kapitel 20

Jeg ved godt det er et langt kapitel, men det hænger ligesom sammen :O)

D. 21 januar begyndte jeg som sagt og få ondt igen og ringede til min læge i Århus. Allerede dagen efter kunne jeg komme til, for som jeg sagde til ham. Det kunne være rart at tage det i opløbet denne gang, så jeg evt. slap for en ny operation. Blev lagt i narkose, men de kunne ikke finde årsagen til jeg havde ondt, og blev sendt hjem. Kunne godt mærke at det ikke var blevet bedre.

D.23 januar vågnede jeg og havde endnu mere ondt. Tog telefonen og ringede igen Århus. De ringede tilbage ved en 16.00 tiden, og der mente de det var for sent at sætte noget igang, nu jeg kommer lang vejs fra. Fair nok sagde jeg, men sagde han måtte love mig der skete noget i morgen så, for på det tidspunkt var jeg på bristepunktet. Han lovede.

D.24 januar ringede en af lægerne til middag, og hun var ikke i tvivl om jeg skulle indlægges igen, så hun fik sat noget i værk med en ambulance og plads til mig på afdelingen. Jeg var lettet. Endelig skete der noget. Tror jeg var i Århus omkring klokken 18.00. Flere læger kom og kiggede på det, og eftersom jeg havde feber og ikke havde spist noget siden om morgenen sys hun jeg skulle opereres med det samme. Fint med mig, så jeg kunne få det bedre igen. Men jeg blev klogere... heller ikke denne gang fandt de årsagen.

D. 25 januar. Fortalte dem at nu måtte de snart tage sig sammen og gøre noget, for jeg kunne mærke time for time hvordan det blev værre. Så endnu engang måtte jeg på operationsbordet, og heldigvis kan man så sige, fandt de en byld på 7x4 cm. Hvordan kan man overse den? I så fald havde jeg det straks bedre... selvom jeg havde fået det skåret op endnu engang. Rutinen med skiftning og narkose hver anden dag stod på i en uges tid.

D. 30 januar. var dagen for en tyndtarmsundersøgelse, som foregik på et andet sygehus i Århus. Skulle sluge et kamera som ville tage mange billeder i sekundet de næste 8 timer af min tyndtarm, for at finde evt. skjulte tarmsygdomme. Følte mig ret akavet, da jeg skulle have plaster, ledninger, blinkende dimser og tilmed seler på i de 8 timer. Men hva... det gik jo. Den dag idag er kameraet ikke kommet retur igen!!! *GG* Lyder nok så morsomt, men det bekymre mig faktisk at det stadig er derinde et sted... en af lægerne vile tage røngten og fjerne det, mens en anden ikke ville gøre noget ved det endnu, da jeg ingen symptomer har på det sidder fast. Men det må det jo gøre siden det ikke er kommet ud med stomien endnu. Døjer med kvalme og mavekneb når jeg har spist noget, så vil nævne det for lægen næste gang jeg skal derned. Selvfølgelig er jeg en af de få hvor det sker det sætter sig fast... Men er efterhånden vandt til jeg kun er uheldig. Den dag det går efter planen, tror jeg at jeg besvimer for det vil jeg slet ikke kunne tro på!!!

D.31 januar var den værste i hele mit liv, og jeg ryster stadigvæk bare ved tanken. Om morgenen da jeg havde været i badm fik jeg noget rødt udslet i ansigtet som kløede enormt, men tænkte ikke mere over det. Var i narkose denne dag, og da jeg vågnede op fik jeg det virkelig dårligt. Udslettet bredte sig til halsen og jeg kløede hul flere steder. Samtidigt blev jeg rigtig svimmel og jeg blev først bange da jeg pludselig ikke kunne trække vejret. Det var virkelig væmmeligt og den næste times tid minder mest af alt om en scene fra "skadestuen". Lægen flåede mit tøj af, sengen blev hevet op, fik ilt i næsen og bagefter fik jeg en maske på med noget underligt noget der røg. Samtidigt med de sprøjtede noget medicin ind i årerne på mig mod allergisk reaktion. Jeg var bange, græd og rystede som om det aldrig ville stoppe igen. Langsomt fik jeg det bedre, men det tog godt nok hårdt på mig! Sov fra klokken 4 om eftermiddagen og så til middag den næste dag. Dagen efter var jeg også helt ødelagt og stadigvæk bange. Der er ingen der ved hvorfor jeg reagerede sådan eller på hvad. Det vil sige det kan ske igen, og det gør mig hunderæd. Er nærmest blevet helt angst for det. men som min mor sagde. Det kan ikke nytte noget, livet skal gå videre...

Blev jo så udskrevet igår, men skal derned igen om 14 dage. Det er bare en samtale og svar på nogle prøver. Måske håber jeg også lidt på han nævner noget om den kommende London tur, men nu må vi se...

Fortsættes i kapitel 21...