Indlæggelsen

Jeg må hellere forsøge at få skrevet lidt ned omkring indlæggelsen, selvom jeg allerhelst nok vil glemme det hele! Ved hverken hvor jeg skal starte eller ende, så jeg håber ikke det blir noget værre rod!

Men jeg blev som sagt indlagt og opereret d. 3 marts! Dagen før begyndte de igen at gøre ondt. I løbet af få timer hævede mit baglår op og jeg fik rigtig ondt! Det gik bare så hurtigt og inden dagen var omme kunne jeg knap nok støtte på mit ben. Turen til Århus var rigtig hård, fordi det gjorde så ondt! Kunne næsten ikke holde det ud, og da det tager 2 timer at køre derned var jeg næsten grædefærdig da jeg nåede sygehuset!

Jeg fik en seng som jeg plejer og kom i sygehus tøjet! I løbet af en times tid lå jeg på operations bordet. Jeg vågnede op på opvågnings stuen og havde virkelig mange mange smerter. Jeg behøvede ikke en gang at spørge hvad der var sket, for jeg vidste jo godt at de havde skåret det hele op igen, men samtidigt følte jeg bare heller ikke at presset var lettet! Jeg plejer at kunne mærke med det samme når en byld er opereret ud, men følte faktisk bare at det hele var blevet værre.

Lægen kom og fortalte hvordan og hvorledes og sukkede nok ligeså dybt som jeg selv! Han kunne godt se at jeg var hævet og varm i området, så han forventede at finde en stor byld da han skar huden op. Der vare bare ingen byld... heller ingen vævsvæske som han regnede med at finde. "kun" en slem infektion.

Det endte med at jeg blev opereret en 3 gange, før jeg følte at presset var lettet en smule! Det var svært at føle, for jeg havde bare så mange smerter! Efter d. 3 operation kom Steen og fortalte at han var blevet nødt til at skære det helt gamle ar op igen, og det slog mig ud. Den besked var hård at sluge. Jeg blev sat på en hård antibiotika kur, der ødelagde mig. Jeg kastede konstant op og kunne intet spise på grund af kvalmen.

Såret var stort, grimt, væskende og lugtede virkelig forfærdeligt. Det er næsten noget at det værste. At man kan lugte sit eget sår!!! Man føler sig direkte klam og er sikker på at hele verden også kan lugte det! Da det var så fælt og smertefuldt blev det skiftet og renset hver anden dag i narkose. En dag vågnede jeg op med en slange der gik fra en maskine jeg var blevet tilkoblet og direkte op i såret. En såkaldt vacum maskine. Den skulle suge al væsken og holde såret nogenlunde tørt. Det var lidt skræmmende at gå rundt og være tilkoblet en maskine, og heller ikke særlig sjovt. Slet ikke hvis maskinen løb tør for strøm eller den af en eller anden grund blev slukket! Det var lidt ligesom en støvsuge og det gjorde pokkers ondt når den så skulle tændes igen, for det gav et ordenlig sug bagtil!!! Men det var ret effektivt. De fortalte at jeg sikkert skulle være tilkoblet maskinen længe og tilmed have den med hjem. Men allerede efter en uge vågnede jeg op fra narkosen hvor de havde pillet det fra igen, så det var kun positivt. Samtidigt havde de syet såret på baglåret.

En aftenen karmede det hele bare over! Jeg havde fastet hele dagen og om aftenen kom de og aflyste det hele og udsatte den til næste dag! Det gjorde mig enormt ked af det, for havde hverken fået vådt eller tørt jo. En sygeplejerse. Udenlandsk, og som jeg virkelig ikke kunne fordrage, kom for at hænge antibiotika op til mig. Jeg spurgte meget høfligt om jeg ikke måtte prøve at få lidt youghurt ned, inden det blev sat op, for jeg begyndte altid at kaste op kort tid efter de satte det op, og havde intet fået. Inden jeg overhovedet havde talt færdigt sagde sygeplejersken meget bestemt "NEJ"!!! Prøvede at forklare hende sådan og sådan, men blev mødt at ord som "så kan vi rende inde ved dig hele tiden" og "de andre patienter skal også ha hjælp" og "jeg vil også gerne hjem idag" !!! Jeg blev virkelig paf og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige eller gøre! Jeg blev virkelig gal og virkelig ked af det på samme tid, men jeg holdt fast og svarede nok lidt igen, men hvad skulle jeg gøre??? Jeg begyndte at tud brøle og kunne slet ikk samle mig, så jeg gik på toilettet for lige at få 5 min. for mig selv. En anden sygeplejerske så jeg var ked af det og fulgte efter mig! Fortalte hende episoden, og jeg tror ikke hun gjorde noget ved det andet end at lytte. Selvom jeg virkelig håber at hende sygeplejersken fik en opsang! Jo længere tid jeg lå der, jo mere erfarede jeg at jeg bestemt ikke var den eneste der ikke kunne sammen med hende. Faktisk talte jeg ikke med en der havde noget positivt at sige om hende!

Alle mine infektions tal faldt langsomt igen og fik det en smule bedre som dagene gik og de bestemte sig for at jeg skulle ud på Skejby og scannes i en speciel scanner. Hele kroppen faktisk. Lægerne aner ikke hvorfor min krop opføre sig sådan her. De har et bud på, at der er noget galt et andet sted i min krop, som så spytter bakterier ud i blodet og laver infektioner. Det kan være alt fra en dårlig tandrod til en dårlig hjerteklap! Så scannes skulle jeg, men da jeg døjer meget med det her svimmelhed og bestemt ikke bryder mig meget om at ligge fladt på ryggen. Så blir det meget værre og jeg blir så svimmel at jeg ikke ved hvad der er op og ned! Rigtig ubehageligt, så jeg var meget nervøs for den her scanning. Vi aftalte at jeg skulle ha en sygeplejerske med fra afdelingen, og samtidigt skulle have godt med smertestillende og beroligende! Da vi kom ind i rummet med scanneren gik jeg straks i panik over at jeg skulle ligge helt fladt! Men som den første patient overhovedet fik jeg lov til at ligge på maven og blive scannet. Det skånede både svimmelheden og min bagdel. Det kombineret med en masse Villan og Stesolider, så overlevede jeg heldigvis. Var bekymret for at jeg ikke kunne gennemføre scanningen, og den var jo meget vigtig! Så jeg var lettet. Har endnu ikke fået svar på scanningen. Egentlig skulle jeg ha ringet idag, men har fuldstændig skudt til ud så det må vente til i næste uge!

De sidste 5 dage af indlæggelsen flyttede jeg over på patienthotellet. For jer som ikke ved hvad det er, så er det en del af sygehuset, men det fungere fuldstændigt som et hvert andet hotel. Man har sit eget værelse og badeværelse og man spiser i restaurant 3 gange om dagen. Forskellen er at personalet også er sygeplejerske og sådan. Det betyder bare meget at man kan være lidt sig selv, men samtidigt ved at man kan få hurtigt hjælp hvis der var nødvendigt. Samtidigt føler man sig bare bedre tilpas når der ikke er nogen der snorker om natten eller kaster på mens man sidder midt i sin aftensmad!

Jeg kom hjem i tirsdags, og har det under omstændighederne godt! Det har været en rigtig hård tur og jeg har været rigtig syg denne gang! Rigtig syg... jeg ved ikke rigtig hvad der skal ske i fremtiden, udover en masse undersøgelser for vi blir nødt til at finde udaf hvad jeg fejler! Da det kan være andet der er galt, end hidtil andtaget så er der stadigvæj en chance for at jeg en dag kan få lagt stomien tilbage, og det er jeg ret glad for. Men er valget mellem stomien og de her ture på sygehuset, så er jeg slet slet ikke i tvivl om hvad mit valg er, for jeg kan ikke holde til det her mere. ´

Faktisk husker jeg ikke så mange detaljer fra indlæggelsen og de føste 14 dage. Det var i en tåge af smertestillende og 20 timers søvn i døgnet.

Endnu en gang takker jeg familie, venner og bekendte for den fantastiske opbakning, for blomster, gaver, søde ord, og bare fordi de har været der! I ved selv hvem i er, så behøver ikke at nævne nogle navne!

Er enormt træt af sygehus mad, H var så sød at købe MC D med

til mig en dag. Så dejligt :O)

Familien var gode til at komme på besøg. Her min søs i et gyldent øjeblik! *GG*

Sådan så det ud da jeg var tilkoblet den maskine. Man kan se svampen i såret og slangen der går videre hen til en maskine. Skynd dig videre hvis du er lidt sart

s Jeg er ret svær at ligge drop på, så den sidste blev lagt i foden.

Der var ikke flere vener at tage af i armene.