Kapitel 27

19 Maj 2008 - Den anden dag kom der brev fra London. Endnu engang, overraskende hurtigt... men jo også dejligt, så jeg ligesom ved hvornår der skal ske noget igen, og så vi kan planlægge. Jeg skal indlægges i London d. 16 juli til min første operation. Samme dag jeg kommer derover, skal jeg ha lavet en ny MR scanning af området. Det er nødvendigt, da de laver scanninger på en anden måde end vi gør herhjemme... Henning tager med som frivillig på grøn koncert selv samme dag som jeg skal afsted til London, så han kan ikke tage med. Selvfølgelig kunne en af os aflyse, men det er 2 rigtig vigtige ting for os begge så det vil vi ikke. Jeg spurgte så AK om hun ikke vil tage med. Det var åbenlyst at vælge hende for jeg føler hun er den jeg står nærmest med udover Laila. Selvfølgelig vil Ak gerne med, så det er jeg bare ovenud lykkelig for. Havde AK sagt nej, ville jeg ha spurgt Laila. Jeg ville ikke være særlig tryg ved at skulle til London alene og opereres. Jeg er nervøs nok i forvejen, så det letter en del på det hele. Mine forældre har heller ikke Mulighed for at komme med, men de vil komme derover når det blir weekend og være hos mig der. Jeg er glad for de mennesker jeg har omkring mig og det de gør for mig. Det betyder bare så meget og jeg elsker dem rigtig højt, hver og en.

De sidste 5 dage har Henning og jeg været i sommerhus. Det var rigtig hyggeligt, men jeg blev vist lidt for modig eller hvad skal man sige, den første aften. Vejret var lækkert og ville gerne sidde udenfor og grille. Jeg sad ikke ned mere end en halv time, men det har åbenbart været nok til at jeg nu ENDNU engang har ondt bagi. Det har været rigtig slemt idag, men jeg håber sådan på at den vil springe af sig selv som den gjorde i sidste måned. Det ville være perfekt, men er det at håbe for meget?

I så fald er det hvad der er af nyt lige pt. Mit humør er lige mærkeligt i denne tid, og det vil det sikkert være til operationen er vel overstået. Det trykker mig enormt meget og jeg blir ked af det hver gang jeg tænker på det, eller nogen begynder at tale om det! Jeg vil allerhelst ikke tænke på det, men jeg har en del spørgsmål omkring turen derover og hjem igen som jeg skal ha svaret på. Jeg skal ha skrevet det ned, og da ringe til hende der hjalp mig sidste gang. Men er nu glad for at jeg har været derover en gang og har snuset lidt til det hele... Der er i hvert fald ingen tvivl om at jeg glæder mig til det her er overstået!!!

20 April 2008 - Efter at bedømme har jeg lidt mindre ondt idag end i går! Kunne også se der var kommet en del puds udad såret, så måske det bare var det der skulle til? Jeg håber...

Jeg døjer meget med træthed og utilpashed i denne tid. Det har nok noget at gøre med den influenza jeg lige har haft, som jeg ikke er heelt over endnu. Nogle dage har jeg det godt og er fuld af energi. Andre dage orker jeg knap nok at gå på toilettet! Virkelig en underlig følelse. Den følelse tager pusten fra mig sommetider og jeg må lige har en tudetur før jeg er klar igen! Jeg håber virkelig snart det er helt ovre!!! Ellers må jeg nok overgive mig og gå til lægen.

29 Juni 2008 - Tiden til den første operation i London nærmer sig med hastige skridt, og jeg kan nok ikke løber fra at jeg er død hamrende nervøs... Det blir sku godt at få det overstået! Der kom brev fra Aalborg sygehus den anden dag, og vi kommer til at skulle flyve til London dagen før. Altså den 15 juni tidligt om morgenen. Det er nu ok, så kan vi forsøge at hygge os derover og få det bedste ud af min sidste dag som et mobilt menneske... for et stykke tid i hvert fald!!! Så vi har aftalt vi skal sidde nede i baren og tøse snakke til vi ikke kan hænge sammen mere. Selvom jeg kun må drikke sodavand, så glæder jeg mig alligvel. Det er trods alt nok heller ikke så smart at møde op på sygehuset med tømmermænd :o) !!!

Sår er der stadigvæk, men det er ikke så dybt længere... hvilke jeg må nyde de næsten 14 dage til det skal skæres op igen!!! Nogle dage gør det ret ondt og andre dage er det ok at være mig!!! Jeg kan mærke på min psyke at den har det skidt i denne tid. Jeg går og tæller uger, dage og minutter til jeg skal afsted. Jeg tæller ned til helvede... En del af mine venner har sagt at jeg ikke skal tælle ned og frygte. Hellere glæde mig til at det forhåbentlig er en operation der skal komme til at kunne fortælle mig hvorfor min krop opføre sig sådan!!! Jeg ved jo godt at de har ret, men samtidigt må de også prøve at se det fra min side. Jeg har oplevet så mange nederlag ved det her, så jeg har svært ved at blive ved med at bevare optimismen og mit gode humør! Jeg gør mit bedste, men det er fandme svært. Især i disse uger...