Kapitel 23

Den 23 Marts 2008 - Nu er det endnu engang tid til at få skrevet lidt ned om de sidste par uger med ny sygehus tur, og ny operation... inden jeg fortrænger det :)

Jeg vågnede op d. 8 marts og var øm bagi og videre derfra gik det jo kun en vej - Ned af bakken - Denne gang har jeg ikke noget på det, at det måske kunne være derfor eller en anden grund. Jeg blev opereret i Januar også, så eftersom det ikke er så langt tid siden, var jeg slet ikke begyndt at kunne sidde ned eller noget... altså det kom som regn fra en klar himmel.

Selvom jeg kunne mærke at bylden måske ikke bar helt så stor endnu, tog jeg alligevel telefonen og ringede til min læge i Århus... Jeg tænkte på at det snart var weekend og påsken nærmede sig også. Så fornuften sagde jeg hellere måtte ringe og fortælle hvordan det stod til, for så var han i det mindste forberedt på at jeg nok snart ville ringe, for at sige den var hel gal igen. Lægen var slet ikke i tvivl... hans ord var at jeg bare skulle komme så hurtigt jeg kunne. Jeg havde ikke regnet med han ville se mig med det samme, men Henning fik fri fra job og jeg pakkede de mest nødvendige ting og afsted kørte vi til Århus. Var egentlig i overraskende godt humør for jeg havde endnu ikke de store smerter, og jeg glædede mig et eller andet sted til at hilse på personalet. De fleste er virkelig nogle rare mennesker, og når alt det her engang er overstået så vil jeg helt klart savne dem. Der gik heller ikke mere end en times tid før portøren Bent kom for at hilse. Det var desværre også alt jeg så til ham denne gang. Jeg tror måske han fik påskeferie, for man plejer nok at høre ham når han er til stede :p Efter diverse samtaler med nogle læger og trykken på min kære balde, satte de mig på listen til dagen efter. Først klokken 20.00 næste aften blev det min tur, efter at have fastet i næsten 24 timer. Ærlig talt sys jeg sku det er for dårligt at man skal vente så længe. Vente tiden er noget af det værste jeg ved, og noget af det der ødelægger mig allermest når jeg er afsted. Nå, men jeg vågnede op fra narkosen og kune mærke det var blevet en lille smule bedre nedad på låret, men ellers følte jeg det var det samme. 2 dage efter kom jeg ned igen og de fik drænet en lille byld. Det lettede selvfølgelig lidt, men følte stadigvæk ikke det var godt nok. Jeg havde ondt, og det blev kun værre... 2 dage senere kom jeg igen under kniven, og denne gang hjalp det. Det skulle også vise sig at blive rigtig rigtig hårdt. Jeg vågnede op fra narkosen hen på aftenen og havde det rigtig skidt og havde rigtig ondt bagi. Henning sad heldigvis ved min side og nussede mig. Jeg græd og så skal man som regel pudse næse på et tidspunt. I det øjeblik jeg pudsede næse begynder såret at bløde rigtig meget. Jeg kan mærke det bliver varmt og det løber ud og nedad benet og sådan. Sygeplejerskene beroligere mig med at det nu er helt normalt og de fortæller at de havde skåret noget ret kedeligt væk. Der var et stykke kød der var dødt, altså helt sort, så det havde de skåret væk. Lægen der gjorde det kunne godt forstå jeg havde haft så ondt. Som tiden går kan jeg godt mærke det ikke ville stoppe med at bløde, selvom de sagde at det skulle det nu nok. Først da jeg skulle tisse, hvilket jeg skulle have hjælp til, tilkaldte sygeplejerskene en læge, da bleen og forbindingen ikke kunne suge mere blod. Det løb ned at mine ben og mine sko blev helt sølet ind. Jeg holdt et håndlæde for såret og fik humpet ind i seng igen, med blodspor efter mig. Jeg var efterhånden et nervevrag og kunne ikke hænge sammen. jeg var bange... rigtig bange. Det førte mig direkte tilbage til den dag sidste år hvor et blodkar sprang og det flød med blod som man kun ser det i splatter film. Igen forsikrede de mig om at det var ikke det... men efter nogle timer hvor de havde prøvet at stoppe blødningen, indså de, at det ville det ikke... Det var blevet midnat og jeg kom i narkose for 3 gang på under et døgn. Om natten da jeg vågnede fortalte de at det var et blodkar der var flækket på langs, men det var stoppet nu. Jeg er rigtig rigtig glad for at Henning var der netop den aften. Jeg var helt utrøstelig og tror aldrig han har set mig græde sådan før. Jeg havde rigtig ondt eftersom de forskellige læger stoppede ting og sager ind i såret for at få det til at holde med at bløde. Havde fået en sovepille og adskellige doser smertestillende. Så meget at jeg fik svært ved at trække vejret til sidst, men det var helt normalt sagde lægen. De fik kaldt et hold narkose folk sammen og jeg fik syet det sammen. Dagen efter dette var også et rent helvede, og der skulle ingenting til før jeg brød grædende sammen. Tror jeg brugte 90% af dagen på at græde og følte mig virkelig uheldig. Jeg havde mistet ret meget blod, så jeg var så træt at jeg ikke orkede at føre en samtale og jeg orkede ikke at spise noget. Jeg lå bare der under dynen med lukkede øjne, mens mor strøg mig blidt på benet og forsøgte at få mig til at drikke lidt sodavand og spise et bolsje, så blodsukkeret kunne komme lidt op. Samtidig med en uudholdig hovedpine og hjertebanken efter blodtabet. En læge mente jeg skulle have 2 poser blod, mens den anden mente jeg var ung nok til at kunne arbejde det op igen. Jeg får så bare jern tilskud, skal drikke rigeligt og spise en masse grønne grøntsager for at få blodprocenten i vejret igen. Jeg ville nu godt ha ønsket at de gav mig det blod, så jeg måske havde lidt mere energi og ville slippe for al den hovedpine og hjertebanken oveni smerterne!!!

Men det er okay... jeg har det okay, og jeg er bare glad for at være hjemme igen. Men jeg er træt... rigtig træt. Så træt at jeg sommetider ikke engang orker at række armen ud efter fjernbetjeningen for at slå over på et andet program! Henning siger det slet ikke er mærkeligt... Min krop er helt færdig og jeg føler mig som en på 80.

Hvor jeg håber det her snart er overstået, for jeg orker seriøst snart ikke mere... suk...

fortsættes i næste kapitel...