Tirsdag d. 12 juni - Selvfølgelig gjorde såret ondt, og jeg var rigtig ærgelig over at jeg nu igen har et 20 cm. langt sår på bagdelen! Men som min veninde Laila siger :kan du lave det om? næ... så ACCEPTER det" ja, der er jo ikke andet for. Om morgenen da jeg skulle i bad, skulle såret selvfølgelig renses... men men... da sygeplejersken tændte bruseren og nærmede sig mig, blev jeg med det samme dårlig, svimmel og var ved at besvime. Jeg var bange... bange fordi jeg vidste hvad jeg havde i vente... Sygeplejersken opgav dog også hurtigt, og vi kom frem til at det skulle gøres i narkose hver anden dag i en overgang.
Dagene var lange og det blev til 7 narkoser på de 12 dage jeg var indlagt. I morges skulle de så for første gang prøve at skifte såret uden jeg blev bedøvet. Jeg havde frygtet den dag lige siden jeg kom, efter nogle dårlige episoder med det tidligere i forløbet. Jeg blev dopet med smertestillende og de gjorde tingene klar. Jeg blev lig bleg i hovedet og ret dårligt, men det gik... og jeg ville jo gerne hjem, så bed tænderne sammen! Jeg klarede det flot sagde lægen, selvom jeg sys han var hård og ret dum på det tidspunkt!!! Inden han gik ud af døren sagde
han "du ser meget bedre ud nu" ja tak for lort...
Eftersom falck jo strejker kunne jeg ikke komme hjem med ambulancen, men heldigvis havde min kære far lånt en autocamper som jeg kunne ligge ned i hele vejen hjem. Skønt.
Så her sidder jeg nu... med mange blandede følelser.. glad for at være hjemme... men ked af at jeg skal slåes med åbne sår, og ikke mindst skal have hjemmehjælp hver morgen igen. Nu var jeg lige sluppet af med dem. Jeg vil grue for hver morgen jeg står op, til skiftningen er overstået..
14 august - Den 19 juli var jeg på sygehuset igen. Jeg var lidt i tvivl om hvad jeg skulle, da jeg bare havde fået at vide jeg skulle møde op klokken 11. Jeg fastede for en sikkerheds skyld. Det ville jo være trælst at ikke komme i narkose hvis man havde spist. Men det var helt overflødigt, for det var blot en samtale med Sten. Han spurgte om såret var helet, men det er det jo ikke så han ville lige kigge på det. "det ser fint ud... men det har jeg jo sagt før" sagde han... ja, det har han ret i og det er det der er noget møg. Jeg fik også resultaterne af dyrkningerne og det viste sig at være stafylikokker jeg havde i min hud. Jeg skulle ikke blive nervøs sagde han, for vi har allesammen den bakterie i vores hud og engang imellem går de bare amok. At de så ikke kan finde sammenhæng mellem det og fistlerne er lidt noget hø, men vi må tage det som det komme. Jeg fik et direkte nummer af Steen. Det skal jeg ringe på når såret er helet, os så forsøger han at give mig den såkaldte flap operation som var på tale i foråret også. Måtte vi klart nok opgive da der dukkede en ny byld op... Jeg får stadig besøg af sygeplejerskene hver morgen, men det er hurtigt overstået nu, og jeg tager ikke smertestillende mere når de kommer. Det er et stort fremskridt. Er dog ikke helt pillefri endnu... npr vi når til eftermiddagen blir jeg ret øm, både i balden men også halebenet. Det er noget af det der generer mig mest lige nu, så der er ingen tvivl om at jeg skal have noget genoptræning når det her engang er overstået.
fortsættes i kapitel 22...
... og huske nu at deltage i min give away... :O)
