Torsdag d. 11 Maj - Mor har snakket med min læge angående de stærke smerte. Så idag begynder jeg på morfin medicin igen. Det er depot piller som virker i 12 timer af gangen. Jeg håber virkelig snart de virker, for jeg har rigtig meget ondt.
Søndag D. 21 Maj - pillerne virker heldigvis godt, og jeg har ikke såondt længere. Det er dejligt. Så jeg begynder at trappe ud af morfin pillerne i aften. Stopper man med dem på én gang, vil man få abstinenser. Det er utrolig så mange kræfter man bruger på at have ondt. Har sovet 5 timer her i eftermiddags. Jeg venter på brev fra sygehuset endnu, men håber snart det kommer, for lægen sagde jo at han ville se mig noget oftere. Så det skal til at være nu.. hvis han altså vil overholde det.
Torsdag d. 1 Juni - Jeg venter stadigvæk på brev fra sygehuset. Sygeplejerskene siger vi skal ringe til dem, for at være sikker på der ikke er sket en fejl... men ellers går det meget godt... såret vokser fint sammen, men det sagde de jo også sidste gang...
Torsdag d. 8 Juni - Idag har jeg endelig fået brev fra sygehuset. Skal være i Århus klokken 8.00 tirsdag morgen. Altså her den 13 Juni. Mor ringede til dem i Tirsdags på anbefaling af sygeplejerskene, også har jeg så fået brev idag. Det var hurtigt, så noget tyder på at de måske havde glemt mig...
Onsdag d. 14 Juni - FØJ... det var en af de grimme oplevelser. Det er ikke mere en en halv time siden jeg kom hjem med ambulancen. Nå, men starter lige fra begyndelsen. Igår morges stod mig óg mor op halv 5, så vi kunne være i Århus klokken 8. Det gik også fint, og jeg kender programmet. Fik sygehus tøj på og lagde mig til at vente på at det var min tur. Efter 3 timers ventetid blev det endelig mig tur. Den søde og super rare portør Bent kørte mig op på OP (operationsgangen) Vi kender hinanden ret godt efterhånden :-) Jeg lagde mig over på denne sten hårde briks med de mange skarpe lys direkte i ansigtet. Heldigvis stikker de kun en enkelt gang før de finder en åre til droppet!!! Så sov Maiken...
En halv time senere vågner jeg op på gangen igen, og har sq egentlig ret ondt. Det blir værre og værre, så jeg kan ikke lade være med at græde til sidst. Det er en underlig fornemmelse. Som noget der trykker og gerne vil ud... Jeg når og få drukket et glas saft inden en af sygeplejersken kommer og skal skifte forbinding, hvor jeg bagefter gerne måtte tage hjem... men sådan skulle det ikke være!!! Idet hun får taget plastret af begynder det at sprøjte ud med blod, og jeg mener virkelg SPRØJTE!!! Jeg har aldrig set så meget blod før, andet på film. Sygeplejersken stopper alt muligt op i såret og tilkalder hjælp! Jeg tror ikke jeg har været så bange før... jeg blir tilkoblet en masse apperater som bipper vildt, fordi min blodtryk var skyhøjt! Overlægen Steen kommer efter kort tid, og de for mig plastret til, men det løber stadig trods det...jeg græder og græder, og det er der vist ikke noget at sige til. Portøren Bent skynder sig at køre mig tilbage på OP, og jeg blir nu lagt i narkose for anden gang idag.De for stopper blødningen og syr lidt også.Jeg havde mistet ca. 600 gr. blod. Efter tre kvarter vågner jeg op på opvågnings stuen, hvor jeg blir pudslet omkring. Jeg kunne ikke tisse, selvom jeg ihærdet prøvede flere gange på et bækken! Til sidst blev min blære så tømt ved hjælp af et kateter. Et langt tyndt plasticrør som de stikker op igennem urinrøret til den når blæren. Så løber urinen ud af sig selv. Det sved lidt, men det gjorde ikke ondt, og det LETTEDE helt vildt. Efter nogle timer på opvågningen er jeg ved at være lidt mere klar i hovedet igen, så jeg blir kørt op på en stue. Der tilbringer jeg aften og natten, så de kan holde øje med mig... Jeg sov også hele aften og hele natten ovenpå den tur. I morges stak Bent lige hovedet ind igen for at høre hvordan det går nu. Den stakkels mand blev vist lige så forskrækket som mig. Han stod på sygeplejerskenes kontor sammen med min mor da det skete. Han stak hovedet ud engang immelem for at se hvad der skete! "Der er godt nok meget blod" sagde han til min mor.Ambulancen hentede mig ved en halv to tiden, og nu sidder jeg her... ganske vist stadigvæk forskrækket, og har godt med smerter.. men det går! Tror sku snart jeg er ved at være hærdet...
Den følgende plan er nu at jeg skal indlægges igen den 10 Juli + jeg venter på brev, da jeg skal i en MR scanner, for at se hvor meget der er sket derinde siden sidste scanning i efteråret... tænk engang hvis det var sket herhjemme.. det kunne ha gået grueligt galt... det tør jeg ikke engang at tænke på...
D 8 Juli 2006 - Idag er der kommet brev fra embedslægerne i København ang. den klage vi sendte afsted i julen sidste år. De skriver at sagen ikke er blevet afvist, og der vil komme brev når der er noget en afgørelse. Det er nu rart at få at vide, for jeg blev sq ikke behandlet særlig pænt!! Så nu må vi se hvad der sker... jeg ved ikke rigtig hvad jeg ønsker der skal komme ud af klagen. Måske vil jeg bare have medhold i at de lavede en fejl! Og for at det ikke måske ved andre... Man glemmer ikke sinde patienter.
Ellers går det egentlig meget godt. Smerterne er ikke slemme, men det blir sikkert lavet om på mandag d. 10 når jeg skal til århus igen...
Den 11 Juli - igår gik turen så endnu engang til Århus Universitetshospital. Jeg skulle være der klokken halv otte om morgenen, så min vækkeur ringede kvart i 4. GAAB :-) Mor kørte mig ned til Henning også tog vi afsted til århus... vi var der i god tid, og jeg kom rimelig hurtigt ind. Fik tøj på osv. Jeg kender jo efterhånden rækkefølgen. Jeg blev kørt ned på OP af Bent og lå der i 3 kvarter før der skete mere. Steen kom hen og snakkede med og om hvad han ville gøre. Bare skrabe lidt i såret og kigge her og der og hvordan det hele ser ud. Jeg blir lagt til at sove.
Jeg har svært ved at vågne den dag, og jeg er meget fuldt og rundtosset. Sygeplejersken kommer ind og fortæller at Steen ikke syntes at såret heler som det skal. Han tror der er mere mellem himmel og jord, som han sagde, og han kan ikke gøre mere før jeg har været i en MR scanner igen. Typisk, for der var jo en ventetid på flere måneder. Men sygeplejersken ringer over på Skejby hvor scanningen finder sted og forklare dem sådan sådan og sådan. Kunne jeg være der kvart i et samme dag, så kunne de tage mig der. Det var rigtig pænt af dem, så jeg blev hevet i mit eget tøj igen! Så ret fuld kørte mig og Henning til Skejby sygehus. Jeg havde det sq ikke ret godt, men kom heldigvis hurtigt ind. Scanningen tog små 20 min, og det var ikke så slemt. Det har jeg jo prøvet en del gange efterhånden.
Det var en hård dag, og jeg sov fra klokken halv 5 da jeg kom hjem om eftermiddagen til klokken halv ti i morges hvor hjemme sygeplejersken vækkede mig.... Jeg er ret øm, men det går sagtens. Nu venter vi endnu engang på brev på sygehuset, om hvornår jeg skal ind næste gang. Og ikke mindst hvad scanningen fortæller. Den er jeg lidt spændt på, for gad vide om der er kommet flere fistler til, og om det der er blevet gjort indtil videre overhovedet har hjulpet…?
Torsdag d. 1 Juni - Jeg venter stadigvæk på brev fra sygehuset. Sygeplejerskene siger vi skal ringe til dem, for at være sikker på der ikke er sket en fejl... men ellers går det meget godt... såret vokser fint sammen, men det sagde de jo også sidste gang...
Torsdag d. 8 Juni - Idag har jeg endelig fået brev fra sygehuset. Skal være i Århus klokken 8.00 tirsdag morgen. Altså her den 13 Juni. Mor ringede til dem i Tirsdags på anbefaling af sygeplejerskene, også har jeg så fået brev idag. Det var hurtigt, så noget tyder på at de måske havde glemt mig...
Onsdag d. 14 Juni - FØJ... det var en af de grimme oplevelser. Det er ikke mere en en halv time siden jeg kom hjem med ambulancen. Nå, men starter lige fra begyndelsen. Igår morges stod mig óg mor op halv 5, så vi kunne være i Århus klokken 8. Det gik også fint, og jeg kender programmet. Fik sygehus tøj på og lagde mig til at vente på at det var min tur. Efter 3 timers ventetid blev det endelig mig tur. Den søde og super rare portør Bent kørte mig op på OP (operationsgangen) Vi kender hinanden ret godt efterhånden :-) Jeg lagde mig over på denne sten hårde briks med de mange skarpe lys direkte i ansigtet. Heldigvis stikker de kun en enkelt gang før de finder en åre til droppet!!! Så sov Maiken...
En halv time senere vågner jeg op på gangen igen, og har sq egentlig ret ondt. Det blir værre og værre, så jeg kan ikke lade være med at græde til sidst. Det er en underlig fornemmelse. Som noget der trykker og gerne vil ud... Jeg når og få drukket et glas saft inden en af sygeplejersken kommer og skal skifte forbinding, hvor jeg bagefter gerne måtte tage hjem... men sådan skulle det ikke være!!! Idet hun får taget plastret af begynder det at sprøjte ud med blod, og jeg mener virkelg SPRØJTE!!! Jeg har aldrig set så meget blod før, andet på film. Sygeplejersken stopper alt muligt op i såret og tilkalder hjælp! Jeg tror ikke jeg har været så bange før... jeg blir tilkoblet en masse apperater som bipper vildt, fordi min blodtryk var skyhøjt! Overlægen Steen kommer efter kort tid, og de for mig plastret til, men det løber stadig trods det...jeg græder og græder, og det er der vist ikke noget at sige til. Portøren Bent skynder sig at køre mig tilbage på OP, og jeg blir nu lagt i narkose for anden gang idag.De for stopper blødningen og syr lidt også.Jeg havde mistet ca. 600 gr. blod. Efter tre kvarter vågner jeg op på opvågnings stuen, hvor jeg blir pudslet omkring. Jeg kunne ikke tisse, selvom jeg ihærdet prøvede flere gange på et bækken! Til sidst blev min blære så tømt ved hjælp af et kateter. Et langt tyndt plasticrør som de stikker op igennem urinrøret til den når blæren. Så løber urinen ud af sig selv. Det sved lidt, men det gjorde ikke ondt, og det LETTEDE helt vildt. Efter nogle timer på opvågningen er jeg ved at være lidt mere klar i hovedet igen, så jeg blir kørt op på en stue. Der tilbringer jeg aften og natten, så de kan holde øje med mig... Jeg sov også hele aften og hele natten ovenpå den tur. I morges stak Bent lige hovedet ind igen for at høre hvordan det går nu. Den stakkels mand blev vist lige så forskrækket som mig. Han stod på sygeplejerskenes kontor sammen med min mor da det skete. Han stak hovedet ud engang immelem for at se hvad der skete! "Der er godt nok meget blod" sagde han til min mor.Ambulancen hentede mig ved en halv to tiden, og nu sidder jeg her... ganske vist stadigvæk forskrækket, og har godt med smerter.. men det går! Tror sku snart jeg er ved at være hærdet...
Den følgende plan er nu at jeg skal indlægges igen den 10 Juli + jeg venter på brev, da jeg skal i en MR scanner, for at se hvor meget der er sket derinde siden sidste scanning i efteråret... tænk engang hvis det var sket herhjemme.. det kunne ha gået grueligt galt... det tør jeg ikke engang at tænke på...
D 8 Juli 2006 - Idag er der kommet brev fra embedslægerne i København ang. den klage vi sendte afsted i julen sidste år. De skriver at sagen ikke er blevet afvist, og der vil komme brev når der er noget en afgørelse. Det er nu rart at få at vide, for jeg blev sq ikke behandlet særlig pænt!! Så nu må vi se hvad der sker... jeg ved ikke rigtig hvad jeg ønsker der skal komme ud af klagen. Måske vil jeg bare have medhold i at de lavede en fejl! Og for at det ikke måske ved andre... Man glemmer ikke sinde patienter.
Ellers går det egentlig meget godt. Smerterne er ikke slemme, men det blir sikkert lavet om på mandag d. 10 når jeg skal til århus igen...
Den 11 Juli - igår gik turen så endnu engang til Århus Universitetshospital. Jeg skulle være der klokken halv otte om morgenen, så min vækkeur ringede kvart i 4. GAAB :-) Mor kørte mig ned til Henning også tog vi afsted til århus... vi var der i god tid, og jeg kom rimelig hurtigt ind. Fik tøj på osv. Jeg kender jo efterhånden rækkefølgen. Jeg blev kørt ned på OP af Bent og lå der i 3 kvarter før der skete mere. Steen kom hen og snakkede med og om hvad han ville gøre. Bare skrabe lidt i såret og kigge her og der og hvordan det hele ser ud. Jeg blir lagt til at sove.
Jeg har svært ved at vågne den dag, og jeg er meget fuldt og rundtosset. Sygeplejersken kommer ind og fortæller at Steen ikke syntes at såret heler som det skal. Han tror der er mere mellem himmel og jord, som han sagde, og han kan ikke gøre mere før jeg har været i en MR scanner igen. Typisk, for der var jo en ventetid på flere måneder. Men sygeplejersken ringer over på Skejby hvor scanningen finder sted og forklare dem sådan sådan og sådan. Kunne jeg være der kvart i et samme dag, så kunne de tage mig der. Det var rigtig pænt af dem, så jeg blev hevet i mit eget tøj igen! Så ret fuld kørte mig og Henning til Skejby sygehus. Jeg havde det sq ikke ret godt, men kom heldigvis hurtigt ind. Scanningen tog små 20 min, og det var ikke så slemt. Det har jeg jo prøvet en del gange efterhånden.
Det var en hård dag, og jeg sov fra klokken halv 5 da jeg kom hjem om eftermiddagen til klokken halv ti i morges hvor hjemme sygeplejersken vækkede mig.... Jeg er ret øm, men det går sagtens. Nu venter vi endnu engang på brev på sygehuset, om hvornår jeg skal ind næste gang. Og ikke mindst hvad scanningen fortæller. Den er jeg lidt spændt på, for gad vide om der er kommet flere fistler til, og om det der er blevet gjort indtil videre overhovedet har hjulpet…?
Det er netop det han ikke kan tage sig sammen til at få gjort.. har været dernede 2 gange nu med min mave og ringet 4 gange og han har endnu ikke fået taget sig sammen til at få sat en undersøgelse igang.. og jeg kan ikke gå til andre læger da de ikke tager flere ind hernede.. så jeg kan kun vente og tage de smertestillende jeg nu kan tage..
SvarSlethvor irriterende!!! Men ved jo godt selv hvor langsomt systemet kan være... der er ikke andet at gøre end at blive ved med at presse på til det lykkes.
SvarSletkrammer
Hej søde Maiken
SvarSletNu har jeg læst de indlæg igennem, som du har sat ind om sygdom.. Og jeg aner stadig ikke, hvad jeg skal skrive til dig.
Men nu ved du i hvert fald, at jeg tænker på dig!
Kæmpe knus
takker søde kristina :O)
SvarSlet