Psyken

Som nogle af jer ved, er jeg begyndt at gå til psykolog. Jeg lovede mig selv som et slags nytårsfortsæt, at jeg ville arbejde med nogle af de ting jeg har været igennem med hensyn til min sygdom. Det er ikke alle og enhver der har prøvet at blive oprereret 30 gange, har stomi og været ved at forbløde 3 gange - og alt det andet der følger med denne sygdom, som jeg har haft i over 5 år nu.

Jeg har indtil nu altid været super stærk i psyken og tænkt at jeg sagtens selv kunne klare det her! Men de sidste par år har jeg kunne mærke at mange af de ting går mig på. Jeg tænker mere og mere over alle de ting der er sket. Måske en slags efter-chok/følelser?
Så jeg har aldrig været til psykolog eller beskæftiget mig med noget der indenfor! Men jeg blev enig med mig selv om, at det i hvert fald ikke ville skade.

Nu har jeg været der en del gange, men det er først de sidste par gange jeg sådan virkelig har fået noget udaf det.

Forleden var jeg afsted igen! Jeg forlod psykologen med ordet ANGST i baglommen! Jeg har udviklet angst overfor nogle forskellige ting i forbindelse med sygdom. Blandt andet svimmelhed, døden og blod. men det kan også være ingenting! Et angst andfald kan udløses af alt og ingenting!

Nu har jeg brugt et par dage på at tygge på det hun sagde, for jeg har faktisk stadigvæk svært ved at acceptere det! For lige pludselig fejler jeg ikke kun noget fysisk. nu skal jeg til at tage stilling til at jeg har en psykisk sygdom i form af angst! Når jeg siger og skriver ordene, lyder det slet ikke som MIG, men en anden jeg skriver om! Men det er det jo ikke... det her er virkeligheden, og den er til tider svær at sluge sys jeg.

Jeg er lidt trist over det, og det er nok ikke helt gået op for mig endnu. Nu håber jeg bare, at jeg snarest for styr på det.

Jeg er ikke flov over det, men et eller andet sted lidt sur på mig selv, over at jeg har ladet det gå mig så meget på, at det her nu er sket...