Kapitel 29

Jeg sov faktisk ok den nat, da jeg fik en sovepille. Det får jeg altid når jeg er på sygehuset, ellers kan jeg ikke falde til ro. Først ville de ikke give mig en, for det havde lægen ikke ordineret. Men da de så jeg stadigvæk lå vågen klokken 02.00 gav de mig en, og jeg faldt i søvn.

Så kom dagen jeg længe havde frygtet, men var overraskende rolig. Omkring klokken 14.00 blev det min tur og jeg blev hentet af en portør og kørt til operations gangen. Jeg kan ikke huske hvad jeg tænkte på vejen, men den føltes som en evighed. Jeg måtte hverken ha min læbepomade eller hjertepude med mig. Hvilke je gerne må i DK. Der er jeg kendt som "pigen med det røde hjerte". Sådan er deres regler, og det måtte jeg jo finde mig i.

Jeg blev kørt ind i anastæsi rummet og narkoselægen bygyndte at sætte diverse dimser på mig og finde en åre til drop. Jeg skulle åbenbart ligges i narkose i min egen seng og først derefter køre de en ind i selve operations stuen. Det gik ret hurtigt selvom de måtte stikke 4 gange inden de fandt en åre der virkede. Der var ingen snak og narkose lægen så sur ud og virkede... kold... I Danmark taler man sammen med personalet helt til man falder i søvn og de nusser en på armen hvis narkosen svider mens den løber ind i kroppen. Sidst kløede de endda min næse *GG* de giver altid en noget stærkt smertestillende inden narkosen som for en til at klø. Man kan grine med dem og de trøster hvis man er ked af det. Jeg anede ikke hvor meget det egentlig betød for mig som patient, men jeg har lært at sætte rigtig meget pris på deres venlige sider og vores lille hyggesnak inden man sover... men det har jeg også sagt til dem sidenhen, og det er de glade for at vide. Der er ingen tvivl om at det gør en kæmpe forskel.

Da jeg vågnede op fra narkosen et par timer senere var jeg på opvågnings stuen. Jeg kan huske jeg havde monster ondt bagi og lå og græd og små klynkede lidt. Smerter gør en underlige. Jeg kan huske at en sygeplejerske var over ved mig en del gange for at give mig et skud morfin. Til sidst sagde hun at nu måtte hun ikke give mig mere. Jeg havde fået så meget at hvis hun gav mig mere ville mit BT falde så meget, at jeg ikke ville være i stand til at trække vejret selv. Så jeg måtte forsøge at slappe af, selvom det ikke er nemt når man har smadder ondt. Et par timer senere kom jeg tilbage på afdelingen.

Jeg kan ikke rigtig huske så meget fra de næste par dage, men jeg ved at AK var der hver gang der var noget. Hun var nærmest mere sygeplejerske for mig end selve personalet var! Så hende satte jeg rigtig stor pris på.

Efter operationen kom lægen med sit team og fortalte hvad han havde lavet, hvilke jeg jo selvfølgelig var meget spændt på. Han fortalte at inden han gik igang med operationen havde han forventet at kunne gøre 2 muligheder. Enten at lukke fistlerne eller skære dem helt væk. Da han først fik skåret det op havde han ingen andre muligheder end at fjerne fistlerne helt. Det er som sådan godt nok, for han har nu lovet mig at jeg ikke vil få flere bylder og infektioner nu. Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det vil tiden jo vise. Jeg er ikke helt sikker på om jeg tør tro på det....!!! Desværre fik han ødelagt min lukkemuskel af under operationen, så den skal jeg tilbage og ha lavet efter 4-6 måneder sagde han. Han sagde også at det var noget jeg selv måtte tage stilling til, for som han sagde... måske har jeg slet ikke mod på flere operationer, og det har han ganske ret i. Måske har jeg det på et senere tidspunkt, men lige nu vil jeg ikke tage stilling til det. Jeg har stomien og den fungere, så en ødelagt lukkemuskel betyder ikke så meget lige på nuværende tidspunkt. Men tanken om at stomien en dag er væk drømmer jeg da stadigvæk om.

Under operationen havde de puttet nogle klude op i såret. Ja selvfølgelig havde de det!!! Jeg har før skrevet hvor hårdt det er at skulle have dette ud igen, og jeg var godt klar over at dette også ville blive et mareridt!!! Jeg startede med at gå i bad for at gøre kludene så våde som muligt og derefter tog jeg en kæmpe røvfuld smertestillende. Sygeplejersken kom ind med en maske og en flaske med en gas art i. Jeg er ikke klar over hvad det var, men noget som gjorde en lidt ligeglad med det hele og nok også smertedæmpende. Hun bad mig tage nogle dybe indåndinger af det og jeg blev egentlig lidt forskrækket over virkningen, men det var jo nok sådan det skulle være. Desværre hjalp det mig bare ikke da hun begyndte at pille kludene ud. Det gjorde jo så pokkers ondt at jeg ikke kunne lade være med at græde. Det var virkelig hårdt. AK gjorde sit bedste for at støtte, men på det tidspunkt tror jeg ikke man kunne gøre noget for at trøste mig. Da jeg endelig troede det var ovre og hun sagde hun havde fået dem ud, kom der en læge. Sygeplejersken havde IKKE fået det hele med ud og må ha tilkaldt en læge. En læge som jeg ikke engang har lyst til at møde i mine mareridt. Hun holdt mine hænder og sagde hele tiden NO til mig, eftersom det jo rent faktisk gjorde for ondt til at jeg kunne ligge og være rolig og lade som ingenting!!! Hun var en kold kælling og jeg tror at AK havde stukket hende en på skrinet hvis hun var blevet ved meget længere.

Det var min værste dag på sygehuset og jeg ser stadigvæk tilbage på den dag med gåsehud på armene. Det er sjældent at jeg græder så meget som jeg gjorde den dag.

Fortsættes i kapitel 30...