Kapitel 30

Som dagene skred frem og kom mere og mere på benene igen, var der lys forude til at komme hjem. MEN hende lægen skulle lige blande sig en gang mere inden. Hun gav mig en bøtte med noget gele ligende i og sagde at jeg måtte komme hjem når jeg kunne knubbe geleen ind i mit eget sår. Hvis du forestiller dig at du har fået en streg på huden af en kuglepen og forsøger at gnubbe den af med fingrene. Det skulle jeg gøre med min egen finger i mit eget sår. Endnu engang måtte masken frem, men hvad hjælper det hvis jeg gerne snart skulle hjem? derhjemme har jeg jo ikke sådan noget. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, men da slet ikke i nærheden af det lægen havde sagt. Men sygeplejersken var tilfreds. Dagen efter ville hun overvære at jeg skulle gøre det igen. Der kom bare aldrig nogen dagen efter, så jeg slap for at gøre det mere end den ene gang. Da jeg senere på ugen blev indlagt akut fik jeg forbud af min læge i Århus at bruge geleen, og det røg i skraldespanden med det samme. Men det kommer jeg til lidt senere.

Jeg var lykkelig for at jeg endelig måtte komme hjem efter 6 dage i London. Turen hjem var sku hård og jeg havde det ret skidt. Men en lur i flyveren gjorde det lidt bedre. Turen hjem tog lidt længere tid end beregnet da der var så meget vind at vi måtte flyve rundt og rundt til det kunne lade sig gøre at lande.

Hos mine forældre i Skagen ventede der dansk fjernsyn og ikke mindst mors danske mad. Det var rart at blive sørget lidt for og ikke skulle tænke på vasketøj, rengøring og den slags.Jeg nåede at være hjemme i 3 dage da jeg så en morgen gik i bad og såret begyndte at bløde noget så forfærdeligt. Jeg er ikke klar over hvad der gjorde udslaget. Måske måden jeg var stået ud af sengen på, jeg ved det ikke. I så fald løb det ned af mine ben og jeg fyldte det ene efter det andet håndklæde op med blod. Det mærkelige var at der kom en helvedes masse gammelt størknet blod også. Altså store lækager/koaler af gammelt blod og noget mærkeligt VIRKELIG ildelugtende masse ud fra mit numesehul. Hver gang jeg rejste mig fossede det ud mig dette gammelt blod. Det tog lidt af som timerene gik, men jeg blev jo straks møg bange og mine tanker røg tilbage til de 2 gange jeg har oplevet at et kar springer. Selvom det ikke var helt på samme måde denne gang så blev jeg bare så bange. Rigtig bange. Når jeg blir bange, ryster jeg som jeg ved ikke hvad, græder og skal sjovt nok tisse hele tiden. Hjemmesygeplejersken Diana var der, men jeg var stadigvæk ikke tryg ved sagen. Hun forsøgte hele tiden at skylle blodet væk så hun kunne se hvor det kom fra, men det var umuligt. Hun ringede ned til min gamle læge og bad ham at hjælpe os, så der blev bestilt en ambulance som kom en lille time efter vil jeg tro. Det føltes som mange mange timer. Jeg humpede ud på båren og vi kørte afsted til Hjørring hvor jeg i første omgang kom hen. I ambulancen forsøgte de at ligge drop på mig, da de var bekymret for mit lave blodtryk. Det lykkedes dem dog ikke.

Da jeg ankom til Hjørring sygehus blev jeg placeret i isolation. Da jeg har været i udlandet kunne jeg ha nogle farlige bakterier på mig som jeg kunne starte en hel edepemi med. Så hver gang nogle skulle ind til mig havde de det vilde udstyr på. Jeg følte mig faktisk rigtig syg *GGG*

Der kom en læge. udenlandsk gammel mand som jeg ikke forstod hvad sagde, kom og kiggede på det. Han mente ikke der var nogle frisk blødning fra såret, men kun noget gammelt blod der kom ud. Jeg sagde til ham flere gange at han tog fejl. Jeg kan godt kende forskel på gammelt og friskt blod, og hver gang jeg skulle tisse var bleen fyldt og det løb ned i toilettet med blod. Jeg blev sur over at han ikke troede på mig og endnu mere sur da de ikke ville gøre noget, for jeg fik det jo mere og mere dårligt og blev mere og mere bange. Aldrig har jeg grædt så meget som den dag. Og det var ikke engang fordi det gjorde vildt ondt... men fordi jeg var bange. RIGTIG møghamrende bange. De havde taget en blodprøve da jeg ankom til sygehuset for at tjekke min blodprocent. Den var lav. De tog en ny prøve klokken 20.00 om aftenen og den var faldende. Egentlig var jeg lettet over at høre det, for det betød at jeg havde ret. SÅ nu skete der endelig noget. En sød og rar læge kom og fortalte at han havde været med til at skære det op den aller første gang. Nå, men de ville ikke pille ved det og han sagde ærligt at han ikke bidste en skid om hvad han lavede hvis han begyndte at rode med det. Så han ville overflytte mig til Århus med det samme, så jeg var klar til operations bordet den næste morgen. Jeg var i Århus omkring klokken 01.00 om natten og igen kom jeg i isolation. Jeg fik en sovepille og faldt heldigvis til ro og fik et par timers søvn. Men kan i forestille jer hvor svært det er at falde i søvn, når man ved at man ligeså stille er ved at forbløde?

Fortsættes i kapitel 31