Den der kærlighed...

Indlægget her har været længe undervejs, og jeg har tænkt meget over hvordan jeg har skulle formulere mig, uden at jeg kommer til at lyde som den eneste i verden der har kærestesorger! Jeg har udskudt det længe nok, og nu fortjener i at få en opdatering. Jer fra facebook har klart nok fundet ud af det, og nogle har måske lagt mærke til at jeg har ændret lidt under "info".

I bund og grund handler det jo om at jeg er blevet single. Ganske vist ikke med min gode vilje, og jeg har været hamrende ked af det og er det stadigvæk. Det er 3 måneder siden nu, men det hele er stadigvæk nyt og ømtåleligt.

Henning har, uden min viden, gået og tænkt over det sidste halve års tid, om det her forhold nu var det helt rigtige for mig, og langsomt har han bare indset at mistede sine følelser for mig. Kærligheden var væk efter de knap 8 år vi nåede at være kærester. Den aften han fortalte mig det, faldt hele min verden selvfølgelig sammen og jeg var vist utrøstelig. Vi brugte næsten en hel uge bagefter, i sengen, på at kramme og snakke det hele igennem, om og om igen. Han var jo mindste ligeså ked af det og græd ligeså meget som mig. Han havde også indstillet sig på at det var os to for altid. Han ville ønske at følelserne ikke var forsvundet, men det er vi desværre ikke herre over selv.

Jeg er på ingen måder vred på Henning og vi har hele vejen igennem været de bedste venner og er det stadigvæk. Så til trods for rygter og alt muligt andet, så gik han ikke fra mig fordi han havde fundet en anden. Følelserne er ganske enkelt væk, og det er jo en ærlig sag. Jeg kan jo ikke tvinge manden til at elske mig.

Det har været rigtig hårdt for mig, for Henning og mig har været meget igennem med min sygdom. Han var den der holdt mit mod oppe i hverdagen, og fra en dag til en anden, var han pludselig væk. Han var den jeg skulle have børn med og den jeg skulle giftes med. Faktisk var datoen sat. Den 24 November, så dagen idag har været hård at komme igennem. Især når der hænger en sprit ny brudekjole i mit skab, men heldigvis er dagen snart slut :O)

Jeg besluttede hurtigt at jeg skulle tilbage til Skagen og bo, så jeg har fundet en lejlighed her, som jeg flyttede i knap en måned efter bruddet. Fonzie og de andre dyr er flyttet med mig. Det hele er forgået som jeg ville ønske det, når det nu ikke kan være anderledes.

Selvom det har været hård, så tror jeg stadigvæk på at den nye eneste ene findes. Jeg har da også været på date en enkelt gang, så i sidste ende skal det hele nok gå.