Kapitel 22

Kig tilbage i arkivet, for at finde alle de andre kapitler af min historie...

I torsdags ( 14 februar 08) havde jeg tid i Århus til kontrol af såret og andre praktiske ting. Vi skulle først være der 15.30 hvilket er helt uvandt, når vi plejer at skulle være der før en hvis herre får sko på. Men det var faktisk rart at køre mens det var lyst, så man kunne nyde lidt af udsigten.
Vi ventede ikke længe på at komme ind, så det var rart. Han så på såret, og det ser pænt ud som altid. Der var også kommet svar på tyndtarms undersøgelsen, men den viste kun en mørk plet på tarmen... Men som han sagde, det kunne være hvad som helst og han mener ikke det har noget med noget at gøre, så det skal ikke tjekkes yderligere.
Fortalte ham at det kamera fra undersøgelsen endnu ikke var kommet retur og fortalte hvad de forskellige læger havde sagt til mig omkring det. Han så ret alvorlig ud i ansigtet, og jeg er sikker på en af lægerne for en løftet pegefinger af ham, for bare at sende mig hjem uden at gøre noget ved det kamera. Så Lægen skrev straks en henvisning til røngten, så vi kan finde ud af hvor det kamera er blevet af. Det er rart der blir gjort noget ved det, for følelsen af at der sidder et kamera fast derinde et sted, sys jeg ikke er så sjovt :)

Så spurgte han mig om jeg var klar til at tage til Englang og blive opereret, for så ville han sætte det igang med det samme. Der skal skrives til professoren i England og sundhedsministeriet skal kontaktes, når en patient skal udenlands.

Jeg føler ikke rigtig jeg har noget valg... hvis jeg vel og mærket ønsker at blive rask. Selvom der ingen garanti er for at de kan hjælpe mig derover, så har de jo sagt at danmark ikke kan gøre mere for mig Jeg har ikke tænkt mig at have det sådan her resten af mit liv, så selvfølgelig skal jeg derover...
Jeg har mange tanker omkring det, men er det ikke meget normalt? Er ret nervøs... og lidt bange også. For hvad ved jeg ikke. Måske tanken om det ukendte, et fremmed land, hvad gør de ved mig og det at jeg skal rejse derover selv. Men som Henning siger, de bidder jo ikke... Sproget er jeg ikke så nervøs for, og lægen spurgte om jeg ville have en tolk med derover, men jeg tror nu ikke det blir nødvendigt.
Han vil ikke pine mig med flere narkoser inden jeg skal derover. Kun hvis jeg begynder at få ondt igen, så kunne jeg til hver en tid ringe til ham. Det blir nok sådan at jeg skal til Englang mindst 2 gange.

Lægen jeg skal over til i London er den bedste i hele verden til denne sygdom, så jeg håber meget på han kan hjælpe. Men hvad nu hvis han ikke kan? Uff, det tør jeg sku slet ikke tænke på altså...

Den 29 Februar 08 - Jeg var i røntgen igår, da det skulle tjekkes hvor det kamera er blevet af. Jeg kom ind med det samme, og fik taget nogle billeder. Det hele gik så hurtigt, og 5 min efter var jeg på vej hjem igen. De kunne ingenting se på billederne. De sagde at enten var det kommet retur, eller også indeholder kameraet ingen metal, så man kunne se det på billederne. Det var ikke lige det svar jeg havde håbet på. Mere sådan enten eller svar, så egentlig blev jeg ikke spor klogere. Umiddelbart er det der ikke, så må prøve ikke at tænke på det...

I mandags var jeg også en tur ved lægen. Min egen læge. Men sagsbehandler skrev til mig lige inden jeg røg ind akut sidste gang, at jeg skulle ha lavet en sundhedsattest hos min egen læge, så der kunne komme en afgørelse på min ansøgning om pension, og om jeg evt. skal i arbejde eller påbegynde en uddannelse snarest! Sådan stod der i mailen, men de kan rende mig et vist sted kan de!!! Jeg føler stadigvæk at de ikke tror på mig. Igen siger jeg, at jeg syntes det er fair nok de er så strenge, for der er jo desværre nogle som snyder systemet. Hvilke går udover os der virkelig er syge og har brug for hjælp.Der er ingen der kan sige hvornår jeg blir rask... eller om jeg overhovedet blir det!!! Føler sku lidt de leger med ens følelser, for vil de have mig i arbejde går jeg jo ned med nakken! Det kan jeg jo ikke...jeg ved ikke hvornår de sys man er sys nok til en pension? men min egen læge ved hvad jeg kan og ikke kan, og han mener også jeg skal have den pension så jeg kan koncentrere mig om at blive rask.

fortsættes i kapitel 23...