Kapitel 32

Den 1 September 2008 - Nu er der ikke så længe til jeg skal ned og tale med Steen igen. Han vil jo nok spørge mig om jeg vil ha opereret min lukkemuskel, så den måske kunne komme til at virke igen. Jeg har spekuleret over det som en gal, og den ene dag vil jeg gerne men den næste skal jeg bare overhovedet ikke igennem mere... Når jeg alligevel tænker over det, så tror jeg at jeg vil fortryde det en dag, hvis jeg siger nej. Så jeg tror nok at jeg siger ja... men er ikke sikker. Det skal der tænkes noget mere over...

Den 19 septemper 2008 - Igår eftermiddags klokken 15.30 skulle jeg være i Århus hos Steen, til en samtale og tjek af sår. Han var spændt på at høre om hvordan London turen var gået og sådan. Han fortalte at de i London sådan set ikke havde gjort andet end det som Steen ikke turde gøre, netop fordi det nok ville betyde en ødelagt lukkemuskel. Jeg var klar over risisierne før operationen i London og hellere en numse der ikke duer, end bylder, indfektioner og hvad dertil høre.  Vi talte mere om den ødelagte lukkemuskel. Det var ikke noget vi skulle tale om så meget nu, men som det så ud lige nu, synes han at jeg vil være bedst tjent med at beholde stomien permanent. Før der kan komme operationer af lukkemuskelen på tale, skal såret heles fuldstændig først. OG så skal jeg regne med at ligge halvandet år mere til de i forvejen 4 år, som han allerede (med egne ord) har "frarøvet" mig. Jeg kan ikke tage stilling til det lige nu, og jeg siger jo hver gang at jeg ikke ved om jeg kan klare flere knive og smerter, men inderst inde tror jeg at jeg vil fortryde hvis jeg ikke jeg tager det med også. Jeg vil jo RIGTIG gerne af med den stomi. Havde jeg vist at der ikke var en mulighed for det, jamen så tror jeg også at jeg ville ha nemmere ved at acceptere stomien 100%. Det gør jeg ikke nu, når jeg ved at det ikke er helt umuligt... jeg bevare håber lidt endnu.

Jeg vil få et brev her en af dagene, forhåbentlig!!! Med en ny tid om ca 14 dage hvor jeg skal ind og i narkose. Steen vil være sikker på at der ikke er noget derinde, fordi jeg er lidt øm i den ene side af såret. Jeg tror såmænd ikke det er mere ømhed end fra den 3 timer lange køretur til Århus... og det er jo trods alt stadigvæk et ret stort åbent dybt sår på godt og vel 20 cm! Og et sår gør klart nok ondt...

Fortsættes i næste kapitel...