Kapitel 28

1 August 2008 - Det er ved at være 3 uger siden jeg var under kniven, og jeg tror at det værste nu er overstået. Jeg tør knap nok skrive ordene, i frygt for at det skal gå galt igen. Efter hver operation skriver jeg at det har været hårdt og at jeg ikke ved om jeg kan komme igennem det endnu engang... Men denne her gang har gjort mig angst for blod og jeg er enorm usikker på det hele, kan ikke finde ro og græder hele tiden. Jeg vil ikke græde, for da føler jeg at sygdommen har vundet, taget over... jeg føler mig svag... og frustreret. Heldigvis har Henning ferie i øjeblikket, så det hjælper mig en del

Den 15 juli gik turen til London. Henning kørte mig til lufthavnen om morgenen og inden længe var mig og AK på vej mod London i ambulancefly. Efter 2 timers flyvetur landede vi og ambulancen stod klar, så vi kunne blive kørt direkte til hotellet. Det var den samme falckmand som sidst jeg var i London, og det var nu meget rart. Der var dog sket en kommunikations fejl et sted, for han havde fået at vide at jeg skulle indlægges samme dag... vi endte på sygehuset først, men der er heldigvis ikke langt til hotellet, så han kørte os derover og lovede han ville hente os den næste morgen. Den næste morgen kom der selvfølgelig ingen ambulance, så vi kom for sent til sygehuset da vi så måtte tage en taxa. Det gik også, eftersom det ikke var mere end 5 min. jeg skulle sidde.

På sygeusetblev vi vist til "day room" og fik bsked på at vente det. Efter en times tid var jeg ikke tilfreds med at vente mere, så Ak fik sagt at jeg altså ikke var i stand til at sidde ret længe af gangen. Jeg fik så en imidlertidig seng. Klokken 14.30 skulle jeg i MR scanning og det gik nemt og uden problemer, selvom vi måtte vente længe på at komme til og ligeså længe på at blive fuldt tilbage til afdelingen igen. Jeg var efterhånden træt både fysisk og psykisk, men faldt til ro igen efter jeg fik hvilet lidt. Til aften kom der langt om længe en sygeplejerske og skrev mine indlæggelse papire. I mine øjne var det de mest latterlige spørgsmål som jeg skull svare på. Blandte andet hvor mange nøgler der findes til mit hus, om der var trapper indeni eller udenpå huset, og om toilettet var oppe eller nede!!! Jeg fandt også hurtigt udaf at aftensmaden ikke er som her. Fik serveret noget kylling med varme pære stykker i og en meget mærkelig dessert som mest af alt mindende mest om at stykke kage der flød rundt i noget varmt kagecreme :o/ Ikke særlig lækkert, men vi grinede nu af det alligevel... 

Jeg tror at klokken var omkrin 19.30 før jeg langt om længe blev kørt ind på de stue jeg skulle være på. Fik mig indrettet så godt man nu kan og hilste på mine senge kammerater Sandra og Ann. Ann var lige blevet opereret, så hende talte jeg ikke med. Sandra havde været indlagt de sidste 5 måneder og fortalte mig lidt om sygeuset. Blandt andet ting som at de bruger fere penge i fængslerne på mad end på sygehusene. At alle der ender på det sygehus er blevet opgivet alle andre steder, hvilke selvfølgelig også forklare de mange forskellige nationaliteter. og at faciliteterne ikke er gode på sygehuset men de har verdens bedste læger. Der var også en ung pige fra Italien, men hun talte ikke sproget og blev senere flyttet på en anden stue.

Der var heldigis TV til hver seng, men man skulle betale for det... bre jeg kunne se fjernsyn og pyt med det ikke var dansk. Der var en god film indimellem. Tiden går bare SÅ langsomt uden tv.

... fortsættes....