sygdom kapitel 14

1 november 2007- ja, så gik det galt igen!!! Er netop kommet hjem fra sygehuset efter 29 dage. Så længe har jeg aldrig før været der... det har godt nok taget hårdt på mig denne gang, og er ret overrasket over, hvor afkræftet jeg er. Jeg håber snart det blir bedre. Må hellere starte fra begyndelsen. Skulle på sygehuset den 3 oktober som planlagt, og efter den sædvanlige gang med narkose vågnede jeg op med mange smerter. Jeg kunne mærke det bare var helt galt. Noget var i hvert fald ikke som det plejer at være. Jeg kunne heller ikke rigtig tisse. Følte det hele var så hævet dernede omkring, så jeg fik tømt blæren med et kateter. De havde svært ved at finde urinrøret netop fordi jeg var så hævet, så det var et maridt. Jeg følte det virkelig som om de hev mig i stykker dernede. Eftersom Steen sagde han kun havde skyllet såret igennem forstod jeg det jo slet ikke. Han fortalte at jeg havde ret i at såret ikke længere voksede sammen, og han anede simpelthen ikke hvad han skulle gøre, så han havde planer om at sende mig til London forefter tiden. London??? Det er godt nok langt væk... så det er ikke kun dødelige syge der blir sendt til udlandet. Nå, men jeg overnattede på sygehuset og efter en nats ro sys jeg egentlig det blev lidt bedre. Men jeg tog fejl... og var nok for optimistisk! Så den 6 oktober kunne jeg ikke holde det ud længere og ringede til mor og fik hende til at hjælpe med at få kontakt til sygehuset i Århus.  Hun tog fri fra job og kom ned for at hjælpe mig. De protesterede og ville ikke indlægge mig. Mor sagde til dem at de måtte snakke med Steen som behandler mig dernede. Efter de havde snakket med ham, var der ingen problemer med at få mig indlagt, og det varede ikke længe før jeg blev hentet af ambulancen. Det var en hård tur derned, og havde sindsygt ondt. Balden var tidligere på dagen begyndt at blive blå, og det mærkelige var at det var den modsatte balde. Den havde jeg aldrig haft problemer med, så det bekymrede mig ret meget . Der kom nogle forskellige læger, som trykkede og pillede en del. Der var et hårdt område i den venstre balde og lægen var ikke i tvivl. En ny byld. Jeg kunne bare ikke mærke det. Smerten i den modsatte balde var alt for stærk til jeg kunne opfatte hvad der foregik i den venstre. Der var ikke andet at gøre end at ligge mig under kniven.

Dagen efter fik jeg opereret bylden ud. De skære hele mit sår op igen. Udover bylden havde jeg pådraget mig en infektion i den  højre balde, så der har de skåret ca 5 cm. op også. Tæt ved skeden... lige dér hvor man er allermest øm. Jeg brød fuldstændig sammen da de fortalte mig det, og jeg var utrøstelig. De havde lagt kateter på mig også, da jeg ikke kunne tisse selv fordi jeg var så hævet dernede at det hele var lukket til. Jeg blødte udad skeden også fordi der var så meget pres på.  Jeg var i narkose tre dage i træk og efterfølgende hver anden dag, for at få såret renset. En af dagene kastede jeg op under narkosen, hvilke jeg aldrig har gjort før. Det blev jeg inderligt forskrækket over. Jeg fik taget røgten af mine lunger, mens jeg lå på opvågnings stuen og prøvede at komme mig over narkosen. Selvfølgelig havde jeg fået opkast i lungerne, som havde givet mig en lungebetændelse oveni. Derudover kunne jeg ikke trække vejret ordenligt uden at få ilt, så det lå jeg med i nogle dage inden jeg selv kunne igen. Et par dage senere kastede jeg igen op under narkosen, også turde de ikke rigtig gøre det så tit mere, så jeg blev bedøvet sådan at jeg ikke kunne mærke noget som helst og sov... men jeg trak alligevel selv vejret. Det var egentlig meget rart, for jeg var meget mere - og hurtigere vågen bagefter.

En af dagene jeg var der tog min veninde ak godt nok røven på mig. På den gode måde :) Hun sendte en sms og spurgte om jeg havde fået de blomster hun havde sendt. Det havde jeg ikke, og et par minutter efter stod hun i døren med et smøret grin: "nå, men så må jeg jo aflevere dem selv!!!" Hun havde taget toget fra KBH til Århus... bare for at besøge mig i et par timer for så at tage hjem igen. Kan man ønske sig en bedre veninde? Det fik i hvert fald humøret til at stige.

Jeg husker ikke særlig mange detaljer fra opholdet fordi jeg var så dopet af alt det smertestillende, for jeg ikke skulle have så ondt, men håber alligevel i forstår sammenhængen i det jeg skriver :)

Kiloerne raslede af mig, dels fordi jeg skulle faste hver anden dag og dels fordi jeg havde kvalme hele tiden og ingen lyst til mad. Er blevet ca 8 kilo lettere og mine ben er tynde som spagetti. De få muskler jeg havde er helt væk i benene. Igår da jeg var på vej hjem med ambulancen skulle jeg selvfølgelig tisse midt i det hele, så vi holdt ind på en resteplads (gudskelov for restepladser, ellers havde jeg tisset i bukserne!!!) Da jeg skulle træde to trin op i ambulancen igen, forsvandt mine ben under mig. Jeg blev ret chokeret over at jeg ikke engang kunne det. Jeg håber lidt at kræfterne kommer tilbage i løbet af nogle dage, så jeg kan gå på trapper igen. Indtil da sover jeg i stuen. Jeg græd af ingenting igår da jeg kom hjem Et kys fra Henning fik mig til at tude. Tror det var en masse forskellige følelser der pressede sig på... Usikkerheden, og ikke mindst frustrationen over alt det jeg ikke kan, men gerne vil. Kan ikke helt finde ro herhjemme endnu, men det kommer forhåbentlig. Det har været en hård omgang. Hver gang håber jeg på det ikke sker igen. Blir nødt til at håbe... ellers vil jeg bryde helt ned.

En af de sidste dage jeg var dernede fik jeg lavet en koloskopi. Et kamera de puttede gennem stomien og undersøgte min tyktarm på kryds og tværs - igen. Måske i håb om at finde tegn på hvorfor min krop opføre sig sådan. Heldigvis var jeg bedøvet så jeg mærkede ikke noget.

Planen er så nu at jeg skal på sygehuset igen den 20 november hvor jeg skal i bedøvelse og kigges på og blandt andet have svar på den koloskopi. Jeg skal også på et tidspunkt have min tyndtarm undersøgt igen. Der kommer jeg til at skulle sluge et lille kamera som så tager billeder af hele tarmen. Først når de er helt sikre på jeg ikke har en tarm sygdom, vil jeg blive sendt til London.

Tak til de venner og familie som virkelig har været der for mig, sendt blomster, penge, chokolade, sms og bare været der!!! Det hjælper mere end i tror... Mest tak til mor og Henning. Uden dem havde jeg ikke kommet igennem det her endnu engang.

Nu vil jeg bare nyde de næste tyve dage inden jeg skal afsted igen, og prøve at få bygget min krop lidt op igen. Må indrømme jeg føler mig som en på 90 i disse dage. jeg er HELT og aldeles færdig...

fortsættes...