Den næste morgen vågnede jeg op til lyden af min kære Bents vidunderlige stemme, som altid kan få mig til at smile. Det er utroligt hvad den mand kan udrette. Han fortjener noget stort!!! Jeg blev kørt ned på operations gangen og sjovt nok var min nervøsitet mere eller mindre forsvundet. Jeg blev lagt i narkose og da jeg vågnede fortalte Lilly at det blødte 2 steder fra såret og det havde hun nu syet sammen, oveni at have det renset godt og grundigt. Men hun ville ha mig i narkose dagen efter igen for at være på den sikre side og sørge for det er helt og aldeles rent.
Det var nu ikke så slemt at ligge i isolation, for i denne varme kunne jeg så selv bestemme hvor meget og hvor lidt vinduerne skulle stå åbent. Samtidigt havde jeg eget toilet og det er jo heller ikke beklageligt. Personalet var glad for at jeg så sådan på det. De havde taget prøve både fra mit sår men også næse og hals for at se om jeg skulle ha disse bakterier Jeg har netop fået svar på den sidste idag og de var alle negative. De havde heller ikke regnet med at der var noget, men det er nogle forholdsregler de blir nødt til at tage. En af sygeplejerskene fortalte at de engang havde en med de farlige bakterier. Hun lå på en 6 mands stue og det betød at de andre 5 også skulle i isolation. Det var et helvede sagde hun. Så heller passe på en gang for meget end en gang for lidt.
Under den sidste narkose havde lægen kraft edme stoppet klude i såret igen. Hvornår pokker lærer de det? Det suger sig fast ind i såret og er umuligt at få ud uden jeg går i bræderne. Sygeplejersken sagde at hun ville gøre et forsøg og gik det ikke, måtte jeg have det ud i narkose. Det var ikke meget hun prøvede, for hun kunne både mærke hvor fast det sad, men også hvor ondt det gjorde på mig. Så endnu en narkose dagen efter havde jeg i vente. Bagefter fortalte de mig at de var blevet nødt til at brænde mig fordi det blødte en del da de hev kluden ud. Kunne i ikke se sygeplejersken havde fået det ud dagen før, og så ville blod helvedet starte endnu engang!!!
Jeg blev udskrevet efter en uge, og kom hjem i tirsdags.
Siden da har jeg haft ret svært ved at falde til herhjemme igen. Jeg er sindsyg følsom og har bare brug for somme tider at tude. Uden en årsag til det...
Jeg kan ikke rigtig overskue alt det huslige og så videre. Det er enormt frustrerende for mig ikke at kunne helt almindelige basale ting. Sådan er det lige nu og det må jeg acceptere.
oveni er jeg simpelthen så bange for at det skal komme til at bløde igen. Jeg er blevet bedre til det, men de første 2 dage rendte jeg på toilettet konstant for at tjekke at det nu ikke blødte. Måske fordi lægen sagde at hun ikke kunne garantere at det ikke ville ske igen???
fortsættes...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar