Sygdom kapitel 2

D. 30 Juni 2005, skriver jeg i min dagbog:”  Jeg kunne ikke komme op af min seng i morges på grund af smerter i min balde og lår. Aldrig har jeg haft så ondt før. Jeg ringede til mor på hendes arbejde, som straks ringede til lægen. Jeg kom til lægen med det samme, og sprang hele køen over. Han gav mig to valg muligheder: Enten kunne han indlægge mig, eller give mig em masse medicin og antibiotika. Selvfølgelig valgte jeg det sidste, eftersom jeg helt ikke vil på sygehuset. Inden jeg gik sagde han: ” Har medicinen ikke hjulpet inden nogle dage, indlægger jeg dig”

Selvfølgelig blev det ikke bedre. Onsdag den 6 Juli bliver jeg akut indlagt, fordi jeg ikke længere kan holde det ud. Jeg blev scannet. Ellers skete der ikke en skid mere… de gav mig ikke engang noget smertestillende, så jeg kunne ligeså godt ha lagt derhjemme som på det sygehus, for de gjorde ingenting. Jeg var bange af helvede til, for iNGEN fortalte mig noget, eller vidste noget. Jeg begynder at blive alvorlig træt af Hjørring sygehus. Oveni købet kommer de og fortæller mig, at i min journal står der at jeg HAVDE været i Århus for at blive opereret. Det vil sige at i min journal står der at jeg er  rask. Overlægen havde GLEMT at sende en henvisning videre til Århus. Var jeg ikke blevet indlagt akut… ja, så havde jeg aldrig hørt mere fra dem, og jeg kunne pænt blive liggende hjemme i min seng og have ondt. Vi beslutter senere at klage til patientklagenævnet over denne hændelse. Der går dog op til et år, før der forventes svar.

Efter et par dage bliver jeg sendt hjem igen, for at vente på svar fra Århus.

Den 4 August 2005  bliver jeg præsenteret for den overlæge (Steen) som skal behandle mig videre. Jeg bliver positivt overrasket, for han virker rigtig sød. Han er god til at forklare tingene, og hvad der skal ske. Hans foreløbige plan er nu, at jeg skal ind og opereres en lille smule hver anden uge i op til halvandet år. Det er meget kompliceret og lidt farligt, da det sidder tæt på lukke musklen. Skære man i lukkemusklen, er der en meget stor chance for at man hverken kan holde på det ene eller det andet bagefter. Det har jeg bestemt ikke lyst til, når jeg stadigvæk er så ung. Tænk at skulle gå med ble resten af sit liv. NEJ tak...

I starten af November bliver jeg så for første gang indlagt på Århus Amtshospital. Der skal ske en masse undersøgelser i narkose. Derudover skulle jeg have lavet en tyndtarms undersøgelse. Det var rigtig ubehageligt. Det er det værste jeg nogensinde har været ude for! De startede med at smøre en lang plastik slange ind i silikone. Den skal derefter ind i næsten, ned i halsen og videre ned gennem maven. Jeg har en meget stærk reaktionsevne, så jeg græd og kastede op i den laaange time det varede. Det var et rent helvede. Jeg kastede endda op i hovedet på lægen. Der var 2 lægestuderende med til undersøgelsen, og den ene var rigtig sød. Han nussede mig på armen og prøvede at få mig til at lede tankerne hen på noget andet imens. Ikke at det hjalp, men det var tanken som gjorde det. Da jeg blev kørt derfra, blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg nogensinde skal ha lavet den undersøgelse igen, så må de gøre det på en anden måde, for det holder jeg ikke til én gang mere. Det er helt sikkert.

Jeg skulle ha været opereret en lille smule den næste dag, men jeg blev sendt hjem, fordi jeg var blevet rigtig forkølet, også er det for farligt at ligge mig i narkose.

Den 22 december 2005 blev jeg som planlagt indlagt igen. Det var bare en undersøgelse, men den skulle laves i narkose. Det var en dagsbehandling, så kom hjem igen samme dag. Jeg havde svært ved at vågne op den dag.

Et par dage efter den sidste undersøgelse for jeg endnu en byld i balden, men jeg havde fået brev om at jeg skulle indlægges igen den 2 Februar, så jeg holdte ud og klarede mig med smertestillende, Ibumentin.

Den 2 februar 2006  blev jeg indlagt, og dagen efter kom jeg i narkose for at få drænet bylden, og det gik fint. Jeg have det rigtig dejligt, da jeg vågnede op, da det slet ikke gjorde ondt  på samme måde som før. Det var lækkert, og jeg blev sendt hjem om lørdagen.

Men allerede dagen efter jeg var kommet hjem, begynder jeg at få rigtig ondt i balden igen, og jeg kan nærmest mærke hvor hurtigt bylden den vokser sig stor igen. Jeg for mere og mere ondt, og om mandagen beder jeg min læge om noget stærkere smertestillende, for jeg kunne holde det ud. Han ville ikke give mig noget stærkere, før han selv havde kigget på det, så han kom ud for at kigge på mig, og var ikke i tvivl om hvorfor jeg havde så ondt. Han udskrev stærkere smertestillende og en omgang pencillin. Jeg falder i søvn om eftermiddagen ovenpå den stærke pille. Men min balde bliver værre og værre, og nu er huden begyndt at blive sort. Da jeg vågner igen virker det smertestillende ikke, og jeg kan næsten ikke holde det ud længere… jeg bliver meget dårlig og så svimmel at jeg ikke kan stå op og holde balancen. Vi tager min temperatur og den er 41,2. Der var vi klar over at den var helt gal. Min mor ringede til vagtlægen, som kom i løbet af en time. Han så rimelig forskrækket ud i hovedet, og kunne ikke forstå at jeg ikke var blevet indlagt noget før. Han indlægger mig i Hjørring.

Der går ikke meget mere end en halv time før ambulancen holder udenfor. De for mig op på båren, og vi køre af sted…

Jeg bliver kørt ind i modtagelsen, og i mellemtiden kommer mine forældre og kæreste. Jeg får en seng, og jeg bliver stukket 8 gange inden de finder en blodåre, som de kan stikke i. Det gjorde så ondt, og jeg kunne slet ikke lade være med at græde. Jeg var ked af det hele. Jeg fik væske og antibiotika med det samme.

Det var efterhånden blevet midnat, og mine forældre kørte hjem igen. Min kæreste blev hos mig lige til den lyse morgen. Han sad tålmodig og holdte mig i hånden. Jeg prøvede at falde i søvn, men det kunne jeg ikke…

Dagen efter bliver jeg lagt i narkose, og får skåret hele bylden væk. Jeg har nu et kæmpe åbent sår på 10 cm. Den næste dag bliver jeg overflyttet til Århus. De ligger mig i narkose endnu engang, hvor de skære endnu mere i balden for at finde denne her fistel. Såret er 10x7 cm. De har sat en sitron tråd i såret, som så går op i numsen. Det skal have ro, og for at det kan få det, laver de en midlertidig stomi på mig. Det vil sige at jeg også bliver skåret op fra navlen og ned forbi trussekanten.

Den første uge efter operationen husker jeg ikke meget fra. Nærmest ingenting. Jeg er dopet af morfin hele tiden, så jeg sover konstant. Og når jeg ikke sov kastede jeg op. Det var morfinen min krop ikke var så vild med. Jeg åbnede øjnene engang imellem, og hver gang sad min mor og kæreste hos mig. Jeg havde ikke klaret det uden dem. De var helt fantastiske til at være der for mig. Min kæreste har senere fortalt mig at jeg sagde at når jeg lukkede øjenen så jeg hvide dyr, elefanter og den slags. Det er typisk for folk som er på morfin.

Jeg bliver lagt i narkose hver anden dag, for at få skiftet forbindingen på balden. Det går langsomt fremad. Men jeg spiser stadigvæk ingenting , og har svært ved at stå/gå uden at blive dårlig. Jeg har ofte følelsen af at jeg skal besvime. Og oven i det hele, springer såret på min mave op, så det nu er et kæmpe åbent kødsår. Det kan ikke sys igen, da der bare vil komme bakterier i og blive en stor infektion.