Sygdom kapitel 7

4 Januar 2007 - De ringede fra hospitalet i morges, for at sige at min tid den 12 er rykket til den 15 Januar i stedet, da overlægen Steen, som skal kigge på mig, ikke er på job den dag. Det gør mig ikke så meget, også kan jeg nyde weekenden for en gang skyld uden at ligge og have det skidt efter bedøvelsen. Eller går det okay med såret. Dog havde jeg sindsygt ondt den anden aften, og kunne hverken gå, ligge eller holde ud til at være nogle steder. Det lugtede fælt, og der kom en del blod og snask ud. Sygeplejersken kunne godt se hvor det gjorde ondt. Der er et sted i såret som er dybere end det andet, og det skal renses godt ellers går der ting og sager i det. Og det må ikke ske. Derfor skyller de ekstra grundigt om morgenen nu, og det er ikke spor sjovt... men hellere det end en infektion.

15 Januar 2007 - Stod op klokken 02.00 for at være klar til klokken 02.45, hvor jeg blev hentet af ambulancen. Det blir tidligere og tidligere de henter mig, selvom jeg først skal være der halv 8. Afsted kørte vi, og jeg skulle skifte i Hobro hvor jeg også l ige måtte ind på hobro sygehus for at tisse :) Allerede halv 6 var jeg i Århus, og ALT var jo lukket så vi kunne ikke komme ind nogle steder. Efter at have gået hele sygehuset rundt endte vi på den afdeling jeg plejer at være, når jeg er indlagt over længere tid. To sygeplejersker var rigtig søde, og fandt lyn hurtigt en seng jeg kunne ligge og vente i på gangen i et hjørne. Problemet var bare at de to i mellem tiden havde fået fri, og ingen havde en levende anelse om at jeg lå der!!! Det var et held jeg ikke faldte i søvn, så da klokken var 07.20 gik jeg over og spurgte om der ikke var en som kunne følge mig ned der hvor jeg skulle være, for jeg anede virkelig ikke hvilke elevator og trapper jeg skulle tage!!! Og havde bestemt ikke lyst til at fare vild! De så ret måbende ud som om "hvad fanden er det hun siger, og hvad laver hun her". Jeg var ved at være godt gnaven på dem, men heldigvis var der en rengørings dame som jeg i forvejen kendte. Hun viste mig vej, og det var jeg glad for...Hun kunne godt huske mig, og det er altid rart de kan det. Det viser at man ikke bare er luft for dem alle, og at man rent faktisk er husket af nogle. Jeg fandt ned hvor jeg skulle være og fik hurtigt en seng og kom i noget tøj. Resten gik ret hurtigt og 08.02 kom Bent og hentede mig. Humøret stiger altid når det er ham. "jeg vidste godt du kom idag" sagde han :) Og vi fik vores sædvanlige snak. *G* Han kørte mig hen foran den operations stue hvor jeg skulle være, lagde hånden på skulderen og sagde "vi ses, maiken". Alle de læger, narkose læger etc. hilste pænt godmorgen. Igen, det er så rart at personalet gør lidt ekstra udover det de skal. De har jo ikke krav på at de skal snakke med de forskellige patienter. Men det er rart, og betyder meget for os patienter. Jeg hoppede ind på operations bordet og blev tilkoblet de forskellige dimser, og en sygeplejerske begynder at banke og hamre på min hud, for at få blodårerne til at titte frem. Men jeg tror de har mere nåleskræk end mig :-) Hun mener at havde fundet en på siden af hånden, så hun prøver at stikke og forsøger ihærdigt at lirke nålen i en åre!!! Efter et kvarter (sådan føltes det i hvert fald) gav hun op, og tilkaldte en anden narkoselæge over radioen. En mand!! FEDT, tænkte jeg... de er altid så hårde, og regner ikke med at det gør ondt!!! Endnu engang tæsker han løs på min hånd og siger "ja, det er jo ikke lige frem fordi de springer en i øjnene" Han kom frem til at han ville prøve ovenpå hånden, hvilke de aldrig gør, for der kan man SLET ikke finde dem. Han stikker, men kan ikke ramme den. Igen begynder de at lirke den frem og tilbage. Jeg blev sku dårlig til sidst, og det hele begyndte at køre rundt. "så er den der", sagde han heldigvis... heldigt for mig, for ti sek. mere var jeg besvimet. Min læge Steen kom og spurgte hvordan det var gået siden siden, og eftersom jeg ikke havde haft nogle problemer ville han kigge på det, inden de lagde mig til at sove. Måske var det slet ikke nødvendigt at bedøve mig.Hvad faen skulle jeg så stikkes for??? Han var også tilfreds, men han ville alligevel ind og rode og skrabe lidt. De lagde mig til at sove...

Vågnede et par timer senere, og imellem tiden var Henning kommet så det var bare super dejligt. :) Vi var begge spændt på hvad Steen ville sige, da han ikke havde set det siden han opererede det i november. Der er gået hurtigt, så selvfølgelig var vi nervøse om det nu er vokset rigtigt sammen, og hvad der så skulle ske. MEN, Steen var bare så positiv og glad. Det er vokset rigtigt sammen denne gang, og han regner med det ville hele HELT i løbet ef en måneds tid. Vi var lettet... tænk engang... et helt år med hul i bagdelen, smerter og hjemmehjælp, og nu er det forhåbentlig bare snart slut. Jeg skal IKKE skæres op igen :-) Siger det lige igen...jeg skal IKKE skæres op igen *GG* Skal derned igen den 12 februar hvor lægen så vil snakke med mig om hvordan han vil lukke de huller jeg har i mine tarme. Jeg aner ikke hvordan det kommer til at foregå, men håber det er noget som er hurtigt er overstået. I hvert fald er det lækkert at jeg måske en ane lyset for enden af tunnelen nu...

fortsættes...