29 April 2008 kl. 12.32 - Der er sket rigtig meget siden jeg sidste har skrevet her!!! Ca. 14 dage før jeg skulle rejse til London begyndte jeg selvfølgelig at få smadder ondt igen og en ny byld var ved at danne sig. London turen var pludselig i fare og jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op. Men så en lille uge inden rejsen sprang bylden selv! Det er første gang i flere år, at en byld er sprunget af sig selv så jeg jublede. Samtidigt blev jeg lidt nervøs, for hvis nu jeg skulle ha pencilin eller det skulle renses i narkose, nu der var en byld der bar sprunget og var der hul ind, der var den havde været. Sygeplejerskene strejkede jo, men ringede til dem alligevel for jeg vidste at de havde et nødberedsskab og at jeg nok ville komm ind under det. Men nej, jeg skulle ringe til ledelsen og så ville de afgøre om det var vigtigt nok!!! Men heller ikke de var til at rokke... Jeg blev sku bekymret og skuffet over dem. Jeg ville ikke ringe, medmindre jeg sys det var temmelig vigtigt. For hvad hvis der var noget kød der begyndte at dø ligesom sidste gang? Men jeg skulle ringe efter vagtlægen og så skulle han tage stilling til om jeg gik ind under nødberedsskabet. Det gjorde jeg så og lægen kom i løbet af eftermiddagen. Han ville selvfølgelig ikke stå med det selv, og sendte mig afsted til det nærmeste sygehus. Der var der sku heller ingen der kunne tage stilling til hvad der skulle ske, men efter lang tid kom de dog frem til at de ville rense det på sygehuset. Lægen dernede ville gerne ringe til sygeplejerskene og fortælle dem at jeg skulle gå indunder nødberedsskabet, men jeg sagde ikke på vilkår. Jeg er skuffet over dem. Jeg havde sympati for deres stjrejke til at starte med, men jeg sys de har handlet forkert her. Når de først begynder at sætte andre liv i fare, så sys jeg sku ikke det er iorden længere. Nå, men det blev søndag og vi skulle rejse til London. Vi havde fået at vide at vi skulle være i Alborg lufthavn klokken 17.45. Andet vidste vi sådan set ikke, og vi anede ikke hvor vi skulle henvende os! Vi fandt frem til at vi bare skulle gå igennem cecurity og så ville der komme nogen og hente os. Vi blev begge ret overrasket over sikkerheden for vi havde både hørt det ene og det andet, men jeg havde både en flaske vand med og tilmed saks i min toilettaske. Ingen problemer i det, vi gik lige igennem! Tror der gik ti min og så blev vi lukket ud på flyvebanen som de eneste mennesker i hele lufthavnen. Flyets sygeplejerske hilste på os da vi nåede flyet. Det var et ret lille fly. Ingen toilet og lige plads til mig, henning, sygeplejersken og de 2 piloter. Vi fløj næsten med det samme og afsted gik det. Det er lidt anderledes i sådan et lille fly, for følsomheden er noget mere markant og det gyngede og hoppede en del! Men det gik da, og da vi først var helt oppe gik det ganske fint. Når jeg blir lidt nervøs og spændt skal jeg tisse ret meget og lige pludselig. Der var jo ingen toilet i flyet, så det var ret trælst at skulle lige der!!! Sygeplejersken havde sådan nogle urinposer, så der måtte jeg jo gå ned bagerst i flyet og tisse i en pose! Hele to gange måtte jeg gøre det!!! Jeg bandede ret meget indeni mig selv, for jeg sys det er pinligt. Så den dag vi skulle hjem, drak jeg overhovedet ikke noget, i frygt for at jeg skulle tisse :) Nå, men turen varede i to timer og 10 minutter. Da vi landede stod der en ambulance klar som vi gik direkte overi. Vi skulle ikke ind og igennem lufthavnen eller noget. Vi kørte en lille time før vi var på hotellet. Da vi havde tjekket ind på det ellers meget fine hotel, gik vi ned i baren og fik os lidt aftensmad og bagefter direkte i seng! Ingen af os fik sovet særlig meget. Dels fordi dobbeltsengen var så smal og dels fordi der var fælles dyne, og det er vi sku ikke så gode til at deles om *GG* Men selvfølgelig var jeg også spændt på mødet med lægen. Vækkeuret ringede halv 7 hvor vi gik i bad og gjorde os i stand. Klokken 7 gik vi i restauranten til morgenmad. Pølser, kartofler og bønner til morgenmad lære jeg aldrig at forstå :o) Klokken 8 præcis holdt ambulancen udenfor hotellet og de kørte ca 10 min og da var vi ved sygehuset! Har aldrig set så stort et sygehus før! Jeg gisper bare jeg ser riget i fjernsynet!!! *G* men det her var nok 50 gange så stort. Vi ventede i nok halvanden time inden lægen var klar. Jeg var spændt på hvordan han var. Først da jeg så ham tænkte jeg åh nej. En halv gammel skallet mand! Men jeg blev positivt overrasket! Han var virkelig sød og behagelig. Udover ham havde han tilkaldt en kirurg fra Holland, en fra Canada og en fra USA!!! Det tog pippet lidt fra mig og fik mig til at føle mig lidt speciel!!! Det team er også dem der skal opererer mig når nu jeg skal derover næste gang. Nå, men han var god til at fortælle og forklare os tingene så vi nemt og uden problemer kunne forstå ham. Han ville kigge på min mave der hvor stomien sidder og han ville selvfølgelig kigge bagi! Han stak sådan en lille pind ind i en fistel, men det gik. Han skulle også have en finger op i min numse og det var jeg sku ikke så meget for *GG* Mit numsehul er jo nærmest helt lukket, da der ikke kommer noget ud den vej og så er det snørret sammen med specielle tråde. Det gjorde sku ondt og var klart nok ikke særlig bahageligt, men det gik. Han blev ved med at sige "good girl" til mig og det smilte jeg da lidt af. Han rækte mig også sin hånd og sagde "if i hurt you, you hurt me". Så jeg følte mig tryk ved ham. Det var hurtigt overstået og egentlig ikke så slemt selvom det blødte lidt.
fortsættes i kapitel 26...
Jeg har iøvrigt været til kontrol på Hjørring sygehus idag, angående min galdeblære. Jeg blev jo indlagt tilbage i januar måned med et voldsomt galdestens anfald, som jeg blev rigtig syg af og min lever blev dårlig. Deres første beslutning var at den bare skulle væk, så det ikke skete igen. Men lægerne hev lidt i land da jeg stod overfor den her store operation i maj måned hvor de ville fjerne min endetarm. Lægen forklarede mig idag at ved den operation har de jo sådan set haft alle mine indvolde ud af maven og når man så sætter dem ind igen er der små bitte skader på tarmen, plus at de vokser sammen og dermed sætter sig fast på galdeblæren. Det kan skabe problemer i forhold til operationens omfang. Så beslutningen lige nu, er at jeg ikke skal ha fjernet galdeblæren. Men får jeg flere voldsomme anfald, så skal jeg. Så vi ser tiden an, og jeg fik noget medicin med hjem jeg skal tage hvis jeg får et "let" anfald. Der er nemlig forskel på styrkerne. Og så må jeg ikke tøve med at ringe til sygehuset, hvis jeg får en tur som i januar måned med hensyn til min lever.
Jeg er fortrøstningsfuld og er lettet over jeg ikke skal ha en operation mere lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar