Jeg sunder mig stadigvæk, og er slet slet ikke på benene endnu. Men så længe der sker lidt fremskridt hele tiden, så skal jeg nok blive frisk en dag. Men sommeren er og blir hård. Må hellere starte fra begyndelsen.
Jeg stod jo overfor en stor operation, og havde også luftet mine mange tanker og bekymringer her på bloggen. Der var rigtig mange risici ved operationen, og det var risici som jeg ikke var sikker på om jeg var klar til at tage. Den der vejede mest var helt klart at det ville blive svært at få børn efterfølgende. Men uanset hvad, så havde jeg besluttet at jeg ville forberede mig på at skulle opereres, så jeg mødte op på sygehuset til den tid jeg havde fået. D. 23 maj klokken 10.00.
Jeg blev budt velkommen, og blev med det samme sendt en etage ned for at få taget blodprøver. Tog et nummer og blev smidt bagi køen... "kun" 40 numre før mig. Jeg troede ærlig talt at jeg skulle sidde der hele dagen, men i løbet af en halv time var det min tur. Kom tilbage til afdelingen og fik en seng. Det varede ikke længe før min læge Steen dukkede op. Vi fik en god snak og det endte med at jeg sagde "ja" til at blive opereret. Jeg spurgte ind til en masse ting og en af dem var selvfølgelig det her med at få børn. Det var sandt at det ville blive svært at blive gravid. Eftersom at når man har fjernet endetarmen vil der naturligvis være et hul. Og det hul dumper sæden og æggene ned i, i stedet for det rigtige sted hen. Grunden til at jeg sagde ja alligevel, var at det ikke ville gå udover min frugtbarhed. Jeg er stadigvæk ligeså frugtbar som før operationen, MEN det vil kræve lidt hjælp udefra at få både æg og sæd på plads. Jeg har altså afskrevet "retten" til at få børn på naturligvis. Jeg har det stadigvæk lidt svært ved det, for de faste læsere ved, at min store drøm er børn. Alternativet er at jeg vil blive ved med at være syg, så det blir jeg nødt til at tænke på.
Jeg skulle tale med en narkoselæge den dag og ha taget mål til støttestrømper, ellers måtte vi sådan set gøre hvad det passede os resten af dagen. Så vi blev hurtig enige om at tage en tur i IKEA og tilbringe lidt tid, og det endte da også med at jeg fik købt en masse nips. Nips er godt :O) Vi havde talt om at vi skulle i byen og spise, men det var varmt og efter IKEA turen var vi begge trætte. Det passede fint med at jeg kunne nå aftensmaden på sygehuset og Henning kunne spise sin købte sandwich. Jeg sov egentlig ok den nat, trods nervøsiteten.
Min "pind på sygehuset
Morgenen efter blev jeg vækket tidligt. Der skulle bades og jeg skulle have støttestrømper på. Jeg skulle tilmed barberes på maven, da de jo skulle den vej igennem. Ikke fordi jeg har langt hår på maven :O) Men sagen er jo den at man har hår på hele kroppen, undtagen håndfladerne og fødderne ligeså. Så dunene skulle væk. Jeg var nummer 2 den morgen til at blive opereret, og jeg synes hurtigt at det blev mig. Jeg havde håbet lidt på at min yndlings portør Bent ville hente mig, men det var desværre ikke ham. Jeg nåede dog kun ned på operations gangen før jeg kunne genkende hans stemme og vi måtte lige "high five" hinanden i farten. Talte med ham senere, og det viste sig at han var blevet flyttet, så han kom slet ikke så meget på "min" afdeling mere. Han kom dog op på stuen flere gange for at tale med mig og se hvordan jeg havde det. Utroligt at man kan få sådan et "forhold" til en portør :O)
Jeg blev først kørt ind på opvågningsstuen, hvor der kom en læge for at skulle ligge et smerte kateter i ryggen af mig. Det var en af de ting jeg var rigtig nervøs over, og det var da bestemt heller ikke sjovt, men jeg overlevede.
Jeg kom over på operations lejet og blev tilkoblet en masse dimser. Akkurat som jeg har prøvet en million gange før. 4 timer senere vågnede jeg på lejet og havde svært med at få luft. Jeg kan svagt huske at jeg stadigvæk havde den der respirator dims i halsen og husker også svagt at de hev den ud. Mere husker jeg ikke, før jeg vågner op i et smertehelvede på opvågnings stuen. HOLD NU KÆFT hvor havde jeg lykkelig glemt hvor ondt det gjorde. Jeg vågnede op med ilt i næsten. Diverse dimser, blære kateter, top kateter (en slange der går ind i maven og suger al overskyden blod og væske ud), CVK (et drop i et af de store åre i brystet) og et sår fra lige over navlen og et godt stykke ned forbi trussekanten. Samt 3 drop i den ene arm og et enkelt i den anden. Og et sår i bagdelen. Derudover en smertepumpe som konstant pumpede smertestillende ind i mig. Jeg havde ondt. Jeg havde rigtig rigtig ondt, og de havde svært ved at smertedække mig. Jeg lå på opvågningen hele dagen og hele aftenen. Da opvågningen lukkede blev jeg kørt på intensiv. Fordi jeg endnu ikke var klar til at komme på afdelingen. Der gik dog ikke mere end nogle timer før jeg blev kørt op på min afdeling. Jeg nåede ikke at ligge der ret længe før jeg igen blev kørt tilbage til intensiv, fordi de mente at jeg alligevel ikke var helt klar. De havde som sagt svært ved at smertedække mig, så jeg fik endnu en smertepumpe op. Senere fandt de så udaf at mit smertekateter i ryggen var for det første lagt forkert, men det var også utæt. Så megen af den smertestillende jeg skulle ha haft, piblede bare ud i mit sengetøj. Jeg sagde til dem flere gange at jeg følte mig våd på ryggen, men det var "ikke noget". Indtil de tog det alvorligt og jeg fik lagt er nyt kateter i ryggen. Det var sku også utæt, men en læge kom en klat lim i kateter hullet og så var det sådan det blev.
Jeg husker svagt de næste mange dage. Udover en masse smerter. Man skal op af sengen så hurtigt som muligt og helst allerede den første dag på operationen. Men det var jeg slet ikke i stand til. Jeg tror vi forsøgte nogle gange i løbet af den første uge, men mit smertekateter virkede helt ned i benene og bedøvede dem altså. Og man kan ikke bede et menneske at stå på benene, når man ikke kan mærke dem!!! Samtidigt var jeg så langt væk på smertestillende at jeg blev lyn hurtigt smadder dårligt når de forsøgte at få mig op og stå. Mine ben gav efter. Jeg kunne simpelthen ikke, uanset hvor meget jeg kæmpede. Jeg havde heldigvis blære kateter, så skulle ikke tænke på at skulle ud og tisse hele tiden. Lige indtil der en dag var en sygeplejerske der kom til at rykke i det!!! AV AV AV for satan hvor gjorde det nas! Det blev aldrig helt godt og den efterfølgende nat bad jeg om at få det fjernet, for hver gang jeg bevægede mig det mindste, var det som om at blive stukket en million gange i blæren med en masse knive. Så var jeg jo nødt til at komme på toilettet selv, og det kom jeg da også med møje og besvær. Med hjælp fra sygeplejerske og en slags gang-stol som støtte. Og efter hvert toilet besøg skulle jeg ha nyt undertøj på og hele toilettet skulle gøres rent. Simpelthen fordi det blødte sådan udfra bagdelen. Det løb ned af mine ben, så snart jeg skulle tisse.
Når man får meget morfin og andet stærkt smertestillende, så kan ens mave godt gå i står. Jeg var ingen undtagelse. (spring dette afsnit over, hvis du er sart) Efter halvanden uge havde jeg stort set stadigvæk ingen afføring haft, så jeg fik lagt en slange ind i stomien som der så blev sprøjtet noget olie halløj igennem. For at bløde afføringen op. Jeg har prøvet det før uden virkning, så var ikke meget for det igen, for min krop er rigtig følsom og reagere på stort set alt. Under hele indlæggelsen fik jeg afførende piller, for at holde maven igang. Der virkede bare ikke, indtil ligepludselig. En af dagene, begyndte maven at rumle, og i løbet af 10 sekunder var min stomipose fyldt til bristepunktet. Og jeg mener virkelig i løbet af 10 sekunder og til bristebunket. (der kan være 2.5 dl i en pose) og jeg kunne godt mærke at min mave ikke var færdig. Der var heldigvis en sygeplejerske på stuen, så hun fik hurtigt hentet nogle midler til at skifte posen med. å det tidspunkt var jeg stadigvæk sengeliggende og kunne intet selv, så skiftet foregik i sengen. Jeg vidste at når posen var så fyldt, så ville den nærmest give en lille eksplosion når man åbnede for den. Og det gjorde den. Eftersom maven heller ikke var færdig endnu og det var meget tyndt output, så var der bare lort OVER det hele. Jeg var bokstavelig talt klinet ind i min egen afføring, som også løb ned i sårene på maven. Jeg tudbrølede, for det var selvfølgelig ikke sjovt og selvom jeg ikke kunne gøre for det, så overskred jeg en grænse der. Jeg var SÅ ked af det. Aldrig har jeg oplevet at det har gået så stærkt og med sådan en fart på. Det havde ikke været noget problem hvis jeg selv havde kunne gå på badeværelset og skifte. Men fordi jeg lå ned, flød det jo bare ud til alle sider!! ÆV siger jeg bare!
Jeg var i bad én gang den første uge. Ellers var jeg blevet vasket i sengen, men det er altså bare slet ikke det samme. Jeg var bare ikke i stand til at kunne gå ud på badeværelset eller gennemføre badet uden at blive dårlig. Jeg har altid holdt på at komme i bad, uanset hvor dårlig jeg måtte ha været. Men denne gang gik der altså næsten en hel uge før jeg selv bad om et rigtigt bad. Familie og venner ved at jeg helst skal i bad mindst en gang om dagen, ellers kan jeg slet ikke fungere... så 2 sygeplejersker var så søde at låne en briks med hjul på et sted på sygehuset, hvor jeg så kunne blive kørt ud på og blive bruset mens jeg lå ned. Hold nu op hvor var det rart! Men det var ikke rart da jeg nåede til at skulle redde hår! Det var ikke blevet redt i en uge og jeg har meget langt, krøllet hår, så det var bare en stor filt!!! Men jeg kom igennem det, tot for tot, selvom der røg en del hår af.
2 gang jeg kom i bad foregik i en slags kørestol, som kunne ligges lidt tilbage. Jeg blev placeret i den helt nøgen og med et lagen over ud til badeværelset, hvor jeg blev bruset i den. 3 gang var et almindeligt bad, men med hjælp fra en sygeplejerske. Derfra kunne jeg klare den selv.
Fra mor og far
En af dagene hævede mine læber pludseligt voldsomt op og jeg lignede en anden Anni Fønsby. Der var ingen tvivl om at jeg havde fået en allergisk reaktion på et eller andet. Spørgsmålet var så bare på hvad? Jeg blev selvfølgelig rigtig bange og græd, fordi jeg i en tidligere indlæggelse har prøvet noget lignende hvor jeg fik udslæt på halsen og i ansigtet. Pludselig kunne jeg ikke trække vejret mere. Dengang mistænkte jeg selv at det var oxycontin af flere grunde, men det var der ingen der rigtig ville høre på, da jeg før havde fået det. Denne her gang var jeg også lige startet på oxycontin, og denne gang fik jeg ret i at det er kommet på listen over ting jeg ikke kan tåle! Jeg er glad for at jeg fik ret og glad for at jeg nu ved hvad det var jeg blev dårlig af første gang det skete.
Jeg blev skannet på et tidspunkt og jeg husker ikke helt hvorfor. Nok fordi at mine infektionstal steg og jeg blev ved med at ha ondt i maven, så de mistænkte vist nok at jeg måske havde fået en byld i maven. Men jeg havde i hvert fald fået lungebetændelse og de kunne se at der var en stor blodansamling i bækkenet. Det forklarede at det blødte sådan hver gang jeg tissede. Jo mere fyld med blære var, jo mere pressede den på blødningen og ud kom blodet. Det skulle ud, så det var heldigt nok sagde lægerne. Jeg blødte længe, og den dag idag kan der også stadigvæk komme lidt engang imellem, men slet ikke i de mængder som før. Heldigvis! Jeg husker at jeg var meget bange hele tiden. Konstant. Selv for de mindste ting. Jeg er lidt overrasket over mig selv på det punkt, for man skulle tro at man blev "hård" med årerne og jo flere gange man prøver den slags. Men tværtimod. Jeg er blevet rigtig bange for blod og for at blive dårlig generelt.
Jeg tror at det var blødningens skyld at jeg skulle have 2 poser blod. Meget mærkelig følelse, at en anden persons blod løber ind i ens åre!
Men jeg kom mig ligeså stille og efter 14 dage, mente Århus at jeg var frisk nok til at kunne blive overflyttet til Hjørring sygehus. Lidt lettere for alle parter. Der var jeg i en uge, til jeg blev sendt hjem på orlov i 3 dage. Det gik fint og jeg blev hurtigt udskrevet.
Jeg skulle regne med en indlæggelse på 5-7 dage, men det blev til mere end 3 uger! Jeg er der næsten altid længere end beregning! :O) Sådan er jeg vel bare...
Det har været hårdt... og det er stadigvæk hårdt.
Besøg af verdens dejligste nevø og lillesøster
Nogle ville måske mene at det ville være mest rart at komme lige hjem efter udskrivelsen, men ikke mig. Jeg var stadigvæk ikke sikker på benene og kunne som sagt ikke gå på trapper. Herhjemme skal jeg opad en stejl trappe for at komme til soveværelset. Hos mine forældre har jeg et værelset med toilet lige overfor. Jeg skulle ikke tænke på mad, rengøring og tøjvask. Det ved jeg med mig selv at jeg ville blive stresset af at tænke på herhjemme. Det er RIGTIG hårdt ikke at kunne gøre de ting man bare så gerne vil. Min forældre var stort set altid hjemme. en af dem i hvert fald, eller også var de ikke særlig langt væk. Det er også en kæmpe tryghed. Herhjemme arbejder Henning jo sent hver dag og ikke i samme by.
Fra svigermor og svigerfar
Men nu er jeg hjemme hos mig selv, og jeg er stadigvæk i tilvænnings fasen. Det stresser mig stadigvæk at tænke på alt det der skal gøres, men som jeg ikke selv kan. Henning er heldigvis god til at hjælpe til. Ja, han er faktisk guldværd. Igår da jeg stod op, havde han pudset vinduer på begge sider, klippet hæk og samlet de nye havemøbler!!! Han har lavet mad til mig hver aften siden jeg kom hjem og lige nu er han ude og handle. Det er bare nogle af de ting der gør at jeg elsker ham så højt. Små ting der betyder så ufattelig meget for mig, og som måske er komplet ligegyldige for andre.
Jeg var til sårtjek en uge efter jeg blev udskrevet og skal igen om små 14 dage. og igen til august. Men ellers skal jeg bare hele og komme til kræfter. Jeg har stadigvæk et åbent sår på maven, da det desværre gik en smule op efter stingene var fjernet. Det har været en af de hårdeste operationer jeg har været igennem, men også en af de største, så det er nok slet ikke så mærkeligt. Havde jeg vist hvor hårdt det ville være, så er jeg ikke sikker på at jeg havde gjort det. Men gudskelov er jeg kommet på den anden side nu... nu kan jeg forhåbentlig sige at det var sidste operation... men igen... der er ingen garantier!!!
Dejligt at komme hjem til bonderoser i fuld flor :O)
Det lyder som en hård omgang. Men det er godt, at det går den rigtige vej!
SvarSletKnus og tanker