Sygdom kapitel 6

6 December 2006 - Det er nu ti dage siden  jeg blev opereret igen, og nu er det værste heldigvis ovre. Smerterne begynder så småt at fortage sig. Men det her været hårdt...

Jeg mødte på på sygehuset d. 26 november, hvor jeg blev taget godt imod af sygeplejersken Christina og fik en seng. Jeg finder så ud af at jeg ligger på stue med en dame som hedder Birgitte. Vi var også indlagt sammen i februar, så det var meget pudsigt. Men skønt at man kendte en. Hun havde lige fået lavet stomi og havde det bare så dårligt med det. Jeg måtte trøste hende med, at det egentlig ikke er så slemt, og at man hurtigt vender sig til det. Hun var glad for at jeg var der, for hun følte ikke rigtig at hun havde nok information omkring det. Mig og Henning var ved at være godt sultne, så vi tog et smut på Mc D. Vi skulle først være tilbage på sygehuset klokken 17.00, da jeg skulle ha den første indsprøjtning med blodfortyndende og ha taget mål til disse rigtig irriterende støttestrømper. Det skal alle have patienter have, da det forebygger blodpropper. Der sker egentlig ikke meget mere den dag. Jeg sover utrolig nok godt om natten op til operationen, men jeg blir allerede kaldt på klokken 6. Jeg var den første som stod på listen til at skulle opereres 7.30. Jeg skulle i bad, have smertestillende og ha skyllet "stumpen". Det er det stykke tarm som er tilbage efter man har fået stomi. Sygeplejerskene trykkede noget afførings middel op i rumpen på mig, og i løbet af få min. føler man trang til at gå på toilettet. Det var en underlig følelse af at skulle på toilettet, men det gik. Stumpen skulle renses for diverse slim og snask, når lægen skulle opererere der omkring.

Portøren kom og hentede mig, og vi kører den laaange tur ned på OP. Desværre var det ikke min yndlings portør Bent, men jeg mødte ham lige på gangen på vej derned. "Hej Maiken" råbte han. Skønt, det fik mig til at trække på smilebåndet, trods min nervøsitet som efterhånden er ved at have toppet.

Jeg ligger udenfor operationsrummet i en halv times tid, imens læger og sygeplejesker render stresset rundt, og gør klar til mig. Kan bare huske at jeg fryser helt vildt, og klapre tænder! Og tror du så ikke at der kommer en sygeplejerske og hiver dynen af mig? Brr... den må man nemlig ikke have med ind i rummet. Heldigvis for hun hurtigt hentet nogle tæpper, direkte fra deres varmerum. Jeg blir kørt ind i min seng, og for sat diverse dimser på kroppen. De stikker kun en enkelt gang, før det finder en åre på siden af højre arm der virker. For nu det smertestillende hvor hele rummet begynder at dreje rundt. Jeg sover hurtigt. Jeg blev opereret på maven (gad vide hvor mange de har været om at løft mig) *GG* og det tog ca. halvanden time.

Jeg vågner op op opvågningen, og føler mig egentlig rimelig klar i hovedet. Jeg har ilt i næsen, og kateter, så jeg heldigvis ikke behøver at tænke på jeg skal ud og tisse. Jeg ville ikke rigtig trække vejret rigtigt i lang tid, og kunne ikke undvære ilten. Jeg blev forpustet bare jeg sagde et par ord eller drak en tår vand.

Lægen Steen kommer senere  på dagen op på stuen og fortæller hvordan det hele ser ud, og faktisk var han ret positiv. Det var rart at høre. "Jeg er blevet meget klogere" sagde han, og forklarede mig at han havde skåret op helt ind til numsehullet, hvor han har lagt denne seton tråd rundt om hele lukke muskelen som en lykke. Kan han få "has" på den, så mener han at de andre to fistler vil tørre ud af sig selv. Han beskriver såret som en haj der har taget et bid af mit lår!!! Han vil have mig indlagt hver anden uge nu, for at holde øje med, at det ikke vokser forkert sammen endnu engang. Jeg har allerede fået ny tid, og det blir den 15 december klokken 7.30 jeg skal i narkose igen.

Tirsdag gik det rimelig godt, selvom jeg har sindsygt ondt. Jeg har et kar som ikke rigtig vil stoppe med at bløde, så de ligger en del kompresser i såret, og jeg blir beordret til at ligge på ryggen i nogle timer, selvom jeg ikke så godt kan det uden det gør ondt helt ned i tæerne :-/ Jeg faster også igen, for hvis det nu ikke vil stoppe med at bløde, skulle jeg i narkose og ha det fikset.

Onsdag gik det af helvedes til rent ud sagt. Jeg vågnede allerede om morgenen med meget stærke smerte. Jeg kunne næsten ikke holde det ud. Senere på dagen kom der en ung læge, og skulle tage de her kompresser ud, som de lagde i såret dagen før. Problemer var nu bare, at det havde puttet så meget i såret, at de ikke længere selv kunne finde ud af hvad der var kompresser, og hvad der var sår. Kompresserne havde suget sig helt fast i såret, og det skulle jo ud. Hvilke resulterede i at lægen bare rev og rev og rev. Det føltes virkelig som om han pillede knoglen ud!! Jeg skreg og græd så længede det varede og jeg var utrøstelig. Ingen smertestillende hjalp, og resten af dagen lå jeg bare og græd og havde det virkelig dårligt. Aldrig har jeg følt sådan en smerte, og havde jeg vidst det... havde de ikke fået lov til at gøre det, uden jeg var blevet bedøvet. Jeg er blevet ret påvirket af den dag, så jeg græder hver morgen det skal skiftes.

Henning kom senere på dagen, og prøvede at trøste mig så godt han kunne. Han havde det heller ikke godt. Det gjorde meget ondt på ham at se jeg havde så ondt...

Torsdag gik det fint nok igen, og mit humør var rimelig godt.¨

Fredag måtte jeg heldigvis komme hjem, så jeg blev kørt med ambulancen hjem. Det var hårdt for numsen, for det hoppede helt vildt men det gik.

Jeg sætter først billeder ind af det om nogle uger. Det er for voldsomt endnu, og jeg kan ikke engang selv kigge på det.

17 December 06 - I fredags gik turen til Århus. Jeg kan ikke sidde ned fra mit sidste besøg under kniven, så der var bestilt ambulance til klokken 4. Jeg havde sat vækkeuret til klokken 3, så jeg kunne nå at komme i bad og alt det her. Klokken kvart over tre bankede falck allerede på døren!!! Men altså, vi havde jo aftalt klokken 4, så de måtte pænt vente til jeg var klar...

Afsted kørte vi. Jeg skulle skifte ambulance i Hobro, men jeg var allerede på sygehuset klokken tyve min i syv. Der var ingen personale som var mødt  op endnu, så jeg lå og ventede i en seng... Kvart i 8 dukkede den første sygeplejerske op, og samtidig kom kæresten. Vi ventede til 9.30 hvor det så endelig blev min tur, og Bent kørte mig ned på OP. Sys de var ret hurtige denne gang til at få tilkoplet mig diverse maskiner, og kun et enkelt stik efter sov jeg...

Vågnede op et par timer senere, og var egentlig ret frisk... Men stadigvæk enormt træt efter at ha været oppe så tidligt. Jeg blev hentet af ambulancen igen, og sov stort set hele vejen hjem... også da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng, og sov til klokken 10.00. hvor sygepljersken ringede.

Jeg vidste godt at skiftingen ikke ville blive sjov. Lægen havde fået det til at bløde igen, så endnu engang var der blevet stukket kompresser op i såret som jo skulle ud. Det var dog ikke det værste. Lægen havde også beordret sygeplejerskene til at skylle et hul i såret med et kateter. Det var bare rigtig smertefuldt, og jeg kunne ikke lade være med at græde... det var smerte der ville noget. Hun ramte endda forkert første gang, men var også ked af det... det hjalp jo ikke mig noget, så jeg sagde til hende at hun ikke blev lukket ind i morges *S*

Den gik jo ikke, og der var ingen vej udenom... Havde taget en ekstra smertestillende, så idag var det ikke nær så slemt...

Blev ellers enig med portøren Bent om at det nok var sidste gang i dette år, jeg slap for at skulle indlægges mere... men vi tog begge fejl. Har fået en tid til den 29 december. Endnu engang klokken lo... 7.30 :-)

30 December 2006 - Jeg blev hentet af ambulancen igår nat klokken halv 4, og afsted kørte vi mod Brønderslev, hvor jeg skulle skifte. Ventede en hel time i Brønderslev, men det er okay, for jeg lå jo bare ned... Det var ret tåget og diset, og det resulterede i at jeg faktisk ikke nåede det til 7.30 som jeg skulle. Oveni købet kunne ambulance folkene ikke finde hvor jeg skulle være... Men jeg har før ventet på dem, så denne gang måtte de for en gang skyld vente på mig. Jeg fik dog hurtigt en seng, og kom i det hvide sygehus tøj. Der var åbenbart en som ikke var dukket op, og det kom mig til gode, så jeg blev kørt ned rimelig hurtigt... skønt. Bent var ikke på arbejde, desværre... havde ellers lige regnet med jeg kunne nå at ønske ham godt nytår. Men det er vel heller ikke for sent i Januar d. 12, hvor jeg skal derned igen.

De var ikke særlig gode til at stikke, men ramte dog i andet forsøg, efter de havde prøvet under håndleddet. Det gør så fandens ondt. Det var det eneste, og jeg sov hurtigt... Var kun væk i 10 min, før de vækkede mig igen. Var ret groggy og fik ilt i næsen. Hvilke jeg ikke plejer, når jeg bare er der en enkelt dag. Det var en underlig ilt prop, som de stak op i næsen på mig. Den gjorde vildt ondt, og min næse er også godt øm idag.

De lavede ikke noget specielt igår, andet end at kigge lidt, og skrabe her og der. Trine som lægen hed, må alligevel ha rodet en del, for det bløder ret meget og jeg er simpelthen så øm bagi... men det går.

Allerede klokken 12 var jeg klar til at tage hjem igen, og der var Falck bestilt. Klokken blev 13.00... 14.00... 15.00... og lidt i 16.00 dukkede de endelig op. Både mig og Henning var også ved at miste tålmodigheden. Men sygeplejerskene fortalte at der var sket en stor trafik ulykke, så alle ambulancer var på stedet. Klart de har brug for det mere end jeg havde, men så måtte de have kaldt nogle flere på job den dag.

Tiden er nu den 12 Januar klokken 7.30, hvor Steen skal kigge på det igen. Er spændt på at høre hans dom. Håber også jeg kan sidde i bilen, så vi selv kan køre derned. For er ski ved at være lidt træt af at kører med ambulancen derned...