Sygdom kapitel 3

Den 3 Marts 2006, bliver jeg udskrevet efter knap en hel måned på hospitalet, og 7 kilo lettere. Jeg var meget nervøs for at komme hjem. Der var jo ingen snor man kunne hive i, hvis der blev problemer. Men det gik, og der kommer en sygeplejerske hver morgen og skifter min forbinding. Det var mit livs hårdeste og værste måned. Jeg håber aldrig på at det skal ske igen, og jeg håber aldrig at det vil ske for andre. Det var forfærdeligt. Så nu har jeg bare brug for at mine venner kommer og snakker lidt med mig.
 

 Jeg skal indlægges igen den 24 April 2006.

Mandag d. 27 Marts 06. Sygeplejersken vil have os til at fremskynde tiden, da der er en mistanke om at såret vokser forkert, da jeg stadigvæk har mange smerter. Vi venter på svar fra Århus, som vil ringe tilbage…

  

Mandag d. 3 April. Vi mener nu at der er gået betændelse i såret på låret, da det lugter og jeg har rigtig mange smerter idag. Der skal gøres noget nu. Vi ringer til Århus, som ville ringe tilbage med et svar. De kommer frem til at jeg skal indlægges i århus d. 6 April.

  

Torsdag d. 6 April. Bliver indlagt i århus klokken otte om morgenen, og bliver lagt i narkose. De stikker heldigvis kun 2 gange idag, for at finde en åre til droppet. Jeg er ret besværlig at stikke i, og rekorden er 8 gange indtil videre.

Jeg vågnede rigtig hurtigt op fra narkosen denne gang, og er ikke ret meget svimmel. Lægen kommer ind og fortæller mig, at det hele heldigvis er som det skal være. Han er meget tilfreds med det, og har kun ros at sige. Så det er dejligt.

Han har været oppe og rode godt, for det bløder en del, og jeg er rigtig øm. plus han har skiftet denne sitron tråd.

  

Tiden den 24 April gælder ikke mere, da jeg kom til tidligere. Jeg skal indlægges næste gang den 8 Maj, hvor lægen vil spalte noget af numsehullet op. Det er en lille ting, og jeg kommer hjem igen samme dag.

  

Mandag den 23 April - Snoren som sidder fra såret og op i numsen gnaver hul på min hud, så det bløder engang imellem. Det gør ondt, og jeg glæder mig til at den skal væk. Såret gør ikke længere særlig ondt, kun snoren... skøønt... Sygeplejerskene syntes i øvrigt at jeg heler rigtig godt. Det vare ikke længe før jeg er fri for forbindingen på maven. Arret er ikke særlig pænt, men heldigvis har de snakket om at de vil gøre det pænt, når jeg skal have ført stomien tilbage. De åbner maven samme sted som sidst, for at føre tarmen tilbage til sin normale position. Så skære de det døde arvæv væk, og syr det sammen, så det kun blir en ganske tynd streg af ar jeg for. Og med tiden forsvinder det næsten. Det er jeg MEGET glad for. en jeg kommer aldrig til at gå på stranden og den slags igen. Det kan jeg simpelthen ikke få mig til med alle de ar. Det må folk acceptere at jeg har det sådan med det...

Lørdag d. 29 April 06 - De sidste 3 dage har jeg haft meget ondt imit låret og igår ved midnat blev jeg rimelig forskrækket. Hele minforbindning og mine trusser var smurt ind i blod og "snask". Jeg bad min mor se på det, og hun kunne se at noget af aret var sprunget op. Vi ringede efter sygeplejersken, som allerede var der efter 10 min. I de 10 minutter var såret gået endnu mere op. Sygeplejersken var lidt utryg ved at stå med det selv, så hun ringer til vagtlægen i Århus. Han beroligere os heldigvis lidt, men vil alligevel have jeg skal have kigget på det af en læge idag. Jeg mødte så op hos vagtlægen idag, og det var ikke så slemt. Såret har i sin tid lukket sig for hurtigt, så der er dannet et hulrum inden under min hud. Der har så samlet sig en masse blod og puds. Der har været pres på, og såret er sprunget op, så væsken har kunne komme ud. Eftersom det er kommet ud af sig selv, skal der ikke gøres mere ved det, andet end at holde det rent som vi plejer. Jeg tænker: Bare det ikke er ednu en fistel...??? 

Mandag d. 8 Maj, skulle jeg møde fastende i Århus klokken halv 8om morgenen. Mor kørte, så vi skulle op klokken 4 for at nå det. De er lidt forsinket, men ikke så meget. Jeg bliver kørt ind på operations gangen, og de stikker heldigvis kun to gange før de finder en åre til droppet. Inden de giver mig narkosen siger min læge at jeg godt kan forvente at jeg skal blive en dag eller to bagefter, da han vil skære en del op. Jeg kom på opvågningen bagefter, hvilke jeg ikke plejer, når det bare er en dagsbehandling. Jeg har rigtig ondt, og får en del morfin. Min krop er ikke særlig glad for det. Jeg blir meget rundtoset og klør over det hele. Jeg blir hurtig enig med mig selv om at jeg ikke skal med mor hjem idag. Jeg vil umuligt kunne sidde ned i bilen, så jeg blir kørt op på stuen... Lægen har næsten skåret hele det gamle sår op igen, da det var vokset forkert sammen... plus han har forlænget det, for at få tråden tætterer på numsehullet. Jeg overnatter på sygehuset og jeg bliver kørt hjem med ambulancen. Jeg skal nu indlægges ca hver anden- tredje uge, så vi er sikker på såret vokser sammen som det skal.Det går heldigvis godt med maven, som nu snart er vokset helt sammen.

Onsdag d 10 Maj -  Det er et rent helvede efter jeg er kommet hjemfra sygehuset. Jeg har simpelthen så ondt hele tiden, og jeg syntes ikke min medicin virker særlig godt, selvom jeg for en del stærke sager. Da jeg skulle ha´skiftet forbindning i morges måtte vi holde pause flere gange undervejs, da jeg blev dårlig af de stærke smerte og jeg græd... Håber snart smerterne blir lidt mindre, for ellers må jeg starte på de morfin piller igen... jeg orker ikke at have så ondt hele tiden... det er virkelig hårdt og tager meget på ens kræfter. Jeg har sovet det meste af dagen idag... for jeg har ikke ondt når jeg sover. Æv, hvor jeg bare syntes at det hele er noget lort...