gør jeg mig bare rigtig mange tanker om det hele. Jeg har haft svært ved at sove om natten fordi tankerne flyver rundt i mit hoved. Idag logger jeg på facen og ser min lala´s status, og den skal i se. Er sikker på at hun ikke har noget imod at dele den :) Også fordi jeg oftest tænker det samme... man ser bare tingene i et andet perspektiv når man bliver syg. Pludselig er nogle ting SÅ ligegyldige og andre ting som ikke var vigtige før, bliver pludselig enormt vigtige.

"Glæder mig til den dag hvor jeg kan stå op og tænke på, at mit eneste problem er, vejret!!! Eller glæder mig til den dag, folk forstår hvor ligegyldigt det er :O)"

Til jer som ikke har fulgt med, så skal jeg indlægges på mandag med henblik på operation dagen efter. Jeg skal efter mange års sygdoms helvede ha´fjernet min endetarm. Heldigvis kan man så sige at jeg har stomi i forvejen, så den ikke skal laves i samme indgreb.  Ved at fjerne min endetarm, håber man på at man også fjerner det som gør mig syg. 

Som sagt har jeg rigtig rigtig mange tanker omkring operationen. Især efter jeg har læst om det hele her på nettet. Faktisk er jeg kommet så meget i tvivl om jeg skal ha lavet operationen... fordi der er SÅ mange risici, og jeg er ikke sikker på at det er nogle risici jeg er klar til at tage. Blandt andet vil mere end 50 % få problemer med sexlivet efterfølgende, og det kan være (endnu) svære at få børn. Begge dele vægter jeg selvfølgelig højt, når jeg nu ikke er ældre end 27 (!!!) Derudover kan der gå helt op til et år før jeg er på benene igen... er jeg klar til det? Jeg skal virkelig tænke mig rigtig godt om, inden jeg tager beslutningen. Jeg kan vælge at sige fra, så længe narkosen ikke er sprøjtet i min krop. 

Men uanset hvad, så bliver jeg indlagt mandag og får en rigtig god snak om fordele og ulemper ved det hele... Godt nok har jeg ikke haft sygdoms udbrud i et helt år nu, men det er sket før, og jeg ved jo hvor hurtigt det kan gå den anden vej igen... 

Overvægt

Jeg er overvægtig. Med omkring 15 kilo. Mange i min familie er overvægtig, og min kæreste er overvægtig. Svært overvægtig. Hans  familie er overvægtige. Jeg kæmper med vægten ligesom mange andre her på bloggen. Jeg har vejet 100 kilo, men det gør jeg gudskelov ikke længere MEN jeg har taget knap 10 kilo på det sidste års tid. Der er ingen undskyldning for det, men der er ingen tvivl om at medicin og alle operationerne har været medvirken til at jeg har taget på... Jeg har mange gange tabt mig meget og har ligeså mange gange taget det hele på igen, og det er frustrerende! Folk der ikke er overvægtige forstår ikke, hvorfor man ikke bare kan holde sig på måtten og kun proppe gode ting i hovedet! Mit problem er ikke maden, for jeg elsker sund mad. Motionen er mit problem, for det kan jeg ganske enkelt ikke holde til grundet min sygdom.


Men NU er der ved at komme andre boller på suppen. Min kæreste er som sagt meget overvægtig, og har gentagne gange tabt sig meget og taget det hele på igen. Sådan har det været i de sidste 10 år. Hans job som brandmand kræver en god fysik. Han har aldrig haft problemer med at klare sine jobs på grund af overvægten. Alligevel begynder skavankerne efter overvægten at vise sig. Dårlige knæ og led. Snorken om natten i den grad at jeg mener det også er overvægten. Jeg kan samtidig mærke at de sidste par år har hans humør virkelig været præget af det også. Han er ked af sin vægt, og det er der i bund og grund ikke noget at sige til.  hans problemer er ikke motion. Han går mange skridt på jobbet hver dag som elektriker. Han svømmer om tirsdagen og går til spinning om onsdagen. Lørdag morgen styrketræner han. Hans problem er heller ikke maden som sådan. Han elsker sund mad og spiser det han får serveret af mig. Hans problem er størrelserne på portionerne. Sundt eller ej.


I sommers fik jeg ham til at lukke op og vi talte en del om de her fedmeoperationer... og efter mange snakke og tanke, bestilte jeg tid hos lægen og vi tog sammen derop for at tale om det. Det hele endte ud i at der er ingen tvivl. Henning blev indstillet til operation. Det er selvfølgelig en stor beslutning, men jeg er ikke et sekund i tvivl om at det er det rigtige for ham. Det bliver en udfordring for os begge og vi skal ligge vores livsstil HELT om. Men jeg er sikker på at vi nok skal klare det.


Nogle uger efter kom der brev fra Ålborg sygehus. Han skulle til forundersøgelse i slutningen af 2012!!! Vi sidste godt at der var lang ventetid og det var vi forberedt på. Derfor har han krav på at komme på privat hospital. Dem kontaktede vi, og i næste uge skal han til forundersøgelse på en privat klinik i Vejle. Så får han ca. 3 måneder til at tabe en hvis procent del af sin vægt inden operationen. Og når han at tabe det inden de her 3 måneder kan han komme på en liste, og kan hospitalet nå det, bliver han opereret før. Det vil blive i starten af det nye år.


Vægt og ny livsstil vil derfor præge bloggen lidt fremover! Jeg håber i stadigvæk har lyst til at følge med i hvordan det går ikke bare Henning, men også mig selv. Det hjælper jo ikke noget at jeg bare spiser hvad jeg har lyst til. Det er ikke fair for ham :)


God weekend til alle 

Snapshot af lucas. Han elsker at blive nusset bag øret.

Sygdom kapitel 6

6 December 2006 - Det er nu ti dage siden  jeg blev opereret igen, og nu er det værste heldigvis ovre. Smerterne begynder så småt at fortage sig. Men det her været hårdt...

Jeg mødte på på sygehuset d. 26 november, hvor jeg blev taget godt imod af sygeplejersken Christina og fik en seng. Jeg finder så ud af at jeg ligger på stue med en dame som hedder Birgitte. Vi var også indlagt sammen i februar, så det var meget pudsigt. Men skønt at man kendte en. Hun havde lige fået lavet stomi og havde det bare så dårligt med det. Jeg måtte trøste hende med, at det egentlig ikke er så slemt, og at man hurtigt vender sig til det. Hun var glad for at jeg var der, for hun følte ikke rigtig at hun havde nok information omkring det. Mig og Henning var ved at være godt sultne, så vi tog et smut på Mc D. Vi skulle først være tilbage på sygehuset klokken 17.00, da jeg skulle ha den første indsprøjtning med blodfortyndende og ha taget mål til disse rigtig irriterende støttestrømper. Det skal alle have patienter have, da det forebygger blodpropper. Der sker egentlig ikke meget mere den dag. Jeg sover utrolig nok godt om natten op til operationen, men jeg blir allerede kaldt på klokken 6. Jeg var den første som stod på listen til at skulle opereres 7.30. Jeg skulle i bad, have smertestillende og ha skyllet "stumpen". Det er det stykke tarm som er tilbage efter man har fået stomi. Sygeplejerskene trykkede noget afførings middel op i rumpen på mig, og i løbet af få min. føler man trang til at gå på toilettet. Det var en underlig følelse af at skulle på toilettet, men det gik. Stumpen skulle renses for diverse slim og snask, når lægen skulle opererere der omkring.

Portøren kom og hentede mig, og vi kører den laaange tur ned på OP. Desværre var det ikke min yndlings portør Bent, men jeg mødte ham lige på gangen på vej derned. "Hej Maiken" råbte han. Skønt, det fik mig til at trække på smilebåndet, trods min nervøsitet som efterhånden er ved at have toppet.

Jeg ligger udenfor operationsrummet i en halv times tid, imens læger og sygeplejesker render stresset rundt, og gør klar til mig. Kan bare huske at jeg fryser helt vildt, og klapre tænder! Og tror du så ikke at der kommer en sygeplejerske og hiver dynen af mig? Brr... den må man nemlig ikke have med ind i rummet. Heldigvis for hun hurtigt hentet nogle tæpper, direkte fra deres varmerum. Jeg blir kørt ind i min seng, og for sat diverse dimser på kroppen. De stikker kun en enkelt gang, før det finder en åre på siden af højre arm der virker. For nu det smertestillende hvor hele rummet begynder at dreje rundt. Jeg sover hurtigt. Jeg blev opereret på maven (gad vide hvor mange de har været om at løft mig) *GG* og det tog ca. halvanden time.

Jeg vågner op op opvågningen, og føler mig egentlig rimelig klar i hovedet. Jeg har ilt i næsen, og kateter, så jeg heldigvis ikke behøver at tænke på jeg skal ud og tisse. Jeg ville ikke rigtig trække vejret rigtigt i lang tid, og kunne ikke undvære ilten. Jeg blev forpustet bare jeg sagde et par ord eller drak en tår vand.

Lægen Steen kommer senere  på dagen op på stuen og fortæller hvordan det hele ser ud, og faktisk var han ret positiv. Det var rart at høre. "Jeg er blevet meget klogere" sagde han, og forklarede mig at han havde skåret op helt ind til numsehullet, hvor han har lagt denne seton tråd rundt om hele lukke muskelen som en lykke. Kan han få "has" på den, så mener han at de andre to fistler vil tørre ud af sig selv. Han beskriver såret som en haj der har taget et bid af mit lår!!! Han vil have mig indlagt hver anden uge nu, for at holde øje med, at det ikke vokser forkert sammen endnu engang. Jeg har allerede fået ny tid, og det blir den 15 december klokken 7.30 jeg skal i narkose igen.

Tirsdag gik det rimelig godt, selvom jeg har sindsygt ondt. Jeg har et kar som ikke rigtig vil stoppe med at bløde, så de ligger en del kompresser i såret, og jeg blir beordret til at ligge på ryggen i nogle timer, selvom jeg ikke så godt kan det uden det gør ondt helt ned i tæerne :-/ Jeg faster også igen, for hvis det nu ikke vil stoppe med at bløde, skulle jeg i narkose og ha det fikset.

Onsdag gik det af helvedes til rent ud sagt. Jeg vågnede allerede om morgenen med meget stærke smerte. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Senere på dagen kom der en ung læge, og skulle tage de her kompresser ud, som de lagde i såret dagen før. Problemer var nu bare, at det havde puttet så meget i såret, at de ikke længere selv kunne finde ud af hvad der var kompresser, og hvad der var sår. Kompresserne havde suget sig helt fast i såret, og det skulle jo ud. Hvilke resulterede i at lægen bare rev og rev og rev. Det føltes virkelig som om han pillede knoglen ud!! Jeg skreg og græd så længede det varede og jeg var utrøstelig. Ingen smertestillende hjalp, og resten af dagen lå jeg bare og græd og havde det virkelig dårligt. Aldrig har jeg følt sådan en smerte, og havde jeg vidst det... havde de ikke fået lov til at gøre det, uden jeg var blevet bedøvet. Jeg er blevet ret påvirket af den dag, så jeg græder hver morgen det skal skiftes.

Henning kom senere på dagen, og prøvede at trøste mig så godt han kunne. Han havde det heller ikke godt. Det gjorde meget ondt på ham at se jeg havde så ondt...

Torsdag gik det fint nok igen, og mit humør var rimelig godt.¨

Fredag måtte jeg heldigvis komme hjem, så jeg blev kørt med ambulancen hjem. Det var hårdt for numsen, for det hoppede helt vildt men det gik.

Jeg sætter først billeder ind af det om nogle uger. Det er for voldsomt endnu, og jeg kan ikke engang selv kigge på det.

17 December 06 - I fredags gik turen til Århus. Jeg kan ikke sidde ned fra mit sidste besøg under kniven, så der var bestilt ambulance til klokken 4. Jeg havde sat vækkeuret til klokken 3, så jeg kunne nå at komme i bad og alt det her. Klokken kvart over tre bankede falck allerede på døren!!! Men altså, vi havde jo aftalt klokken 4, så de måtte pænt vente til jeg var klar...

Afsted kørte vi. Jeg skulle skifte ambulance i Hobro, men jeg var allerede på sygehuset klokken tyve min i syv. Der var ingen personale som var mødt  op endnu, så jeg lå og ventede i en seng... Kvart i 8 dukkede den første sygeplejerske op, og samtidig kom kæresten. Vi ventede til 9.30 hvor det så endelig blev min tur, og Bent kørte mig ned på OP. Sys de var ret hurtige denne gang til at få tilkoplet mig diverse maskiner, og kun et enkelt stik efter sov jeg...

Vågnede op et par timer senere, og var egentlig ret frisk... Men stadigvæk enormt træt efter at ha været oppe så tidligt. Jeg blev hentet af ambulancen igen, og sov stort set hele vejen hjem... også da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng, og sov til klokken 10.00. hvor sygepljersken ringede.

Jeg vidste godt at skiftingen ikke ville blive sjov. Lægen havde fået det til at bløde igen, så endnu engang var der blevet stukket kompresser op i såret som jo skulle ud. Det var dog ikke det værste. Lægen havde også beordret sygeplejerskene til at skylle et hul i såret med et kateter. Det var bare rigtig smertefuldt, og jeg kunne ikke lade være med at græde... det var smerte der ville noget. Hun ramte endda forkert første gang, men var også ked af det... det hjalp jo ikke mig noget, så jeg sagde til hende at hun ikke blev lukket ind i morges *S*

Den gik jo ikke, og der var ingen vej udenom... Havde taget en ekstra smertestillende, så idag var det ikke nær så slemt...

Blev ellers enig med portøren Bent om at det nok var sidste gang i dette år, jeg slap for at skulle indlægges mere... men vi tog begge fejl. Har fået en tid til den 29 december. Endnu engang klokken lo... 7.30 :-)

30 December 2006 - Jeg blev hentet af ambulancen igår nat klokken halv 4, og afsted kørte vi mod Brønderslev, hvor jeg skulle skifte. Ventede en hel time i Brønderslev, men det er okay, for jeg lå jo bare ned... Det var ret tåget og diset, og det resulterede i at jeg faktisk ikke nåede det til 7.30 som jeg skulle. Oveni købet kunne ambulance folkene ikke finde hvor jeg skulle være... Men jeg har før ventet på dem, så denne gang måtte de for en gang skyld vente på mig. Jeg fik dog hurtigt en seng, og kom i det hvide sygehus tøj. Der var åbenbart en som ikke var dukket op, og det kom mig til gode, så jeg blev kørt ned rimelig hurtigt... skønt. Bent var ikke på arbejde, desværre... havde ellers lige regnet med jeg kunne nå at ønske ham godt nytår. Men det er vel heller ikke for sent i Januar d. 12, hvor jeg skal derned igen.

De var ikke særlig gode til at stikke, men ramte dog i andet forsøg, efter de havde prøvet under håndleddet. Det gør så fandens ondt. Det var det eneste, og jeg sov hurtigt... Var kun væk i 10 min, før de vækkede mig igen. Var ret groggy og fik ilt i næsen. Hvilke jeg ikke plejer, når jeg bare er der en enkelt dag. Det var en underlig ilt prop, som de stak op i næsen på mig. Den gjorde vildt ondt, og min næse er også godt øm idag.

De lavede ikke noget specielt igår, andet end at kigge lidt, og skrabe her og der. Trine som lægen hed, må alligevel ha rodet en del, for det bløder ret meget og jeg er simpelthen så øm bagi... men det går.

Allerede klokken 12 var jeg klar til at tage hjem igen, og der var Falck bestilt. Klokken blev 13.00... 14.00... 15.00... og lidt i 16.00 dukkede de endelig op. Både mig og Henning var også ved at miste tålmodigheden. Men sygeplejerskene fortalte at der var sket en stor trafik ulykke, så alle ambulancer var på stedet. Klart de har brug for det mere end jeg havde, men så måtte de have kaldt nogle flere på job den dag.

Tiden er nu den 12 Januar klokken 7.30, hvor Steen skal kigge på det igen. Er spændt på at høre hans dom. Håber også jeg kan sidde i bilen, så vi selv kan køre derned. For er ski ved at være lidt træt af at kører med ambulancen derned...